KIRKEÅRET stina — og navnlig i Jerusalem — dog først et par århundreder senere. Ligesom påsken naturligt fremkaldte en del tilsluttede festdage, måtte også julen medføre fejringen af andre fester: Kristi omskærelse (1/1), Mariæ renselse (kyndelmisse*) (2/2), Mariæ bebudelse* (25/3) og Johannes Døberens fødselsdag* (24/6). De to hovedfester jul og påske fik hver sin forberedelsestid, der holdtes med faste og særlige gudstjenester. Fastetiden* før påsken er den ældste af disse to forberedelsestider. Allerede i midten af 3. årh. forekommer en uges faste før påske, og den stille uge har endnu stadig sit særpræg. En længere fastetid trængte dog snart igennem. Efter nogen usikkerhed med hensyn til dens længde blev den allerede i det 4. årh.s midte fastlagt til 40 dage, men da man overalt undtog søndagene, mange steder også lørdagene, fra fasten, kom begyndelsen af de 40 dage til at ligge lidt forskelligt. Siden slutningen af det 7. årh. regnes i Vesten onsdag efter fastelavnssøndag (quinquagesima, den 30. dag før påske), askeonsdag, for fastens begyndelse. Et spor af tidligere tiders fasteberegning findes endnu i forfasten fra søndag septuagesima (den 70., antagelig en analogidannelse til betegnelsen quinquagesima for fastelavnssøndag). Julens forberedelsestid, advent, må antagelig betragtes som en analogidannelse til quadragesima-fasten. Advents længde har været forskellig. I Østen begynder den endnu 6 søndage før jul, i Vesten længe 5 søndage, fra det 11. årh. normalt 4 søndage før jul. Tiden fra jul til hellig tre konger og fra påske til pinse betragtedes tidligt som særligt festlige tider. Dette gælder især de 50 dage efter påske, der føltes som en særlig festlig tid, lige så længe som påskefesten overhovedet har været fejret. Når alt det ovennævnte tages i betragtning, bliver der af almindelige søndage kun tilbage 1—6 søndage efter hel. tre kg. og 23—28 søndage efter pinse. Da påsken og de af den afhængige fester altid falder på bestemte ugedage og iøvrigt beregnes på grundlag af 339 den gamle månekalender, medens julen og de af den afhængige fester beregnes efter solkalenderen og altid falder på bestemte datoer, bliver to kirkeår i træk aldrig ens, og tallet på søndagene i de to »almindelige» tider bliver svingende. Det er derfor også først et godt stykke op i middelalderen, at kollekter og perikoper på disse søndage kommer til at ligge nogenlunde fast. 3. Martyrers og helgeners mindedage. Allerede i 2. halvdel af 2. årh. begyndte man at fejre martyrernes himmelske fødselsdag, d.v.s. årsdagen for deres død. Oprindelsen hertil er de enkelte menigheders mindehøjtider for lokale martyrer, ofte med gudstjeneste ved graven. Mange af disse mindefester spredte sig hurtigt over større områder, eventuelt hele kirken. Dette førte allerede i 3. og 4. årh. til, at man fejrede også apostlenes og andre bibelske skikkelsers mindedage. Her havde man jo i regelen ikke klarhed over den nøjagtige dødsdag, hvorfor man i regelen valgte datoen for f.eks. indvielsen af en bestemt mindekirke eller for overførelsen af relikvier af den pågældende til et nyt hvilested. De vigtigste af disse fester er: Andreas (30/11); Thomas (21/12); Stefan (26/12); evangelisten Johannes (27/12); de uskyldige børn i Bethlehem (28/12); Paulus’s omvendelse (25/1) ; Matthias (24/2); Markus (25/4) ; Filip og Jakob (1/5); Maria Magdalena (22/7); Jakob d. ældre (25/7); Peter og Paulus (29/7); Bartholomæus (24/8); Matthæus (21/9); Lukas (18/10); Simon og Judas (28/10). Foruden de allerede nævnte fester opstod der i tiden inden reformationen følgende fester i Vesten: Korsets ophøjelse (14/9) og Kristi forklarelse* (6/8) i 4. årh., den sidste spiller en stor rolle i Østen; Mariæ fødsel (8/9) og Mariæ død eller optagelse (15/8) i 7. årh.; allehelgensdag* (1/11) i 8. årh.; St. Michael og alle engle (29/9, se Mikkelsmess) i 9. årh.; allesjælesdag (2/11) i 10. årh.; trinitatisfesten (sønd. e. pinse) i 11. årh.; Kristi legemsfest (2. torsd. e. pinse) 1264; Mariæ ubesmittede undfangelse (8/12) 1439. Den 340