JOHANNES BREV derfor må traditionen om hans ophold i Lilleasien bero på en misforståelse. Man indrømmer, at der er en ægte kerne i denne tradition, men antager, at den person, som den har dannet sig om, er en anden, en presbyter Johannes, som er omtalt hos Papias (Eusebios’ Kirkehistorie 3,39,4). Eftertiden har da gjort denne gamle discipel til apostlen J. og tillagt ham alle de johannæiske skrifter. Med alt forbehold over for vanskelighederne ved disse stadig så omstridte problemer burde spørgsmålet om skrifternes apostoliske affattelse og herunder, om de alle — navnlig evangeliet og åbenbaringsbogen — stammer fra samme forfatter, skilles fra diskussionen om apostlen J.s ophold i Efesus. Den vigtigste bevidnelse for dette sidste findes hos Irenæus, der på dette punkt bygger på Polykarps vidnesbyrd. Denne skal være discipel af J., og Irenæus har selv hørt ham fortælle om hans samvær med J. (Brev til Florinus, Eusebios’ Kirkehistorie 5,20,5 —7). Det er vanskeligt at antage, at enten Irenæus eller Polykarp, som senest må være født ca. 70, skulle have taget fejl. Man har anvendt Ignatius’ brev til menigheden i Efesus 12:2 som modbevis mod J.s ophold i Efesus, idet man har undret sig over, at Ignatius her omtaler menighedens grundlægger Paulus, men ikke J., den anden apostel, der skal have virket længe i menigheden. Stedet med dets tavshed om J.s langvarige ophold i denne by er dog intet modbevis, da Paulus kun er omtalt her som den fornemste af de kristne, der har passeret Efesus på vej til martyriet, idet Ignatius her synes at hentyde til Paulus’ afsked med de ældste fra Efesus i Ap. G. 20: 17 ff. Hverken apostlen J. eller en eventuel presbyter Johannes kan komme på tale i denne sammenhæng, da traditionen jo netop fortæller om J., der efter et langt liy døde en naturlig død. En stor rolle i debatten har et Papiascitat haft, som oprindelig var kendt fra Georgios Hamartolos, men som i 1888 blev påvist også hos kirkehistorikeren Filip fra Side. Der kan dog næppe tilkendes dette citat nogen værdi, men ligesom en del gamle martyrologier, der også bevidner de to apostlebrødres samtidige død, får citatet kun 167 værdi i sammenhæng med Mark. 10:839, hvor Jesus forudsiger, at de to brødre skal drikke hans bæger. Tolkes dette sted om de to brødres martyrium til samme tid, og går man videre ud fra, at teksten kun er bevaret, fordi denne profeti allerede var gået i opfyldelse, får man et argument for, at J. er død sammen med Jakob inden 44. Denne opfattelse støder imidlertid på mange vanskeligheder, bl. a. J.s tilstedeværelse ved mødet i Jerusalem, Gal. 2, der formodentlig ligger efter 44. Desuden er evangelieoverleveringen blevet til, førend de mange profetier i den var gået i opfyldelse. Derfor er en overleveret profeti ikke bevis for, at det i den forudsagte allerede er opfyldt, se f.eks. Mark. 9:1. Litt.: F. Torm, Indledning til det Ny Testamente (3. ed. Khvyn 1940); H. Mosbech, Nytestamentlig isagogik (Khvn 1946—49). Johannes Munck JOHANNES BREY. J.i N.T:s kanon. J. intaga en säregen plats bland N. T:s katolska brev*. För det första äro de anonyma. Endast hederstiteln »Den gamle» (ó rpsoßútEspoc) låter ana att någon känd och hög auktoritet står bakom dem. För det andra är blott 1 Joh. i den mening katolskt att det är tillägnat en vid, obegränsad läsarkrets. Däremot äro 2 Joh. och 3 Joh. — de kortaste skrifterna i hela N.T. — halvprivata brev. Det förra är skrivet till en enskild församling (kallad xúpix, >»Frun») och det senare till en medarbetare (Gaius). 1 Joh. åter saknar ett brevs yttre former, både adress och inledningsord och sluthälsning. Det ser ut som en traktat, utsänd från ett urkristet »förlag». Den första som tycks ha känt såväl 1 Joh. som 2 Joh. är Polykarpos. Till Mindre Asiens kyrkliga traditioner leder även ett meddelande hos Eusebius att Papias, biskop i Hierapolis, har anfört vittnesbörd ur Johannes’ förra brev. Att 2 Joh. vid sidan av 1 Joh. varit i kyrkligt bruk i den mindreasiatiska kyrkan, bekräftas ytterligare av Irenaeus som citerat både 1 Joh. och 2 Joh. Då även det romerska fragmentet Canon Muratori vid slutet av 2 årh. uppräknar två brev som enligt sin överskrift äro av 168