tids politisk bestemte personkarakteristik. Det er dramaet, der interesserer, ikke det, vi kalder den historiske virkelighed. Allerede i slutningen af 13. årh. begyndte denne mytologiske betragtning af historien at opløses, og i renæssancens kulturbevægelse drog man konsekvenserne: profanhistorien skilte sig atter ud fra k. med dens metafysik og mytologi. I stedet får vi en historieskrivning, der — gribende tilbage til antikken — bliver antropocentrisk og pragmatisk, og som tilstræber objektivitet. Den ser tingene ud fra menneskets synspunkt og den søger at »forstå» begivenhederne som årsager og virkninger indenfor en immanent udvikling, der så vidt muligt betragtes uden forudfattede meninger. Dette ideal for den profane historieskrivning kom i løbet af de følgende århundreder til også at bestemme k. Luthers betragtning af kirken som de troendes samfund og hans sondring mellem »Weltreich» og »Gottesreich» understregede foreløbig adskillelsen mellem k. og verdenshistorie. I reformationstiden var k. stærkt præget af den dogmatiske modsætning til katolicismen. Det gælder således tidens eneste betydelige protestantiske kirkehistoriske værk, Mathias Flacius’ Magdeburger-Centurier, der ved sin grundige kildemæssige bearbejdelse af stoffet betegner en betydelig indsats. Den katolske k. er i højere grad end den protestantiske bundet af middelalderlige synspunkter, men Baronius »Annales ecclesiastici» er dog et værdigt modstykke til Magdeburger-Centurierne. Et frisk pust i k. bringer Gottfried Arnolds »Unparteiische Kirchen- und Ketzerhistorie» (1699), der på mange måder er bundet af den mytologiske betragtningsmåde, men ud fra pietistiske synspunkter vender op og ned på tingene: den officielle kirke er Babel, hvorimod den sande kirke er at finde i de vakte kredse, der er blevet forfulgt og stemplet som kættere. Det var dog først i oplysningstiden, at den nye pragmatiske historieskrivning blev frugtbar for k., hvor de store navne nu er L. Mosheim (1694—1755) og J. G. Walch (1693— 1775). K. frigøres ligesom profanhistorien 301 KIRKEHISTORIE fra metafysiske og dogmatiske synspunkter, den indordnes som et led i den almindelige religionshistorie og bliver til en historisk bidisciplin parallel med f. eks. rets- og kunsthistorie. Den arbejder ud fra samme metode som den profane historieskrivning og med samme strenge krav til teknik og kildebenyttelse. For k. som teologisk disciplin betød dette en revolution, der naturligvis ikke gik af uden protest. Al historisk viden blev relativ, en absolut viden om historiske ting gives ikke. Hertil kom analogiens og korrelationens principper: 1) at alt i fortiden må forstås ud fra vor tid og dens muligheder; kun således bliver en kritisk betragtning af kilderne mulig; 2) der er sammenhæng, korrelation, mellem alle menneskelivets begivenheder. Enhver begivenhed har sine årsager og fremkalder igen virkninger. Historien kender ikke til spring. Således relativerer historien alt og alle. Der er ingen plads for det absolutte. Det var forståeligt, at mange ud fra dogmatiske synspunkter stemplede denne k. som vantro eller rationalisme. Det har imidlertid vist sig, at protesten har været ufrugtbar, hvorimod de forskere, der accepterede den nye metode, med beundringsværdig flid og dygtighed har ført det kirkehistoriske arbejde frem til uventede højder. I 19. årh. var det navnlig studiet af oldkirken, der blomstrede med F.C. Baur (1792—1860) og Ad. v. Harnack (1851— 1930) som de store foregangsmænd. I 20. årh. har opmærksomheden i højere grad vendt sig mod reformationstiden (Karl Holl). Den katolske k. har i mindre grad end den protestantiske givet efter for den skildrede »sekulariseringsproces». Sin største indsats har den gjort inden for områder som diplomatikken (Mabillons »De re diplomatica», 1681), udgivelse af tekster (Maurinerne og Bollandisterne) samt arkæologien. Resultatet af den lange udvikling foreligger i nutidens forskning, som man får et fuldgyldigt indtryk af gennem de to ypperste moderne håndbøger, Karl Müllers på tysk (3. udg. 1941 ff.) og Holmquis t— Nørregaards på svensk og dansk (3. udg. 1946 ff.). K.. handler ikke mere om Guds og djævelens kamp. Hvad mere er: 302