KIERKEGAARD fandt, at han aldrig rigtig havde været hverken barn eller ung. Nyere forskere mener dog, at K.s erindring her er noget fortegnet. Efter faderens ønske valgte K. at studere teologi. Men efterhånden blev han langt stærkere optaget af æstetik og kom i forbindelse med jævnaldrende skønånder, der førte ham ind i et muntert kaféliv, hvor han var vittig, slagfærdig, polemisk og inderst inde dybt fortvivlet og kæmpende for at finde fodfæste. En alvorlig krise var »den store jordrystelse», da han fik klarhed over et mørkt punkt i faderens liv, og derfor syntes, at den eneste menneskelige støtte, han kunne finde, vaklede. Han anede nu, at Guds velsignelse ikke er over den uangribeligt retskafne, men over den sønderknuste synder, og kristendommen forekom ham til tider at være »den umenneskeligste grusomhed». Angsten førte ham ud på »fortabelsens veje». Især i foråret 1836 synes han at have været ret langt borte fra hjemmets atmosfære. Afgørende brudt med kristendommen har han dog aldrig. I 1837 begynder han atter at høre teologiske forelæsninger. Medvirkende til at kalde ham tilbage var venskabet med filosoffen og digteren P. M. Møller (»min opvågnens mægtige basune»), der imidlertid døde 13. marts 1838. To måneder senere (19. maj) fik K. en dybtgribende religiøs oplevelse, der vel ikke var en klar omvendelse, men dog betød en tilbagevenden mod hjemmets indstilling. Kort efter døde faderen; men derved blev dennes myndighed over sønnen blot forstærket. K. gav sig for alvor i kast med teologien og fik eksamen i 1840. Et par måneder herefter forlovede han sig med den næsten 10 år yngre Regine Olsen. Men 13 måneder senere brød han forlovelsen. Han, der satte en ære i at være trofast og var det i sjælden grad, kom til at stå som troløs, kun interesseret i psykologiske eksperimenter. K. mente for Guds ansigt at måtte handle, som han gjorde. Men skønt endeløse dagbogsoptegnelser og store dele af forfatterskabet kredser om eller er bestemt ud fra denne begivenhed, har K. intetsteds klart fremlagt det dybeste motiv til bruddet. Heller ikke er det lykkedes nutidens forskere at 279 Søren Kierkegaard. Tegning af H. P. Hansen. nå til en overbevisende forklaring. Den dybeste grund har måske været, at han forstod, at han ikke evnede at gennemtrænge forholdet til den unge pige med sit gudsforhold. Allerede lige før bruddet med Regine Olsen havde K. disputeret for magistergraden (på en afhandling »Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates»). Og nu begyndte det egentlige forfatterskab, hvis første hovedafdeling, der strækker sig til begyndelsen af 1846, væsentlig består af pseudonyme skrifter af æstetisk, psykologisk og filosofisk karakter, mens det direkte kristelige næsten kun kommer frem i en række »opbyggelige taler», som K. fra tid til anden udgav i sit eget navn og selv i hvert fald senere betragtede som det væsentligste. Denne del af forfatterskabet falder atter i to afsnit, idet der er et betydningsfuldt indsnit juli 1843, da K. fik at vide, at Regine Olsen havde forlovet sig med en anden, og forstod, at dermed var Guds nej til hans timelige lykke definitivt. Indtil da er forfatterskabet væsentligst beregnet på hende, delvist vel indirekte spørgsmål til hende. 280