Menighedsplejen tager sig af de syge ved ansættelse af menighedssygeplejersker, ved bespisning og beskæftigelse af de syge, som derved møder kirkens arbejde i deres hjem. De gamle sørges der for dels ved besøgspleje, dels ved at man samler dem til særlige sammenkomster og dels ved oprettelse af kristne hjem for gamle, et arbejde, som særlig er taget op i København (med 14 hjem) og i Oslo. For børnenes del har menighedsplejerne i København i 1908 oprettet børneple jestationer, hvor man med den forfærdende børnedødelighed for øje indbød mødrene til at få deres småbørn tilset af lægelige specialister og få vejledning i deres pasning. Dette arbejde har haft stor betydning både for kirkens kontakt med mange småkäårshjem og for udviklingen af hele den profylaktiske børneforsorg. Af ikke mindre betydning har menighedsbørnehavesagen været, fremfor alt i Danmark, hvor det agitatoriske mål: hver menighed sin børnehave ganske vist langt fra er nået, men hvor dog knap 100 menighedsbørnehaver er oprettet. I Norge har det 1945 oprettede Menighedspleienes Landsforbund stillet børnehavesagen som en af sine første opgaver og arbejder energisk på den, ligesom man har oprettet en skole til uddannelse af børnehavelærerinder, Barnevernsinstituttet i Trondheim. Dermed er vi nået til en omtale af menighedsplejernes sammenslutninger. I 1902 oprettedes De Samvirkende Menighedsplejeri København for at støtte de enkelte menighedsplejer og tage opgaver op, der oversteg den enkeltes kræfter, hvor i første række opførelse af sygehjem for hjælpeløse kronisk syge (den mest udprægede diakoniopgave af alle) må nævnes. Efter denne sammenslutnings forbillede er lignende dannet i Oslo, Bergen og Helsingfors, men hvert sted formet som noget helt nyt efter forholdene. På den linie må også Stockholms Stadsmission ses, skønt den er meget ældre (grundlagt 1853), og i sin opbygning har mere lighed med en egentlig institutions- 309 KIRKELIGT CENTRUM virksomhed; den er udbygget med en mangesidig filantropi, der stadig fornyes i sine arbejdsgrene. Et lignende omfattende arbejdsområde, dog ikke begrænset til hovedstaden, har den danske Kirkens Korshær*, oprettet efter den engelske Church Armys forbillede. Blandt institutioner må i første række nævnes diakonisse- og diakonhuse, som har deres fornemste opgave i at uddanne mennesker til tjenesten i kirkens arbejde, i humanitære institutioner og det offentliges forsorg men desforuden har taget en række selvstændige opgaver op som børnehjem og sygehjem, åndssvage- og epileptikerforsorg m. m. Desuden har hver af de nordiske kirker et vidtgående, opsøgende arbejde blandt forvildet ungdom, blandt hjemløse og arbejdsløse o. m. a. Se også Diakoni, Inre mission og Kirkernes hjælpevirksomhed. Litt.: G. Uhlhorn, Die christliche Liebesthätigkeit 1—3 (Stuttgart 1882—1890); H. Stein, Hvad vil den indre Mission? (Khvn 1882); N. Dalhoff, Gak hen og gør du ligeså! (Odense 1900); Alfred Th. Jørgensen, Filantropiens førere og former i det nittende aarhundrede (Khvn 1921); O. Centerwall, »— — för att tjäna». Diakonissanstalten Samariterhemmet 1882—1932. (Sthm 1932); dens., Diakoni och samhällsfrågor (Sthm 1946); D. Helander, I kärlekens tjänst (Sthm 1937); S.-Å. Rosenberg, Den tjänande kyrkan (Lund 1945); E. Wirén, I den tjänande kärlekens fotspår (Helsingfors 1947); V. Dickmeiss, Hvor kærlighed tvinger (Khvn 1948); M. Jochumsen, Af den mandlige diakonis historie (Khvn 1950). W. W.-M. KIRKELIG OPLYSNINGSVIRKSOMHED, se Kyrklig studieverksamhet. KIRKELIGT CENTRUM er navnet på en sammenslutning inden for den danske folkekirke, hvis formål er at virke for samling om kirken og at værne om de værdier, som den danske folkekirke rummer. Oprindelse og historie. Baggrunden for K.s tilblivelse er de kirkelige forhold i Danmark i 1890.erne. De to store kirkelige retninger, grundtvigianismen* og Indre Mission*, var da nået frem til at indtage en førende stilling på næsten alle kirkelivets områder. Men der 310