KLAGESANGENE endnu ofte gudstjeneste, og dens tekster findes i alterbogen), Mariæ renselse, St. Hans, Mariæ besøgelse, St. Michael. Mariæ bebudelse henlagdes til 5. søndag i fasten, allehelgen til første søndag i november. I nyere tid er i Danmark juleaften blevet en af k.s vigtigste dage med årets største gudstjenestebesøg. Allehelgen har vundet betydning også som mindedag for de i årets løb afdøde. 1686 indførtes Store Bededag som bods- og bededag for hele folket. Da den delvis har mistet sin betydning, har det ofte været overvejet at flytte den eller ændre dens karakter. I 1952 bestemtes, at der foreløbig ingen ændring skal ske. I Norge blev den 1950 henlagt til søndag før allehelgen. Siden 1951 er 53. søndag e. påsk almindelig bededag på Island. I Sverige afskaffedes 1772 3. og 4. helligdagene, Mariæ besøgelse, skærtorsdag, aposteldagene og gangdagene, medens Mariæ renselse, St. Michael og allehelgen henlagdes til den nærmest følgende søndag. I 1952 henlagdes Mariæ bebudelsesdag til den søndag, der indfalder mellem 22. og 28. marts, og St. Hansdag (midsommardagen) til den lørdag, der indfalder mellem 20. og 26. juni. Desuden henlagdes allehelgen till den lørdag, der indfalder mellem 31. oktober og 6. november. De samme ændringer indføres i Finland fra og med 1955. Fra 1676 holdes 4 årlige bededage, oprindeligt på fredage, fra 1772 på lørdage, siden 1807 på søndage. To søndage har i Sverige og Finland en særlig karakter: 7. sønd. e. trinitatis: Kristi forklarelse, og k.s sidste søndag: domssøndagen. K.s enkelte dage har i Skandinavien fået en meget udpræget karakter, fordi man har fastholdt prædikenens tilknytning til perikoperne stærkere end andre steder. De tekstrækker til alternativt brug efter bestemte regler, som i Sverige indførtes 1862, i Danmark 1885, i Norge og Finland 1886, på Island 1910, indrettedes således, at man søgte at få de nye tekster til at stå i forbindelse med de gamle perikoper. Den omstændighed, at messens »bevægelige» sangstykker, der oprindelig var bibeltekster, mest fra Salmernes Bog, og som derfor i mange tilfælde ikke havde direkte tilknytning til perikoperne, 343 efter reformationen efterhånden udskiftedes med salmer, der i stor udstrækning var digtet i tilknytning til perikoperne, især evangelierne, medvirkede yderligere til at fæstne k. og til at gøre perikoperne til dets grundlag. Ved den svenske reform af evangeliebogen i 1942 gik man endog så vidt, at hver søndag ligefrem fik et bestemt tema ud fra dagens tekster. — Salmerne har bidraget meget stærkt til at gøre menighederne indlevede i k., og også uden for gudstjenesten er sangen ved møder og husandagter stærkt præget af k., der i det hele spiller en stor rolle i skandinavisk kirkeliv. Gamle skikke er i stor udstrækning genoptaget, de liturgiske farvers veksling, der først efter reformationen er lagt i bestemte rammer inden for romerkirken, spiller en voksende rolle i Skandinavien, og nye kirkeligt-folkelige skikke opstår stadig. Se også Bededager og de forskellige fester og helligdage. Litt.: Afsnittene om k. i større værker om gudstjenesten, f. eks.: G. Rietschel, Lehrbuch der Liturgik (2. ed. Göttingen 1951); G. Dix, The shape of the liturgy (2. ed. London 1949); J. A. Jungmann, Missarum sollemnia (3. ed. Wien 1952); A. O. T. Hellerström, Liturgik (3. ed. Sthm 1954); W. Rothe, Det danske kirkeår (3. ed. Khvn 1858); G. Lindberg, Kyrkans heliga år (Sthm 1937); M. P:son Nilsson, Årets folkliga fester (2. ed. Sthm 1936); H. Ellekilde, Danske højtidsskikke (Khvn 1943); S. Norbrink, Vårt kyrkoår (Sthm 1950); J. Nilsson, Kyrkoåret i text och bilder (6. ed. Sthm 1952). S. B. KJETTERE, se Heresi. KJÆRLIGHET, se Kärlek. KJØD, se Kött och ande. KLAGESANGENE er navn på en bibelsk bog i den hebraisk kanons tredie del (Hagiograferne). Ordet oversætter efter Lutherbibelens eksempel Vulgatas Lamentationes, der går tilbage til Septuagintas ©pvoi. Den hebraiske tekst benævner som så ofte bogen efter dens første ord ’eka'h, »ak hvor ...», der er ligklagesangens karakteristiske indledningsord. En til den græske og latinske svarende hebraisk betegnelse findes i Talmud (Baba bathra 15a). Den ældre danske titel var »Begrædelsernes bog». Inden for hagiogra- 344