KATOLICITET Litt.: J. Mayer, Geschichte des Katechumenates und der Katechese in den ersten sechs Jahrhunderten (Kempten 1868); F. Cohrs, art. Katechumenat i Realencykl. f. Prot. Theol. u. Kirche, hrsg. v. A. Hauck, 10 (3 ed. Leipzig 1901); L. Duchesne, Histoire ancienne de l'église 1—3 (5 ed. Paris 1910—11); H. Achelis, Das Christentum in den ersten drei Jahrhunderten 1—2 (Leipzig 1912); A. v. Harnack, Die Mission und Ausbreitung des Christentums in den ersten drei Jahrhunderten 1—2 (4 ed. Leipzig 1924). R.A. KATOLICISM, se Den romersk-katolske kirke. KATOLICITET, af græsk x«ðoAxóç, det, som angår helheden i modsætning til det, der kun angår en del. K. er et af kirkens såkaldte fire »prædikater» (ved siden af enhed, hellighed og apostolicitet) og betegner dens universelle, altomfattende karakter. Ordet katolsk findes ikke i N.T., men i høj grad sagen. Se f.eks. Matt. 28: 19; Ap.G. 1:8; Gal. 3: 27 f.; Ef. 1:10; Kol. 1:20. Om kirken bruges det første gang hos Ignatius (d. ca. 117) i brevet til Smyrna: » Hvor biskoppen er, dér skal menigheden være, ligesom hvor Kristus er, dér er den katolske kirke». Her betegner ordet den store, altomfattende kirke i modsætning til den lokale enkeltmenighed. Således også i »Polykarps martyrium» (ca. 155): »Guds menighed i Smyrna . til alle menighederne i den hellige og katolske kirke på ethvert sted». Muligvis møder vi allerede her en anden betydning af ordet, nemlig som betegnelse for den sande, ortodokse kirke i modsætning til de hæretiske eller skismatiske kirker. En vis forbindelse er der mellem de to betydninger, idet den sande ortodokse kirke tillige er den, der er udbredt overalt, mens den hæretiske særkirke er begrænset til et bestemt område. Den romerske kirkes syn kan sammenfattes i følgende fire punkter: K. i sandhed, i det kirken har al sandhed og indbefatter al menneskelig sandhedserkendelse, k. i forløsning, idet kirken har svaret på al menneskelig nød og vil føre alle mennesker til frelse, k. i åndelige gaver, idet kirken har al åndens fylde og k. i tid o. rum, idet kirken skal bestå igennem alle tider og udbredes over hele jorden. På denne måde sam- 267 menfattes det kvalitative og det kvantitative synspunkt. I den ortodoks-anatoliske kirke møder vi et ejendommeligt synspunkt: k. som det altomfattende og altgennemtrængende fællesskab (sobornostj) i Kristus og Änden (jfr Ortodoxa kyrkan). Som sit legemes hoved gennemtrænger og sammenfatter Kristus alt og alle i eet stort, nyt fællesskab. Luther forefandt såvel ordet katolsk som oversættelsen christlich og gemeine = allgemein. Han bruger alle tre ord, men foretrækker »christlich» og lægger derved vægt på det kvalitative moment i k. Alle tre udtryk or forenede i Apologien (Art. VII og VIII). Fra solens opgang til dens nedgang skal der være en kirke ud over hele jorden, hvor Kristi ene evangelium forkyndes, hvor sakramenterne uddeles og hvor den ene hellige Ånd hersker. I de nordiske kirker er udtrykket »almindelig» blevet stående, men det gengiver kun utilstrækkeligt fylden i ordet katolsk. I den økumeniske bevægelse har ordet fået fornyet betydning. Söderblom skabte ordet »evangelisk-k.»: hele den evangeliske kristenhed som den evangelisk-katolske del af Kristi ene kirke. Denne evangelisk-katolske kirke er i sit væsen mere ægte katolsk end den romerske kirke, der mere og mere afsondrer sig ved sine særdogmer og sin eksklusivitet. En ret evangelisk kirke mäå være katolsk, fordi dens budskab er bestemt for alle, fordi Kristus er død for alle og har forsonet alle med Gud. Derfor skal den også nå ud til alle jordens folk, uanset deres kultur, racer eller sprog. K. betegner kirken i dens »vidde» i modsætning til enhver sekt eller klike, der kun henvender sig til en bestemt begrænset del af menneskeheden. Litt.: A. de Poulpiquet, La notion de catholicité (Paris 1910); N. Söderblom, Evangelisk katolicitet (i E. Lehmann m.fl. Enig kristendom, Sthm 1919); dens., Evangelische Katholizität (i Festgabe für Adolf Deissmann. Tübingen 1927); G. Thils, Les notes de l'église dans l’apologétique catholique depuis la réforme (diss. Louvain, Gembloux 1937); Hj. Lindroth, Den apostoliska trosbekännelsen (Upsala 1933); F. Heiler, Ge- 268