holdtes på disse dage mange steder gudstjeneste, ofte dog uden nadver. Som et levn heraf har stadig den byzantinske ritus på alle fastens hverdage undtagen lørdag og den romerske ritus på langfredag en liturgi, hvorunder nadveren ikke indvies, og hvor præsten til kommunionen bruger forud indviede elementer (præsanctificatmesse). Iøvrigt var middelalderen igennem onsdag 0g fredag, især i fastetiden, betydningsfulde dage. Efter reformationen bibeholdtes de i Skandinavien som de ordinære bededage med prædiken, i Danmark og Norge tillige med fuldstændig messe (og altså nadver). De fleste steder ophørte bededagsgudstjenesterne efterhånden i løbet af det 19. årh. I Sverige holdes dog i byerne i regelen ugedagsprædiken (jfr Veckopredikan) på en af de gamle stationsdage og i Danmark holdes endnu en del steder regelmæssig altergang om fredagen. I det 4. årh., altså samtidig med, at man begyndte at lade søndagen blive præget af sabbatstanker — opstod der en interesse for at holde gudstjeneste om lørdagen. Dette er rimeligvis snarere at opfatte som en slags forberedelse (vigilie) til søndagen end som en genoptagelse af synagogens sabbatsfejring. I det 5. årh. kom man i Rom ind på at holde onsdag, fredag og lørdag som bods- og fastedage i en uge ved begyndelsen af hver af de fire årstider (quatuor tempora). Dette er de såkaldte tamperdage (sv. kvatemberdagarna) efter henholdsvis 1. sønd. i fasten, pinsedag, korsets ophøjelse (14/9) og St. Lucia (13/12). Tamperdagene spillede en stor rolle i hele vesten middelalderen igennem, og selv om reformatorerne afskaffede disse dages faste og særlige gudstjeneste, vedblev de langt ned imod nutiden at spille en kalendermæssig rolle. Da votivmesserne fra det 8. årh. kom til at spille en meget stor rolle i vesten, fik de enkelte ugedage bestemte messer tildelt, f.eks. søndagen: Treenigheden, tirsdagen: om englene, fredagen: om korset, lørdagen: om Jomfru Maria. Disse messer har vistnok i middelalderen i mindre kirker i stor udstrækning været brugt i stedet for de stadigt skiftende kirkeårsmesser, der jo stillede 337 KIRKEÅRET større krav især til sangerne. Dette har utvivlsomt i nogen grad afsvækket k.s betydning for menighederne, ligesom det antageligt har været med til at bane vej for gennemførelsen af reformationens liturgiske forandringer. I Østen er iøvrigt en del af de liturgiske hymner bestemt af de ovennævnte »ugedagsemner». 2. K.s frelseshistoriske fester. Den første årligt tilbagevendende fest, som blev fejret i kirken, var påskefesten*, som man hører om allerede i sidste halvdel af 2. årh., hvor der er skarp strid om, hvorvidt den bør fejres den 14. nizan eller den påfølgende søndag. Kirkemødet i Nicæa 325 fastlagde endegyldigt påsken til søndagen efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Med påskens fastlæggelse til en søndag fulgte, at selve påskedag nu i stigende grad blev betragtet udelukkende som opstandelsesfest, således at langfredag fik selvstændig betydning som mindedag for Jesu død. I det 4. årh. begyndte man at interessere sig stærkere for Jesu jordiske liv. Hertil bidrog ikke mindst det stigende antal pilgrimsrejser til det hellige land, hvor man netop i denne periode kom ind på at lade de forskellige dages gudstjeneste være stærkt præget af den pågældende dags historiske minder. Således medførte påskens fejring, at også dage som palmesøndag, skærtorsdag, Kristi himmelfart“ og pinsedag* blev iagttaget. De hjemvendende pilgrimme førte de nye jerusalemitiske skikke ud over hele kristenheden. Festen for Kristi fødsel var længere om at vinde borgerret i kirken. I Østen samt i Spanien og Gallien fejrede man i årtierne omkring 300 Kristi åbenbarelse (epifania) 6. januar. Denne fest, der synes at have sin oprindelse i Ægypten, blev dog som fødselsfest snart fortrængt af julen. I Østen levede den videre som Kristi dåbsfest, medens den i Vesten blev til hellig tre kongersdag (sv. Trettondedag Jul*). Julens* oprindelse er usikker. Som Kristi fødselsfest fejredes den i Rom og Nordafrika allerede i første halvdel af 4. årh., og i slutningen af samme århundrede trængte den igennem i det meste af kirken, i Palæ- 338