og en tydelig social differentiering gjorde sig gældende, ligesom det var muligt til en vis grad at holde kirketugt på k. (selvmordere etc.). Nu er de gennemgående overgået til kommunal ejendom og bestyrelse; det har betydet udmærket orden og planmæssighed på k. men da den skal drives som en forretning, er den sociale differentiering langtfra ophørt. På en dansk k. består gravfreden normalt i 20—30 år, men kan efter omstændighederne forlænges til ca. 100. Se også Begravelse og Grav. Litt.: E. Bøttiger m.fl., Kirkegårdes anlæg og drift (Khvn 1950); tidsskriftet Vore kirkegårde, udg. af J. Tholle. P.:G.L. Retslig. K. er den i almindelig sprogbrug anvendte betegnelse for de indhegnede områder, der er bestemt til nedsættelse af lig, eventuelt tillige asken af brændte lig. Denne betegnelse benyttes også, hvor begravelsespladsen er anlagt af og tilhører et trossamfund udenfor folkekirkerne, derunder også det mosaiske trossamfund (jøde-k.), og ligeledes benævnes begravelsespladser som k., hvad enten de ligger i forbindelse med en kirke eller de — af pladshensyn eller sanitære grunde — er anlagt andetsteds. I Finland og Sverige benyttes dog i lovsproget som oftest betegnelsen »begravningsplats». Efter at begravelse af lig i selve kirkerne eller særlige gravkapeller ved disse nu så godt som ikke mere finder sted og i de fleste lande er forbudt, er det hovedreglen, at nedsættelse af lig skal ske på de almindelige k. Dog er der adgang for institutioner som stiftelser eller hospitaler og for enkelte personer (familier) til at få tilladelse (som regel ved kongelig bevilling) til at anlægge en særlig begravelsesplads på privat grund. Det er endnu den overvejende hovedregel, at k. tilhører de enkelte (sogne-)kirker og bestyres af de samme myndigheder (som regel menighedsrådene), der udgør kirkernes bestyrelse, under tilsyn af de højere kirkelige myndigheder. I nyere tid er dog — navnlig i større byer — bestyrelsen af begravelsesvæsenet og k. overgået til kommunale myndigheder. I Danmark kan dette således ske i købstæder med flere sogne, ligesom der er åbnet adgang til med ministeriets tilla- 297 KIRKEGÅRD delse at anlægge særlige kommunale begravelsespladser med adgang for alle kommunens beboere til at blive begravet der. Hvor der ikke i sognet findes anden k. end den almindelige sognek., har alle sognets beboere, uanset om de hører til folkekirken eller ej, ret til at blive begravet på k. Der er pligt til at udlægge vederlagsfri gravplads for personer, der er ubemidlede, men ellers kan der kræves betaling af en afgift for overladelse af gravsteder, navnlig hvis de ønskes udlagt med flere gravpladser eller for længere tid end den sædvanlige fredningstid. I lovgivningerne findes om k. en række detaillerede bestemmelser, der for Danmarks og Norges vedkommende i det væsentlige er kodificerede i særlige love. I Finland er nye lovbestemmelser gennemført 1954. Der er således givet nærmere regler om anlæg af k., hvortil kræves tilladelse af offentlig myndighed (ministeriet), der navnlig tager såvel sanitære som byplansmæssige hensyn. Om nødvendigt vil arealet til udvidelse af bestående k. eller nyanlæg kunne tilvejebringes ved ekspropriation. Folkekirkernes k. bliver kirkeligt indviet enten i forbindelse med kirkens indvielse, eller når k. eller k.- udvidelsen tages i brug. Ligeledes er fastsat nærmere bestemmelser om indhegningen af k., om anlæg af veje og stier, om nødvendig drænering m.v. og om opførelse af bygninger som kapeller og lighuse. Undertiden tillades også anbringelse af krematorier til ligbrænding i forbindelse med et k.-kapel. Endvidere er der givet forskrifter om størrelsen af de enkelte gravpladser, eventuelt urnegravpladser, om den dybde, hvori kisterne skal nedsættes, og om fredningstiden, d.v.s. den tid, hvori en grav af sanitære og sømmelighedshensyn skal ligge urørt, inden den påny tages i brug. Der gælder her forskellige regler i landene, og undertiden fastsættes fredningstiden forskelligt for de enkelte k. i de lokale k.-vedtægter. I forbindelse hermed gælder særlige bestemmelser om flytning af lig fra en grav til en anden på samme eller fremmed k., hvortil kræves indhentet særskilt tilladelse. Endelig findes en del nærmere regler om 298