Hovedværkerne er »Enten—Eller», »Frygt og Bæven» og »Gjentagelsen», der alle udkom 1843. I »Enten—Eller» stilles to livstyper mod hinanden: æstetikeren og etikeren. Æstetikeren, der har sin baggrund i en dekadent romantik, er det forfinede, raffinerede, men i sin højeste form også komplet desillusionerede menneske, der har sit liv i øjeblikket, søger de skiftende situationers mest udsøgte nydelser, forstår kræsent at udvælge, men som inderst inde ved, at alt er meningsløst, værdiløst. Han foragter tilværelsen, fordi han mener at han gennemskuer den. Han tror at hævde sin overlegenhed ved ikke at lade sig engagere af livet, hverken af ægteskab, kaldsgerning eller venskab. Men ånden lader sig ikke spotte; den kræver at bryde frem og give livet alvor og dermed indhold; og da den ikke får lov hertil, nedsænkes sindet i det tungsind, der er æstetikerens grundstemning. Heroverfor forkynder nu etikeren, at redningen ikke findes i fornemme intellektuelle debatter, ikke i tvivlens uengagerede overvejelser, men i den radikale fortvivlelses eksistentielle selvudlevering. Det gælder at indse, at hele denne livsform er fortvivlelse, og derfor gælder det at vælge, vælge at tro, at der er mening i tilværelsen, fordi der er absolut forskel på godt og ondt, og således at »vælge sig selv i sin evige gyldighed». Da får livet indhold. Da knyttes man til tilværelsen, får et positivt forhold til »det almene», frelses ud af hemmelighedskræmmeriets i grunden fortvivlede indesluttethed ind i en livsform, der intet har at skjule. Erotikken helliges ved den etiske beslutning og den religiøse vielse til ægteskabets uforanderlighed, der dog stadig rummer ny friskhed og skønhed. K. kaldte skriftets pseudonyme udgiver »Victor Eremita» og ville derved antyde, at han ikke selv havde sit stade i etikerens lykkeligt-positive forhold til »det almene». Men i de to følgende (mindre) skrifter kredser han dog meget tydeligt om den mulighed, at Gud skulle gøre det umulige muligt, så den, der havde mistet livets timelige lykke, kunne få den skænket på ny. »Frygtog Bæven» lovsynger den »troens ridder», 281 KIERKEGAARD der på Guds bud opgiver alt det, der timeligt er ham kært, men som tror, ikke blot på en salig hinsidighed, men på jordisk lykke. Med direkte brod mod Hegel, der lod det etiske udtømme sig i et positivt forhold til »det almene», forkynder skriftet muligheden af »en absolut pligt mod Gud» og dermed »en teleologisk suspension af det etiske» og derfor en livsform, der er uforståelig for andre, næsten som æstetikerens var det. Og hegelianerne hånes, fordi de betragter »troen» som det selvfølgelige, hvorfra man hurtigst muligt skal skride frem til »viden», mens Abraham i sin ubegribelige storhed aldrig nåede længere end til troen. »Gjentagelsen», som K. oftere kaldte »en snurrig bog», behandler i halvhumoristisk form det samme tema, men således at resultatet bliver det negative: Det unge menneske, der er bogens hovedperson, magter ikke »gentagelsen» »uendelighedens dobbeltbevægelse». I øvrigt er den mærkeligt opstemte slutning på dette skrift præget af, at K. nu har fået kendskab til Regines nye forlovelse. Også det således at blive løsgjort fra »pigen» er jo en slags »gentagelse», ganske vist af uventet art. Og K. søgte at lære, hvad denne »gentagelse» betød. De opbyggelige skrifter bliver hyppigere, og det kristne præg træder stadig tydeligere frem også i pseudonymerne. Af disse er de vigtigste »Philosophiske Smuler» og »Begrebet Angest» fra 1844, »Stadier paa Livets Vej» fra 1845 og »Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift til philosophiske Smuler» fra begyndelsen af 1846. »Smulerne» og »Efterskriften» rummer det centrale opgør med Hegel og dermed med idealismens religiøsitet i alle dens former, ja i grunden med al den religiøsitet, der ikke, som alene kristendommen, finder frelsen i en bestemt historisk begivenhed. For dette århundredes teologi og filosofi har disse skrifter været af overvældende betydning. Emil Brunners »Der Mittler» er således nærmest en moderne variation. af temaet fra »Philosophiske Smuler». Og eksistentialfilosofien har i høj grad udnyttet hovedtankerne fra »Efterskriften», ganske vist i »sækulariseret» og dermed stærkt ændret skikkelse. 282