KIRKEMUSIK var blandt kirkefolket mange, som ikke ønskede at tilslutte sig nogen af de nævnte retninger. Ofte sammenfattede man disse under betegnelsen »tredie retning», skønt de ikke havde noget egentligt fællespræg. De fleste biskopper og teol. professorer og mange andre fremtrædende gejstlige hørte til denne gruppe. Da mange af dem så hen til biskop J. P. Mynster* (d. 1854) som forbillede, har man talt om en mynstersk linie. Under pres fra de kirkelige retningers voksende indflydelse på kirkelivet opstod hos en del af »tredie retning»s folk ønsket om et stærkere indbyrdes fællesskab. En præstesammenkomst i Bregninge præstegård på Tåsinge 1899 blev optakten til en række præstemøder, som holdtes under stigende tilslutning i de følgende år. I 1904 antog kredsen, som stod bag disse møder, officielt navnet K. Siden 1905 har også lægfolk deltaget i møderne. Allerede i 1900 begyndte man at udsende ugebladet » Kirken og Hjemmet», som oplevede 18 årgange. Blandt de skiftende redaktører var den senere domprovst H. Martensen-Larsen (d. 1929). K. gik i mange år stærkt ind for gennemførelsen af en kirkeforfatning; men dette punkt er nu slettet af programmet. Den ledende personlighed inden for K. var indtil 1931 stiftsprovst P. Barsøe (d. 1946). Siden har følgende beklædt formandsposten: pastor Knud Gjørup, stiftsprovst Fr. Horstmann og stiftsprovst, dr. theol. V. Grønbæk. Formål og særpræg. K.s formål er (ifølge vedtægterne) »på den danske evangelisklutherske kirkes grund 1) at samle dem, der betragter denne kirke som deres åndelige hjem, om et arbejde for kristelig og kirkelig vækkelse og opdragelse i vort folk, 2) at virke for en dybere og sandere forståelse af kirkens væsen, 3) at stille kirken på en central plads i menighedens og den enkeltes fromhedsliv, 4) at kalde til værn om vor kirkes arv i lære og liturgi, 5) at bringe denne arv videre til den kommende slægt gennem hjem, skole og konfirmandundervisning samt 6) at virke for, at kristne tanker og synspunkter må vinde indflydelse på det kulturelle, det sociale, det politiske og det nationale område.» 311 K. rummer mange forskellige typer og anskuelser, f.eks. både højkirkelige, bredkirkelige og lavkirkelige. Hvad specielt præsterne angår, er deres forkyndelse uden bestemt særpræg, men gennemgående teksttro, sakramental og med sigte på hele menneskelivet; man ønsker ikke at fremkalde ensartede religiøse oplevelser hos tilhørerne, men respekterer individualiteternes forskellighed, både m. h. t. frelsens tilegnelse og kristenlivets vækst. Man har sans for værdien af en kristen opdragelse og kristne vaner. Der hersker en positiv indstilling overfor kulturliv og folkeliv. Kristne af anden indstilling mødes med forståelse og respekt, og man ønsker gerne samarbejde, hvor det er muligt. Virksomhed. K. har aldrig forsøgt at skabe særlige kirkelige organisationer eller arbejdsformer, men henviser sine tilhængere til at arbejde indenfor de bestående kirkelige rammer. Dog findes der forskellige steder K.- kredse, som afholder gudstjenester og møder. Ved de kirkelige valg opstiller K. mange steder særlige lister. Siden 1925 har K. udgivet māånedsbladet »Kirkeligt Centrum». Der holdes hvert år et landsmøde, som står åbent for alle. K. ledes af en bestyrelse på 12 medlemmer, hvoraf ca. halvdelen er præster. Litt.: P. Barsøe, Kirkeligt Centrum (i Luthers arv og Danmarks kirke, red. af P. Nedergaard, Khvn 1936); F. Horstmann, Kirkeligt Centrum (i Den danske kirke og vor slægt 2, red. af Aa. Falk Hansen, Odense 1943); K. Gjesing-Pedersen, Kirkeligt Centrum 1899—1949 (Khvn 1949; eneste større fremstilling). K. Gj.-P. KIRKEMUSIK. Musikken har fra kirkens ældste dage været et væsentligt led i den kristne gudstjeneste med den dobbelte opgave 1) at være det middel, ved hvilket menigheden i fællesskab fremførte sin bøn, bekendelse og lovsang og 2) at smykke og festliggøre gudstjenesten til Guds ære og menighedens opbyggelse. K. er da i første række betegnelse for den musik, der er komponeret til brug i kirkens gudstjeneste, men i videre forstand, navnlig fra de senere århundreder, tillige betegnelse for musik af kirkelig art overhovedet. Den ældste form for k. er den gregorianske sang*, oldkirkens enstemmige sang, 312