KIRKELIG FILANTROPI de levede i et klosterligt fællesskab. Hittebørn blev optaget i særlige hjem, og også de sindssyge tog man sig af. Dertil kan føjes, at talrige håndværkerlav og gilder i den senere middelalder øvede en udstrakt hjælpevirksomhed over for fattige og syge. Af oprindelse var de verdslige foretagender, men prægedes stærkt af den herskende kirke. Hele den omfattende kærlighedsvirksomhed gør et overvældende indtryk. Når resultatet alligevel blev, at fattigdom, tiggeri, bedrageri og løsgængeri hørte til dagens uorden, kan forklaringen kun være den, at dette område råbte på reformer. Grundsynet måtte reformeres, motiverne måtte renses, og arbejdet fornyes. Reformationen var mere end en teologisk fornyelse, den var en fornyelse af det kristne menneskeliv, der leves i tro og kærlighed. Den lutherske opfattelse af den kristne kærlighed gav menigheden nye motiver for dens kærlighedsvirksomhed. Det er den kristne pligt til kærlighed begrundet i taknemmeligheden for Guds nåde og barmhjertighed, der er udgangspunktet. I Norden indskærper såvel Kirkeordinansen af 1539 i Danmark som Kyrkoordningen 1571 i Sverige de kristnes ansvar for de fattige og syge; den første taler om indsættelse af diakoner som forvaltere af de fattiges midler. Og Palladius formaner indtrængende i sin Visitatsbog menigheden at tænke på de fattige på hospitalerne, de fattige peblinge og de nødlidende sogneboere ikke blot med deres gaver i kirkeblokken, men også med personlig hjælpsomhed. Reformationstidens kirkelige filantropi blev dog ikke af tilsvarende omfang, dels stod den ved de politiske omvæltninger berøvet sine midler, og dels var der i den lutherske tillid til den verdslige øvrighed som Guds tjener en tilskyndelse til at overlade den al filantropi. Pietismen og oplysningstiden gav hver fra deres side nye impulser til den kristelige filantropi. Af størst betydning blev her Franckes banebrydende arbejde i Halle, bl. a. for vajsenhussagen. Efter hans mønster er et stort antal vajsenhuse (børnehjem; af tysk »Waise», forældreløs) blevet grundlagt, i København 1727 og i Kristiania 307 1778. Her som andre steder blev vajsenhusene samlingssteder for de pietistisk vakte kredse. Den nyeste tid, det 19. og 20. årh., har set en rigdom af filantropiske nybrud, det gælder også den kirkelige filantropi. Her kan kun nogle hovedlinier antydes. Dertil hører fattigforsorgens udvikling. Når det kan siges, at stat og kommune i dag er den største filantropiske faktor, står vi over for resultatet af en lang historisk udvikling, hvor kirken som pioner begyndte arbejdet og anviste vejene, mens det offentlige mere og mere overtog arbejdet og gennemførte en organisation, som den kirkelige filantropi ikke havde midler til. Dette er f.eks. tilfældet med hensyn til børneforsorgenogsygeplejen. Den sidstes historie fører os tilbage til diakonissesagens oprindelse, idet Fliedners geniale indsats blev den moderne sygeplejes udgangspunkt, også i Norden, hvor Sverige fik sit første diakonissehus i 1861, Danmark i 1863, Finland i 1867 og Norge i 1868. Nutiden. Kirken udøver sin filantropi dels gennem sognets lokalbestemte arbejde dels gennem sine institutioner. Sognet er den grundlæggende kirkelige enhed; her, hvor ordet forkyndes, og sakramenterne uddeles, må kirken øve sin filantropi. I Danmark og Norge kaldes denne filantropi menighedspleje, i Sverige og Finland församlingsvård. Dette arbejde er i og for sig så gammelt som evangeliet selv, men i sin moderne form som sognemenighedens organiserede omsorg for de i sognet bosiddende nødlidende er det en af det 19. årh.s nyskabelser, inspireret af Fliedners arbejde og begyndt af diakonisser. I praktisk talt alle Nordens byer og mange steder på landet findes der en organiseret menighedspleje. I den norske lov om menighedsråd nævnes »afhjælpning af legemlig og åndelig nød», f. eks. gennem fattigpleje, børnehjem og hjem for gamle, blandt rådenes opgaver. I Finland besluttede kirkemoødet i 1945, at en sådan virksomhed skulle være obligatorisk i alle menigheder (församlingar) med ansættelse af de fornødne medarbejdere til udøvelse af den lokale diakoni. 308