KIRKEÅRET har navne fra den antikke musikteori, omfattede oprindelig 4 skalaer, dorisk, frygisk, lydisk og mixolydisk med grundtone på henholdsvis d, e, f, og g i de fra disse toner udgående diatoniske skalarækker (»de hvide tangenter» på klaveret), senere føjedes 4 tonarter til, afledt af de oprindelige, med grundtoner fælles med disse, men med et toneomfang, der lå en kvart (4 toner) dybere. De afledte fik navnene hypodorisk, -frygisk etc. (hypo=under). Til disse 8 føjedes senere endnu 2, æolisk fra a til a og jonisk fra c til c. Med den flerstemmige musiks voksende behov for krydser og b’er udjævnes efterhånden forskellen mellem k., og efter 1600 bliver k. reduceret til de to forskellige tonekøn: dur og moll, der bliver grundlaget for den europ. musik i de næste 300 år. Navnet k. beror på kirkemusikkens næsten uindskrænkede herredømme i det tidsrum, disse tonarter var gældende. S. 5. KIRKETUGT, se Kyrkotukt. KIRKEÅRET i moderne forstand er en efterreformatorisk foreteelse. Selve ordet k. forekommer vistnok første gang i en postille, som Johs. Pomarius udgav 1589 i Wittenberg. Grundelementerne i k. træder dog allerede tydeligt frem i det 4. årh., da tanken om den nære parusi er blegnet, medens til gengæld interessen for Kristi historiske liy på jorden vokser, samtidig med at kirkens liv må indrettes på at optage folkemasserne. De tre grundelementer i k. er: 1) søndagen med den kristne uge, 2) de frelseshistoriske fester med forberedelsestid og efterklang, 3) martyrers og helgeners mindedage. 1. Søndag og den kristne uge. » Høytid, nymåne og sabbat» regnes i N.T. (Kol. 2: 16) med til de ting, som ikke mere har betydning. Sabbatsbudet er ikke medtaget i kravene til de hedningekristne (Ap.G. 15:29), og de første kristne var for en stor del indstillet på at »agte alle dage lige» (Rom. 14:5). Det er den kristne gudstjeneste, der er årsagen til k.s udvikling. Ganske vist fortælles det (Ap.G. 2:46), at man i den første tid i Jerusalem brød brødet dagligt, altså 335 ikke gjorde liturgisk forskel på dagene. Men når det samtidig berettes, at menigheden deltog i tempeltjenesten, ligesom Jesus og hans disciple havde deltaget i synagogetjenesten, kan det ikke undre, att den i tempel og synagoge herskende ugerytme kom til at være bestemmende også for afholdelsen af den kristne gudstjeneste. Allerede i N.T. (1. Kor. 16:2; Ap.G. 20: 7; Johs. Åb. 1:10) finder man søndag en* fremhævet som Herrens dag. Det er uden tvivl den omstændighed, at søndagen var opstandelsesdagen, der har bevirket, at den blev menighedens vigtigste gudstjenestedag. Som sådan er den bevidnet ikke alene i N.T., men også af en lang række af de ældste kirkelige forfattere; men disse anser ikke sabbatsbudet for at gælde søndagen. I det 4. århundrede gjorde den romerske stat efterhånden søndagen til fridag, ikke med henvisning til sabbatsbudet, men for at folk kunne have frihed til at deltage i gudstjenesten. Men der begyndte nu at fremkomme tanker om, at søndagen var den kristne sabbat, og fra det 6.—7. årh. bliver det almindeligt at opfatte sabbatsbudet som gældende søndagen. I de liturgiske bøger bibeholdtes betegnelsen sabbat dog for lørdagen, og man var middelalderen igennem fuldstændig på det rene med, at det ikke er Jesus selv, men kirken, som har overført sabbatsbudet til søndagen. Samtlige reformatorer vender tilbage til den tanke, at det primære ved søndagen ikke er sabbatsbudet, men gudstjenesten. Men i det 7. årh. trænger den tanke stadig stærkere frem, at søndagen er (og nu også kaldes) den kristne sabbat. Dette giver sig meget kraftige udslag i den kirkelige og statslige lovgivning i både lutherske og reformerte lande. Først fra midten af det 19. årh. begynder man at forlade den lovmæssige opfattelse af søndagshvilen. Denne bevægelse kompliceres ved i tid at falde sammen med den moderne sekularisering. Allerede i 2. årh. finder man tillige on sdag og fredag som stationsdage (vagtdage), hvor man fastede til den 9. time til minde om henholdsvis synedriets beslutning om at dræbe Jesus og Jesu død. Der 336