sidstnævnte fest havde dog lokalt været fejret allerede tidligere. De tre sidste dage før Kristi himmelfartsdag samt St. Markusdag holdtes fra oldtidens slutning som bededage* med store processioner under afsyngelse af litaniet (gangdag e). Mange af de større fester indlededes med en vigilie, som oprindeligt var en vågenatsgudstjeneste, hvis gudstjeneste efterhånden lagdes tidligere og tidligere. Oprindelsen hertil er påskens store nattegudstjeneste. Mange fester efterfulgtes af en oktav, 8 dages gudstjenester. Også her er det påsken, der har »smittet af» på de andre fester. Vore »anden helligdage» er et levn heraf. K. og liturgien. Årets skiftende fester og perioder medførte naturligt en række folkelige skikke og liturgiske sædvaner. Men man nåede før reformationen ikke til at anskue k. som en af det almindelige år uafhængig helhed. Med hensyn til selve messe-liturgien gælder det i Østen, at liturgien kun påvirkes forholdsvis lidt af k. De enkelte dage har deres egne perikoper og i en vis udstrækning egne messesange; men de sidstnævnte skifter uden for faste- og påsketid for en stor del efter ugedagene og efter en 8-ugers turnus, hvor hver af de 8 tonearter har sin uge. Bønnerne er derimod ganske uafhængige af k., idet den enkelte liturgi altid har de samme bønner. I Vesten har årets enkelte dage og fester i stor udstrækning egne tekster, sange og bønner. I den gallikanske liturgi var dette drevet så vidt, at der endog var særlige præfationer og nadverbønner til de enkelte dage. De calvinske kirker har principielt afskaffet alle helligdage undtagen søndag, der ifølge den lovmæssige calvinske bibelopfattelse regnes som den eneste påbudte hvile- og helligdag. Det er dog ikke alle reformerte kirker, som har været lige konsekvente i deres afskaffelse af helligdage, således er jul og påske nogle steder bibeholdt. Lutheranerne (og anglikanerne) bibeholdt derimod både søndagene og de fester, hvis indhold er en bibelsk begivenhed. Alle helgenfester afskaffedes med undtagelse af 341 KIRKEÅRET apostlenes og andre bibelske skikkelsers dage. Også allehelgensdag bibeholdtes, adskillige steder dog nærmest som reformationsfest, som minde om Luthers 95 teser 31/10 1517. Den lutherske kirke er ophavet til k. i moderne forstand, idet man gjorde perikoperne til prædiketekster på søn- og helligdage, hvorved disse blev stærkt præget af deres perikoper, så at dagene fik hver sin særlige karakter, væsentlig bestemt ud fra evangeliet. De mange postiller, som nu begyndte at udkomme, bragte oftest 1. søndagi advent som den første helligdag. Årsagen hertil var ikke at denne dag tidligere havde været betragtet som k.s begyndelse — breviariets serie af skriftlæsninger begynder med 1. Mosebog ved septuagesima, og der er vidnesbyrd om adskillige andre dage som udgangspunkt for året. Men julen regnedes, som Kristi fødselsfest, i regelen for den første fest, hvorfor det i middelalderens sidste del var blevet almindeligt at lade dens forberedelsestid indlede messebøgerne. Og da man i tiden efter reformationen begyndte at regne 1. januar for den borgerlige nytårsdag, voksede den tanke frem, at 1. sønd. i advent var den kirkelige nytårsdag, og man begyndte at betragte k. som en helhed, der faldt i to halvdele, den festlige del, som lader menigheden genopleve Kristi liv, medens den festløse del bringer Kristi lære. De skandinaviske kirker fulgte ved reformationen stort set de andre lutherske kirker. Den væsentligste forskel på Sverige og Finland på den ene side og Danmark, Norge og Island på den anden side var, at man i Sverige holdt de store højtider med 4 helligdage hver og bevarede aposteldagene og gangdagene, medens man i Danmark kun havde 3 helligdage ved højtiderne, helt afskaffede gangdagene og henlagde aposteldagene til den følgende søndag, undtagen når de faldt på en ugedag, hvor der alligevel skulle være gudstjeneste. I Danmark, Norge og Island mistede aposteldagene hurtigt deres betydning. 11770 afskaffedes trediehelligdagene, hellig tre konger (på denne dag holdes dog i Danmark 342