KIERKEGAARD »Smulernes» tema er det Lessingske problem, hvorledes tilfældige historiske begivenheder kan blive »udgangspunkt for en evig bevidsthed». Mod hinanden stilles Sokrates, der regner med, at hvert menneske dybest set ejer sandheden, og som derfor kun kan være den tilfældige anledning til, at den latente sandhed bliver fremdraget (den »majeutiske» metode), og »Guden i tiden» (d.v.s. Kristus), hvis fremtræden som forudsætning har, at mennesket er »i usandheden» og derfor kun kan nå frem til sandheden, når denne meddeles udefra, d. v. s. gennem et historisk faktum og »øjeblikkets» møde hermed. Hvis sandheden ikke, som Sokrates forudsatte, er menneskets naturlige eje, men det fra mennesket forskellige, må den for tanken være et paradoks, hvilket ikke betyder, at den sprænger fornuften, men at den ligger i et andet plan end fornuftens, nemlig i eksistensens logisk ubetryggede valg, troens lidenskabelige afgørelse. Er mennesket af naturen »i Usandheden», må dets forhold til sandheden følgelig blive, ikke erkendelsens trygge ro, men valgets altid nye engagement. Er objektiviteten usandheden, må sandheden være »subjektiviteten», d.v.s. vejen, vandringen, kampen, engagementet, ikke derimod et objektivt givet resultat. Dette tema udvikles nu nærmere i »E f t e rskriften» med direkte brod mod intellektualistiske mistydninger af den kristne sandhed. Vigtigt er det imidlertid, at K. hævder, at det strengt eksistentielle forhold til sandheden karakteriserer situationen, ikke blot når talen er om forholdet til det centralt kristne paradoks, at frelsen er givet i et historisk faktum (»Guden i tiden»), men at det samme i nogen grad gælder allerede på den humant-idealistiske, alment-etiske religiøsitets område. Allerede dér vover man sin eksistens i et logisk ubetrygget Ja til »det absolutte telos» og stræber at omforme sin eksistens efter dette Ja. Denne sidste livsform kalder K. religiøsiteten A, mens kristendommen betegnes som religiøsiteten B. Det hævdes nu, at vejen til kristendommen må gå over religiøsiteten A. Den, der nemlig for alvor indlader sig med det absolutte telos, 283 vil ende i den altomfattende skyldbevidsthed, der er udtryk for, at han ikke har evnet eksisterende at udtrykke sin bundethed af det absolutte. Men dermed er mennesket prædisponeret til at høre budskabet om det egentlige paradoks, at frelsen kommer til os i Kristus, altså i et »historisk» faktum. Den etiske idealisme, som K. opfatter den, »religiøsiteten A», gør altså den sønderknusende gerning, som ældre teologi tilskrev »loven» (usus paedagogicus legis). »Begrebet Angest» er en meget dybtgravende psykologisk studie over de sjælstilstande, der går forud for det logisk og psykologisk uforklarlige »spring», som den syndige handling ifølge K. altid er, og over de mangfoldigt forskellige angsttilstande, der ifølge K. altid karakteriserer det menneske, der ikke i troen har besejret angsten. Vigtigt er det, at K. i »angsten» ser et vidnesbyrd om, at mennesket er anlagt på etiske afgørelser under evighedens ansvar, at det altså er et åndsvæsen. »Stadier paa Livets V e j» falder i tre dele, af hvilke de to første er en modificeret gentagelse af temaet fra »Enten—Eller», mens sidste del (»Skyldig? —Ikke skyldig?») skildrer det religiøse stadium, i øvrigt under påfaldende direkte anvendelse af K.s egen forlovelseshistorie. Med »Efterskriften» betragtede K. sit forfatterskab som afsluttet. Han tænkte nu på at søge præstekald. Da indtrådte en ny situation; K. havde ment at måtte udæske et københavnsk vittighedsblad »Corsaren», der forekom ham at repræsentere »foragteligheden», og blev nu til gengæld gjort til genstand for det københavnske grin gennem ondskabsfulde karikaturer og satiriske bemærkninger i bladet. Dette ramte K. hårdt og forstærkede hans opfattelse af, at den, der vil være Gud lydig, bliver genstand for verdens hån, også i det såkaldt kristne Danmark. Resultatet blev en ny række skrifter, forfatterskabets anden hovedgruppe. De vigtigste er »Opbyggelige Taler i forskjellig Aand» (1846); »Kjerlighedens Gjerninger» (1847); »Christelige Taler» (1848); »Sygdommen til Døden» (1849); »Indøvelse i Christendom» (1850) og »Til Selvprøvelse» 284