KIRKEHISTORIE forholdet mellem k.-bestyrelsen og indehaverne af de enkelte gravsteder. I lovgivningen tales ofte om gravstedsejere, men det rette forhold er, at den gravstedsret (gravret), der tilkommer de private, er en — som regel tidsbestemt — brugsret til gravstedet, som dog efter brugsrettens udløb i almindelighed vil kunne fornyes for en ny periode mod betaling af afgift. Der påhviler den private gravstedsindehaver forpligtelse til at holde gravstedet vedlige i sømmelig stand, og i tilfælde af vedligeholdelsespligtens forsømmelse vil k.-bestyrelsen i almindelighed have ret til at sløjfe gravstedet. Undertiden gives der i de lokale vedtægter nærmere bestemmelser om begrænsninger i adgangen til indhegning og tilplantning af gravstedet eller til derpå at anbringe gravmonumenter over en vis størrelse o. lign. Der er også som regel adgang for gravstedernes indehavere til at overdrage vedligeholdelsen til k. mod en årlig afgift eller mod indbetaling af en kapital een gang for alle. Litt.: L. Petersen, Kirkelovene af 1922 (Khvn 1944); H. V. Munck, Kirkegårde og gravsteder i lovgivning og administration (i E. Bøttiger m. fl., Kirkegårdes anlæg og drift. Khyn 1950); K. Hansson, Norsk kirkerett (Oslo 1935); E. Fahlbeck, Kyrkogård och begravningsplats (i Förvaltningsrättsliga studier 2, Sthm 1941); 0O. Croneborg, Om gravrätt (Sthm 1941); dens., Svensk gravrättspraxis (Sthm 1945); Handbok i kyrkogårdsvård red. av E. Dahl (Sthm 1943); H. G. F. Sundberg, Kyrkorätt (Helsingfors 1948). H.V. M. KIRKEHISTORIE er den videnskab, som skildrer den kristne kirkes historie. A p 0s tlenes Gerninger er det første tilløb til en sådan skildring, idet forf. vil berette om evangeliets udbredelse over Syrien, Lilleasien, Grækenland til Rom. Iøvrigt var det kampen mod kætterne om det rette evangelium, der vakte kirkens historiske interesse. Man begyndte at undersøge, hvem der havde den bedste forbindelse bagud til apostlene og Kristus. Resultatet heraf blev de første bispelister. 2. og 3. årh. bragte forskellige tilløb til kirkehistoriske værker, men først Euseb fra Kæsarea (d. 339) kan man med rette kalde k.-skrivningens fader. I hans k. møder vi alle de træk, der skulle 299 karakterisere k. middelalderen igennem: historien opfattes ikke som en række af begivenheder, kædet sammen som årsag og virkning, men er den store kamp mellem metafysiske magter, Gud og Satan. Euseb vil ikke forstå verden og dens udvikling ud fra menneskets standpunkt, men se den oven fra som et kosmisk-metafysisk drama, som historiseret myte. Her skrives ikke kristendommens eller den kristne organisations historie, nej, det drejer sig om selve Guds rige her på jorden, et eget folk, en egen stat, skarpt adskilt fra Romerstaten. Følgen er, at der ikke kan være tale om upartiskhed hos historieskriveren. Hvem kan vel ønske at være upartisk i kampen mellem Gud og Satan? Disse ejendommeligheder hos Euseb går direkte i arv til middelalderens k., dog med eet væsentligt nyt indslag, der skyldes Augustin. For Euseb omfatter k. ikke den politiske historie; den er kun en del af universalhistorien. Stat og kirke står endnu hver for sig. I så henseende gør Augustins »De civitate Dei» epoke: det mytologisk-dramatiske er bevaret, men staten er indoptaget i Gudsriget og kirkehistorien bliver derfor — hele middelalderen igennem — universalhistorie. Guds rige eksisterer i himlen, hvor Kristus både er konge og præst, men det eksisterer også på jorden, i kamp mod djævelen for at skabe fred på jorden. Her har Kristus sin stedfortræder, enten således at paven både er sacerdos og rex (præst og konge), men lader regnum forvalte af kejseren, eller således at paven og kejseren hver for sig umiddelbart står i Kristi sted henholdsvis som præst og konge. Verdenshistorien, ikke blot kirkens historie, er kampen for at virkeliggøre Guds rige, pax og iustitia (fred og retfærdighed). Den hersker der står på Guds side er rex iustus (den retfærdige konge), den, der står imod er tyrannys. Af den retfærdige konge og tyrannen har man et fast billede med bestemte egenskaber, der passer ind i dramaet. Personlighederne skildres derfor ikke med deres konkrete træk, men således som de mä være ifølge den plads, de indtager i det store drama. Ofte minder det om den aller nyeste 300