KIRKEGÄRD Både den protestantiske og den katolske forskning har nå forlatt det dogmatiske begrep k. i sine fremstillinger av oldkirkens litteratur- og dogmehistorie og taler heller om »oldkirkelige forfattere». Se Oldkirkelig litteratur, Patristikk. Litt.: Tek stutga ver av kirkefedrenes skrifter: Patrologiae cursus completus. Series latina, ed. J. P. Migne 1—221 (Paris 1844—64); Patrologiae cursus completus. Series graeca, ed. J.P. Migne 1—161 (Paris 1857—87) ; Die griechischen christlichen Schriftsteller der drei ersten Jahrhunderte 1—42 ff. (Berlin 1897—1953 ff.); Corpus scriptorum ecclesiasticorum latinorum 1—72 ff. (Wien 1866—1951 ff.); Corpus scriptorum christianorum orientalium 1—100 (Paris 1903—40). En moderne tekstkritisk utgave av hele den oldkirkelige litteraturen har man begynt å utgi i Belgia under titelen: Corpus Christianorum. Series latina (Bd 1:1 Turnholti 1953). Oversettelser: Bibliothek der Kirchenväter, hrsg. v. O. Bardenhewer—Th. Schermann—K. Weymann, 1. R. bd 1—61, 2. R. bd 1—20 (Kempten—München 1911—39); Sources chrétiennes ed. H. Lubac—J. Daniélou 1 ff. (Paris— Lyon 1941 ff.); Ancient Christian writers. The works of the Fathers in translation, ed. by J. Quasten—J. C. Plumpe 1—12 (Westminster, Md 1946—50); Vidnesbyrd af Kirkefædrene 1—16 (Kristiania 1883—90). Se videre 0. Bardenhewer, Geschichte der altkirchlichen Literatur 1 (2. ed. Freiburg i. Br. 1913; s. 37—50); E. Amann, art. Pères de l'église (i Dict. de théol. catholique, 1933) ; G. L. Prestige, Fathers and heretics (London 1948). E. M. KIRKEGODS, se Kyrklig egendom. KIRKEGÅRD. Historisk. Den ældste kristne gravskik fulgte den jødiske: ligene lagdes i jord (eller klippe-)grave, men blev ikke brændt. Særlige kristne gravpladser forekom næppe i Romerriget; det var overflødigt, fordi loven strengt påbød gravfred, men der er vidnesbyrd om, at de kristnes store omhu for deres egnes grave (forstærket i forfølgelsestider) vakte opsigt. K. opstår først, når man får egne kirkebygninger, og det efterhånden bliver skik at jorde de kristne — efterhånden alle, der ikke var døde for egen hånd eller i kirkens band — indenfor kirkens forterræn. I kampen mod det germanske hedenskab er det et vigtigt træk at henvise til den kristnes hvile i indviet jord un- 295 der kirkens hegn (jfr. tysk »Friedhof»), mens hedningen ligger langt ude på marken »i høj og heden jord». I middelalderen fandtes der k. ved alle sognekirker og kloster-k. blev så yndede (især tiggerklostrenes), at de var en alvorlig og af sognepræsterne meget afskyet konkurrent til sognekirkens. Selve kirkens grund inddroges til k. Her lå gejstligheden og de socialt fornemste, udenfor skarede gravene sig, så tæt kirken som muligt. Bedst var det at ligge i selve »tagdryppet», ringest ude ved hegnet; det var trællenes og siden de socialt lavestes plads. Også kirkens nordside fungerede som »fattig-k.». Almindeligt var der kun tale om jordgrave, men huggede kampestenskister og murede telgstensgrave forekom. K. var tit offentlig samlingsplads, stedet for kundgørelser, proceshandlinger (også for boder etc.); det kunne give anledning til uro, og påfaldende ofte (især i ufredstider) høres om k.s profanering gennem voldshandlinger, så at der må ny indvielse til. Forestillingen om k.s »hellighed» svinder til dels med reformationen, og der synes at være indtrådt et vist forfald m.h.t. k.s røgt. Ofte høres at hegnet er nedbrudt, så at k. er græsningsplads for dyr, eller græsningen kan blive genstand for strid mellem præst og kirkeværge etc. I byerne bliver der stigende vanskeligheder med pladsen, da k. jo stadig var et relativt snævert rum omkring kirken. Jorden blev forgravet, og ligene ikke opløst på sømmelig tid eller på sanitært betryggende måde. Ved det 19. årh.s begyndelse forbydes begravelse i kirkerne, og man søgte alvorligt at lægge k. i de store byer udenfor bygrænserne, men længe gjaldt de nye »assistens»-k. som fattig-gravpladser, hvor folk af stand ikke lagde deres døde. Fra udgangen af det 19. årh. dukkede ligbrændingen op, fremtvunget af kravet på sanitær begravelse og begrundet i svigtende pladsforhold i storbyerne. Jævnlig havde ligbrændingen en anti-kirkelig tendens, som blev stærkt udnyttet fra gejstlig side. Med ligbrændingen er k. ikke overflødig: urnegrave spiller en større rolle end kolumbarier. Fra gammel tid var k. kirkelig ejendom, 296