de avverge sabellianisme. Det »ny-nikænske» hos kappadokierne består i at de prøvde å forene den nikænske ortodoksi og origenismen ved å distingvere mellom oÙùctia og ÚnÓgoTtx«O (som gammel-nikænerne hadde brukt synonymt). De lærte pix oùcia og Tps ÚnocTAOEL,, idet oùcsix var det ene guddomsvesen i betydningen guddommelig kvalitet, og úróoTt«o ble brukt i betydningen det for seg eksisterende og med særlige eiendommeligheter utstyrte vesen, det latinerne i sitt rettsspråk kalte person. Betegnelsen òóuooúsctos ble fastholdt med bestemthet og utstrakt til også å gjelde om Ånden. Hvorvidt ordet også virkelig har beholdt betydningen »vesensidentisk », eller bare dekker »vesenslik» (Ġpowoúct03), er et omstridt dogmehistorisk spørsmål. I sine spekulasjoner over de tre guddommelige personers innbyrdes forhold har Gregor av Nazianz formulert læren om at de gjensidig gjennomtrenger hverandre (perichoresis), mens Gregor av Nyssa som konsekvens herav hevder at guddommens gjerninger utad ikke kan oppdeles på de tre personer. Kappadokiernes trinitetslære seiret på konsilet i Konstantinopel 381 og er nedlagt i det nicæno-konstantinopolitanske symbol (dog uten bruk av ordet ôóuo0oúo0, om Ånden) og derigjennom overtatt av alle kirker som har denne trosbekjennelse (se Oldkirkelige symboler). Se også Kristologi, Treenighed. Litt.: Fremstillingene av oldtidens kirkehistorie (særlig av Duchesne og B. J. Kidd), av dogmehistorien (særlig Harnack og Loofs), og av den oldkirkelige litteraturhistorie (særlig Bardenhewer og A. Puech). I Migne’s Patrologia Græca finnes Basilius i bd. 29—32 (opptrykk av Mauriner-utgaven), Gregor av Nazianz i bd. 35—38, Gregor av Nyssa bd. 44—46. De fleste av verkene er oversatt i Bibliothek der Kirchenväter. Separatutgaver av enkelte verker, senest i Sources chrétiennes (med fr. overs.). J. Rivière, S}. Basile (Paris 1924); L. Vischer, Basilius der Grosse (Basel 1953); J. Daniélou, Platonisme et théologie mystique. Essai sur la doctrine spirituelle de saint Grégoire de Nysse (diss. Paris 1944); C. Fleury, Hellénisme et christianisme (Paris 1931); G. L. Prestige, God in patristic thought (London 1936). E. M. 241 KARL DEN STORE KARL DEN STORE (742—814), en af middelalderens største herskerskikkelser, blev efter faderen, Pippin den Lilles død 768 frankernes konge. For K. gik politisk ekspansion og kristen mission hånd i hånd. Allerede 774 tilintetgjordes Longobarderriget i Norditalien. Omkring 800 kristnedes Bayern, hvorfra missionsværket fortsattes mod øst. 772 begyndte den mere end 30 årige undertrykkelse af sachserne i Nordtyskland, der tilsidst blev nedkæmpet og tvangskristnet; flere bispedømmer oprettedes, bl. a. Bremen, der fik stor betydning for missionen i Norden. Mod vest fortsattes missionen blandt friserne. Mod syd strakte K.s herredømme sig til Nordspanien, hvor araberne blev trængt tilbage bag Ebro. K.s rige omfattede efterhånden største delen af den vesterlandske kristenhed. K. var pavens og kirkens beskytter, ja herre. Juledag 800 kronede Leo III i Peterskirken K. som kejser. Herved afbrødes forbindelsen mellem Rom og det østromerske kejserrige. At den nye kejser modtog kronen af pavens hånd betød tilsyneladende en anerkendelse af pavens overhøjhed over kejseren, og blev af senere paver og kanonister fortolket således, men sålænge K. levede, var kejserens herredømme over kirke og pave større end nogensinde. K. fortsætter det germanske privatkirkesystem, hvorefter fyrsten er kirkens herre. På alle områder gjorde K.s indflydelse sig gældende: bispevalg, kirkelig lovgivning og jurisdiktion, teologi, missionsarbejde og praktisk kirkeligt arbejde, selv i rent dogmatiske spørgsmål greb han ind; han lod synoden i Frankfurt 794 fordømme adoptianismen samt billeddyrkelsen, der var anerkendt af Nicæasynoden 787 og billiget af paven. K.s langvarige regering betød et vældigt opsving i kirkelig og kulturel henseende. Han omgav sig med tidens lærdeste mænd, bl.a. Alcuin, der blev hans rådgiver i alle kirke- og skolespørgsmål, Paulus Warnefrid, der skrev Longobarderfolkets historie, samt Einhard, hvem det vigtige kildeskrift »Vita Caroli» skyldes. Efter K.s død svækkedes riget ved indre strid der også snart fik »den karolingiske renæssance» til at sygne hen. 242