ninger for de sjælesørgeriske handlinger, såsom skriftemål, sygesbesøg og omsorg for anfægtede, besatte og fangne. Her er der meget udførlige eksempler på, hvorledes præsten kan forme sine ord ved de forskellige lejligheder. Disse tiltaler, herunder også de fire absolutionsformer, er tydeligt angivet som vejledende, men ikke bindende med hensyn til ordlyden. Mange af dem er overordentligt velformede. K. står fuldtud på den ortodokse lutherdoms grund. Det er stærkt præget af omhu for sjælesorgen og for sakramenternes hellighed. Absolutions- og ordinationsformlerne rummer meget stærke udtryk for embedets gudgivne myndighed. Ikke destomindre frygtede en del, at det skulle virke calviniserende. Årsagen hertil var bl. a., at K. medførte nogle gennemgribende forandringer i højmessen. Denne var hidtil på højhelligdagene blevet sunget næsten helt på latin, og på almindelige søndage var Introitus og Halleluja efter epistelen mange steder stadig på latin. K. erstatter Introitus med indgangsspil og indgangsbøn, medens Halleluja og det tilhørende bibelske vers erstattes med en dansk salme over epistelen. Desuden indføjes et par salmevers over evangeliet lige før prædikenen, og medens der hidtil kun havde været ganske få udgangssalmer, der brugtes atter og atter, skal nu hver søndag have sin egen udgangssalme. Også på højhelligdagene skal hele messen være på dansk. Herved fik den danske højmesse begyndelsen til det præg af »salmemesse», som den endnu har. Oprindeligt var det tanken, at Kingo skulle have skrevet alle de nye salmer, som blev nødvendige. Dette blev ikke fuldtud gennemført; men K. blev på denne måde anledningen til en meget væsentlig del af Kingos salmedigtning. Litt.: C. T. Engelstoft, Liturgiens eller alterbogens og kirkeritualets historie i Danmark (Khvn 1840); S. Borregaard, Danmarks og Norges kirkeritual af 1685 (Khvn 1953). S. B. KIRKERNES HJÆLPEVIRKSOMHED. Den moderne epoke i Kirkernes hjælpevirksomhed hænger sammen med fremvæksten af 329 KIRKERNES HJÆLPEVIRKSOMHED den økumeniske bevægelse; den første verdenskrig er dens fødselstime. Den blev forberedt af KFUMs krigsfangearbejde i de krigsførende lande og stimuleret af hjælpeaktioner som kollegahjælpen, Wienerbørnkomiteerne, hjælp til studerende ungdom o.a. På amerikansk initiativ mødtes ledende mænd fra Europas og Amerikas evangeliske kirker i København i august 1922 og dannede Nødhjælpen for evangeliske kirker i Europa med svejtseren Adolph Keller som generalsekretær. Der dannedes nationalkomiteer i de nordiske lande og ydedes støtte til europæiske evangeliske minoritetskirker. Foruden disse nødhjælpskomiteer arbejdede på svensk grund Gustav Adolfsforeningerne, oprettet allerede i 19. årh., og det Lutherske Verdenskonvents svenske landskomité (tidskriftet »Kyrkor under korset») fra 1929. Da Kirkernes verdensråd i 1948 havde taget skikkelse og grundet sin afdeling for mellemkirkelig hjælp og flygtningetjeneste overtog den ret hurtigt den Kellerske komités funktioner. Samtidig fik Det lutherske verdensforbund“ også sit kontor i Genève for kirkelig hjælp. I forbindelse med disse to kontorer og — da på grund af nøden og nærheden en stor del af hjælpen efter anden verdenskrig kom til at gå til Tyskland — med de tyske evangeliske kirkers fællesorganisation Evangelisches Hilfswerk fik de nordiske kirkers hjælpevirksomhed en kraftig udvikling og gled ind i permanente baner. I de første år efter anden verdenskrig lå hovedvægten på materiel hjælp og der sendtes betydelige kvanta fødemidler fra norsk og svensk side, også levertran, papir, desuden tøj, fodtøj, medicin etc. Senere, og især forsåvidt hjælpen ydedes gennem de to kontorer i Genève, sendtes betydelige pengesummer. Desuden er i årene efter krigen ikke få sendt ud fra de nordiske lande i aktiv deltagelse i hjælpearbejdet. I alle de nordiske lande samarbejdedes på forskellig måde med Røde Kors, andre humanitære institutioner og statslige organer. De nordiske organer for kirkelig hjælp har 330