(1851); desuden det 1848 udarbejdede, men først posthumt (1859) udgivne »Synspunktet for min Forfattervirksomhed». Alle disse skrifter bærer K.s eget navn, dog således, at »Sygdommen til Døden» og »Indøvelse i Christendom» som forfatter har pseudonymet »Anti-Climacus», mens K. kun vil være udgiver. Hermed har han villet antyde, at de repræsenterer en idealere form for kristendomsforkyndelse, end han selv med sin person kunne stå inde for. Han er snarere skrifternes læser end deres forfatter. I denne skriftgruppe har vi den rigeste udfoldelse af K.s kristendomsforståelse. »K j e rlighedens Gjerninger» er med sin stærke fremhævelse af aktiv kærlighed til næsten et kraftigt vidnesbyrd om, at K. ikke er den selvcentrede religiøse individualist, man ofte har villet gøre ham til. Stærkt fremhæves, at den kristne kærlighed er af en anden art end det, mennesker ellers forstår ved næstekærlighed, og at den derfor naturligt vil møde had som løn. »SygdommentilDøden» er en parallel til og videreførelse af »Begrebet Angest», dog således at hovedordet til forståelse af menneskets »naturlige» tilstand nu ikke er angst, men fortvivlelse. Måske dette skrift er K.s mest dybtborende psykologiske studie. Det skildrer fortvivlelsens to hovedformer: »fortvivlet ikke at ville være sig selv» og »fortvivlet at ville være sig selv», og forkynder som eneste redning den tro, der består i, at selvet, idet det forholder sig til sig selv og vil være sig selv, »gennemsigtigt grunder i den magt, som satte det.» Dette skrift viser klart, at kristendom for K. ikke især, som man har ment, var lidelse, men. netop den eneste mulige frelse fra fortvivlelse, fra tilværelsens meningsløshed. »Indøvelse i Christendom» er et kald til at efterfølge den fornedrede Kristus i lidelse fra den verden, der nu som altid er Guds modstander. Kristenhedens store misforståelse er, at den opfører sig, som levede vi allerede i »den triumferende Kirke». Skriftet »TilSelvprøvelse» ender med den berømte skildring af modsætningen mellem at være som en hest, der køres efter hestens begreb om, hvad det er at køre, og som en 285 KIERKEGAARD hest, der køres efter den kongelige kusks begreb herom. Med dette skrift standsede produktionen i 3 år. Da den (dec. 1854) genoptoges, begyndte den såkaldte »Kirkekamp», forfatterskabets tredje og sidste afsnit. Anledningen var, at professor i teologi H. L. Martensen* i en mindetale over den nylig afdøde biskop J. P. Mynster“ havde karakteriseret denne som et »sandhedsvidne», et af »de rette sandhedsvidner». Mynster havde været præsten for K.s fader; og gennem årene havde han selv bevaret stor ærbødighed for denne ærværdige skikkelse; men efterhånden syntes han ham mere og mere at være legemliggørelsen af den kristendomsforfalskning, der vel forkynder evangeliet betagende, men i sit liv realiserer den skæbnesvangre forsoning mellem kristelighed og verdslig karriere og anseelse. Og nu skulle han være »sandhedsvidne» på linje med de hellige apostle og martyrer, der endte i rakkerkulen. Nu mätte K. protestere. Angrebet åbnedes med avisartikler, men fortsattes i sommeren 1855 med tidsskriftet »ØJjeblikket», hvoraf K. nåede at udgive 9 numre. Kampen gjaldt nu hele den officielle kirkelighed, specielt præsteskabet, der levede i velvære uden virkeligt krav om efterfølgelse af den korsfæstede i lidelse, spot og martyrium. Dette angreb vakte umådelig opsigt og har indtil i dag, navnlig i Danmark, stærkt medbestemt opfattelsen af K.s hele indsats. Adskillige forskere som f.eks. P. A. Heiberg og J. Hohlenberg, betragter »Kirkekampen» som det højdepunkt, mod hvilket dybest set hele forfatterskabet stilede. For en nøgtern forskning skulle det imidlertid være tydeligt, at K. i sine sidste leveår ikke længere kunne mestre »underbevidste» kræfter. Hans brutale udfald mod seksuallivet er i hvert fald et klart vidnesbyrd om, at han psykisk ikke mere var på højde med sin tidligere produktion. 2. okt. 1855 faldt han om på gaden og blev bragt på hospitalet, hvor han døde 11. nov., kun 42 år gammel. På hans gravsten står efter hans eget ønske det vers af Brorson: »Det er en liden Tid, saa har jeg vundet. Saa 286