salem. Kunne dette sidste ikke virkeliggøres, skulle de stille sig til pavens rådighed. Da virksomhed i Jerusalem måtte opgives, lod Loyola sig præstevie og dannede med sine venner et selskab af præster for indre mission under navnet »compañia de Jesús». I 1540 lykkedes det Loyola i Rom at få sin sammenslutning anerkendt af paven som orden (bullen »Regimini militanis ecclesiae»). Ordenens navn blev Societas Jesu (Jesu samfund). Til ordensgeneral valgtes Loyola, der blev i Rom til sin død 1556 (helgenkåret 1622 — helgendag 31. juli). J. blev kontrareformationens* orden. Den spillede en stor rolle på tridentinerkonciliet. I katolske lande tilstræbte J. en fornyelse af katolsk fromhed især ved medlemmernes virksomhed som skriftefædre for fornemme folk og som opdragere af den dannede ungdom. I ikke-katolske lande blev det J.s opgave at trænge protestantismen tilbage (Sverige under Johan III og Sigismund). Med Francisco Xa viers* udsendelse 1541 som missionær til Indien og videre til Japan begyndte J. en omfattende hedningemission, ofte præget af tilpasning til fremmede religioner. J. fik sine konstitutioner i 1550. De, der optages i J., gennemgår en prøvetid på 2 år. De videnskabeligt mindre egnede bliver så lægbrødre (verdslige koadjutorer). Resten fortsætter som skolastikere (studerende) i over 12 år. Derefter bliver de præsteviede (gejstlige koadjutorer). De aflægger de tre munkeløfter og virker oftest som lærere. Ordenens kerne er professi af 4 løfter, som yderligere aflægger et løfte om ubetinget lydighed mod paven. Repræsentanter for professi vælger på livstid ordensgeneralen, som har enevældig magt over J. J.s dogmatikere lagde megen vægt på menneskets frie vilje. Erfaringer fra skriftestolen fik J.s etikere til at fremstille en morallære, der var tilpasset efter praktiske forhold (»Jesuitermoral»). Mod J.s teologi førtes den jansenistiske strid (Jansens Augustinus 1640 mod J.s nådelære, Pascals* Provinsialbreve 1656 mod J.s morallære, se videre Jansenismen). I 18. årh. betragtedes J. som en intolerant magt, der ikke var tidssvarende. En strid med den portugisiske stat førte 141 JESUITERORDENEN Ignatius Loyola. Maleri af Sanchez Coello. til, at J. udvistes af landet 1759. 1762 erklæredes J. for opløst i Frankrig, og i 1773 så pave Clemens XIV sig nødsaget til at ophæve J. ved et breve »Dominus ac Redemptor noster». J. opretholdtes dog i Rusland, og i 1814 genoprettedes den ved bullen »Sollicitudo omnium». To af de vigtigste begivenheder i den katolske kirkes historie i nyere tid: proklamationen af dogmet om jomfru Maries ubesmittede undfangelse 1854 og Vatikanerkonciliets vedtagelse af dogmet om pavens ufejlbarhed 1870 var sejre for J. I nutiden er J. den orden, der gør den største indsats for ydre mission. I undervisningsvæsenet søger den at tilpasse sig de enkelte landes lovgivning. I spørgsmålet om forholdet mellem tro og viden tilstræber J.s teologer en forsoning. J. omfatter ca. 30 000 medlemmer — skolastikere og lægbrødre medregnet. Litt.: Ignatius Loyolas værker udgives i Obras completas de San Ignacio (Madrid 1947 ff.). En moderne videnskabelig udgave af Exercitia spiritualia findes i J. Loyola, Exercitia spiritua- 142