KIRKEKOMMISJONER kirken i den forstand, hvor dogmatikken taler om kirke er også forsvundet. Man skriver de kristnes, de kirkelige bevægelsers, tankers og livsformers historie, men kirken som Guds rige eller de troendes samfund er hverken subjekt eller objekt i fremstillingen. »Die historische Methode, einmal auf ..….die Kirchengeschichte angewandt, ist ein Sauerteig, der alles verwandelt und schliesslich die ganze bisherige Form theologischer Methoden zersprengt» (Troeltsch). Vil dette sige, at k. ikke længere er nogen disciplin inden for en teologi, der som en af sine fornemste discipliner har dogmatikken? K.s første opgave er at erkende og skildre fortiden, således som den var, og at forstå den i sammenhæng og som baggrund for nutiden. Dette er en rent historisk opgave — ganske som andre historiske discipliner har den. Denne historiske forskning træder imidlertid endnu den dag i dag i tjeneste hos kirken, der har det som sin opgave rettelig at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne. Denne opgave bereder kirken sig til gennem eksegesen og dogmatikkens besindelse på evangeliet. Herunder vil den imidlertid have brug for historiens erfaring, for at mødes og føre en dialog med alle tiders kristne om, hvorledes de har båret sig ad i den samme kirkens evige situation. K. har ingen mulighed for at erkende Gud eller Guds riges gang henover jorden. Den har end ikke mulighed for at afgøre, hvem der har været sande kristne og hvem ikke. Men den kan fortælle om, hvorledes mennesker til forskellige tider har båret sig ad med at leve som kirke, d. v. s. som et samfund, der i alle sine livsudtryk, lære, prædiken, gudstjeneste, organisation, fattigpleje etc. er et udtryk for evangeliet og kirkens herre. K. kan således give større indsigt og erfaring — ganske som historien er den sikreste vej til viden om menneskelivet — den kan klarlægge ubevidste forudsætninger, afsløre fordomme, men den kan ikke afsløre noget af den virkelighed, som er troens. Således forstået bliver der ingen konflikt mellem troen og kirken på den ene side og den profane sekulariserede k. på den anden. Litt.: Historiens og k.s problemer er behandlet 303 i talrige lærebøger til indførelse i det historiske og teologiske studium, se også H. v. Schubert, Die heutige Auffassung und Behandlung der Kirchengeschichte (Tübingen—Leipzig 1902) og E. Troeltsch, Der Historismus u. seine Probleme (Tübingen 1922); W.Nigg, Die Kirchengeschichtsschreibung (München 1934). H. K—h KIRKEINVENTAR, se Kyrkoinredning. KIRKEKOMMISJON. Med k. forstår man i Norge de utvalg som i 1859, 1908 og 19453 ble oppnevnt av riksstyret for å avgi betenkning og innstilling om en ny kirkelig ordning i anledning av de reformkrav som fremkom sammen med demokratiets fremvekst, idet hovedvekten lå på forfatningsspørsmålene. 1859. Etter et livlig ordskifte i 1840 årene, hvorunder Stortinget i 1851 anmodet regjeringen om å ta saken under overveielse, ble den første k. nedsatt 1859 med biskop J. L. Arup som formann. Den avsluttet arbeidet i 1870 og hadde da fremlagt 8 motiverte lovutkast. Resultatet ble ubetydelig på grunn av innbyrdes uenighet på reforminteressert kirkelig hold og motstand på politisk hold. Lovforslag om menighetsråd ble bifalt, men nektet sanksjon, prop. om bevilgning til kirkemøte avslått av Stortinget. Kgl. res. om menighetsmøter 1873 supplertes etterhvert. 1908. Reformkravene økte i styrke, lekmannsbevegelsen organiserte seg uavhengig av embetet, og det ble holdt frivillige kirkemøter. K. 1908, formann sokneprest Thv. Klaveness, opposisjonens leder prof. dr. jur. Absalon Taranger, behandlet visitasreglementet, ekteskapslovgivning, menighetsråd, soknebåndsløsning, presters avskjed og lekmannsforkynnelsen. Innen k. var det en dyptgående uenighet. Tre av ni medlemmer ønsket en fri folkekirke, organisert »til topps» med valte menighetsråd, kirkemøte og kirkeråd, egen administrasjon, lovgivning og bevilgningsmyndighet, mens flertalet holdt på moderate reformer. K.s åtte innstillinger forelå 1911. Opposisjonen utfoldet stor aktivitet i »Kirkepartiet» med Taranger som leder, men led et knusende nederlag ved avstemning 1914 i menighetsmøter, skolestyrer og kommunestyrer. K.s viktigste re- 304