som stadig er i brug ved den katolske kirkes gudstjeneste, og som danner grundlaget for al middelalderens kirkemusik. Med flerstemmighedens opståen efter ca. 1000 og med dens udvikling i de følgende århundreder opstår formerne messe og motet, hvor man ved messe forstod en gennemkomponering af messens ordinariums-led (Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus, Agnus Dei), og ved motet en kortere komposition over et skriftsted, som regel fra et af messens propriums-led (d.v.s. de liturgiske led med de skiftende tekster). Højdepunktet i denne udvikling nås med de nederlandske komponister i 14- og 1500-tallet, Josquin des Pres (1450—1521), Orlando di Lasso (1532—94) og deres arvtagere: italieneren Giovanni Pierluigi da Palestrina (ca. 1525—94, fra 1571 kapelmester ved Peterskirken i Rom) og spanieren Ludovico da Vittoria el. Victoria (ca. 1540—1611, indtil 1589 virksom i Rom, derefter kgl. vicekapelmester i Madrid). Palestrinas værker omfatter ca. 100 messer og 139 motetter, hvortil kommer et stort antal hymner, magnificat-kompositioner, psalmer m.m., af Vittoria kendes ca. 20 messer og 50 motetter, en række hymner, Mariaantifoner, magnificat m. m. Hos disse mestre (og hos andre samtidige) står den kirkelige a cappella-stil (vokalpolyfonien) i sit fulde flor. Stilen er kendetegnet ved sin afklarede ro og balance, sin lovmæssige bundethed og udprægede vokale udformning med treklangen som det klanglige fundament. Kompositionsmåden kan være forskellig, man finder både den ældre cantus firmusteknik, hvor en hymne el. lign. ligger til grund for kompositionen, enten i form af lange, udtrukne noder, hvorom de øvrige stemmer bevæger sig, eller opdelt i små afsnit, hvor stemmerne imiterer hinanden (med et nyt tema for hvert afsnit). Samtidig med vokalpolyfoniens blomstringstid lægges grunden til den mere harmonisk orienterede, såkaldte koncerterende kirkemusik, hvor den klanglige effekt og den velberegnede afvekslen mellem forskellige kor, der skiftevis synger hver for sig 0g sammen, er et hovedprincip (dobbeltkor-teknik- 313 KIRKEMUSIK ken kan f. eks. studeres i indledningskoret af Bachs’ Matthæus-passion). Disse nye strømninger kommer hovedsaglig fra Venedig, 0g som de banebrydende komponister står Andrea Gabrieli og dennes nevø Giovanni Gabrieli (1557—1612, 1. organist ved Markus-kirken i Venedig), hos hvem vi for første gang træffer en bevidst og konsekvent udnyttelse af det maleriske moment i musikken, af kontrasten mellem lys og skygge, forte og piano. Da samtidig solosangen og den dramatiske musik, operaen, med sin hastige fremmarsch vinder ind på kirkemusikken og præger denne i retning af deklamatorisk udtryksfuldhed og individuel musikalsk fortolkning, kan man med rette tale om en ny epoke i kirkemusikken, der tager sin begyndelse kort efter 1600: Musikkens baroktid. Forinden baroktiden bryder frem, kommer i 1500-tallet også den protestantiske salmekomposition ind i billedet. En lang række, mest anonyme, melodier til de nye lutherske viser (se Kyrkovisa) skyder frem med reformationen og får med Johann Walther (Luthers musikalske medarbejder), Georg Rhaw, Johannes Eccard, Hassler og Prætorius m.fl. deres klassiske korudsættelser, afvekslende fra jævn folkelig stil til imiterende vokalpolyfoni. Solosangens indtrængen på kirkelig grund manifesteres med den italienske komponist Viadanas » 100 kirkekoncerter» (1602) for 14 solostemmer med generalbas. (Ved generalbas eller Basso continuo forstås et akkompagnement på orgel, cembalo, lut eller et andet akkordinstrument, hvortil nodestemmen er noteret på den måde, at kun basstemmen er skrevet ud, mens den spillende, ved hjælp af talangivelser under basstemmen, selv måtte improvisere de øvrige stemmer i akkompagnementet. Denne praksis er så omfattende i baroktidens musik, at man undertiden har kaldt hele epoken for generalbas-tidsalderen). Motetten omformes, under solosangens indflydelse, til den gejstlige koncert, hvor tillige kontrastprincippet, afvekslingen mellem soloepisoder og kor, indgår som en vigtig formgivende faktor. Den centrale skikkelse i kirkemusikken på over- 314