ferne hører bogen til »De fem megilloth», d. v. s. »ruller», ordnet efter det jødiske kalenderårs fester. Indhold. Bogen omfatter 5 kapitler, hver indeholdende én klagesang. De 4 første er alfabetiske (»akrostiske») digte. I kap. 1—2 og 4 bruges begravelsessangens form »allegorisk» om Jerusalems skæbne. Kap. 3 anvender den individuelle klagesalmes stil, mens kap. 5 formelt er en national klagesalme. Kap. 3 indeholder dog i v. 40—47 et nationalt element, der ligesom i tilsvarende digte i Salmernes bog henfører digtet til kongesalmernes kategori: Dette digts subjekt er en person, der identificeres med nationen, sandsynligvis kongen. Forfatter. Traditionen, der kommer til orde i de antikke oversættelsers placering af bogen lige efter Jer., anser Jeremias for digteren, ligeså Talmud. Men denne tradition lader sig ikke opretholde. Ord som 2:9 og 5:7; jfr. 4: 17 kan næppe bringes i overensstemmelse med denne profets tankegang. Traditionens oprindelse ligger sandsynligvis i 2. Krøn. 35:25, idet man forstod 1:18 og 4:20 som allusioner til Josia. De lidt forskellige alfabetformer, der anvendes i 1 og 2 ff. kunne tyde på, at der er flere forfattere. Affattelsestid. Digtene udtrykker sorgen over Jerusalems undergang i 587, mens 3:42 —Ī51 forudsætter, at befrielsen endnu ikke har fundet sted. Digtene synes at være ældre end den i Zak. 7: 1 ff. og 8: 18 f. foreliggende situation. Digtenes gudstjenstlige funktion er sandsynligvis knyttet til bodsdage som de i de citerede profetsteder omtalte fastedage til minde om Jerusalems fald i 587. Jødisk liturgisk tradition har senere knyttet den til festen den 9. Ab, mindet om Jerusalems erobring ved Titus i 70 e. Kr. I nyeste tid forstås bogen som en liturgisk digtning fra den almindeligt antagne tidsalder (587—520 f. Kr.). Man fremhæver især forbindelsen med det sakrale kongedømme i kap. 3, samt ligheder med akkadiske Tammuzritualer. — Formodninger om, at kap. 2 og 4 skulle være digtet i Babylonien i begyndelsen af fangenskabet, mens de andre skal stamme fra Palæstina fra noget senere tid, lader sig 345 KLOSTERVÄSEN vanskeligt gennemføre. Og at kultisk digtning har været mulig i Palæstina under fangenskabet fremgår af, at Jer. 41:4 ff. og Hag. 2:14, jfr. Klag. 1:4, viser os kultisk funktion også efter 587 i Jerusalem. Litt.: De nyeste kommentarer: W. Rudolph, Die Klagelieder (i Kommentar z. A. T., hrsg. v. E. Sellin, 16:3, Leipzig 1939); M. v. Haller, Die Klagelieder (i Handbuch z. A. T., hrsg. v. O. Eissfeldt, 1:18, Tübingen 1940); begge med udførlig bibliografi. — R. H. Pfeiffer, Introduction to the old testament (New York—London 1941); I. Egnell, art. Klagosång i Svenskt bibliskt uppslagsverk, utg. av I. Egnell—A. Fridrichsen, 1 (Gävle 1948); Aa. Bentzen, Introduction to the old testament 1—2 (Khvn 1948—49); E. Sellin-L. Rost, Einleitung in das A.T. (3. ed. Heidelberg 1950). Btz. KLAGOVISORNA, se Klagesangene. KLOCKARE, KLOKKER se Kyrkotjänare. KLOSTERVÄSEN. 1. Historia. I utomkristna religioner möter k. särskilt i Tibet, Japan och andra länder, där buddhismen* är rotfast. Även vissa muhammedanska dervischer leva i kloster. I kristenheten räknas Pachomius (Pakom) d. 346 e.Kr. som grundläggare av k., i det att han i Egypten organiserade den första, av en inhägnad (lat. claustrum, kloster) omgärdade, gemensamma boplatsen för kristna eremiter. Redan i den av Pakom skapade gemenskapen undertrycktes vissa individuellt särpräglade former av asketism, och fastän den enskilde tilläts att som tidigare bo för sig själv, måste han dagligen umgås med de andra eremiterna inom samma boplats i de för gemensamt bruk inrättade lokalerna för gudstjänst, utspisning och studier. Till ytterligare samordning av verksamheten inom eremitbyarna utfärdades klosterregler, vilkas efterlevnad kontrollerades av en ledare (abbot, eg. fader). Inom de österländska, kristna kyrkorna bestod den nu tecknade typen av k. under lång tid. Den yttre arbetsgemenskapen inom detta slags k., som ytterligare organiserades genom de av kappadociern Basilius (d. 379) upprättade, i huvudsak ännu gällande normerna, inriktades sålunda på individuellt, 346