KNUD DEN HELLIGE på protestantiskt område (den anglikanska kyrkans ordensstiftelser; »la communauté de Cluny» i den franska reformerta kyrkan), så ha motiveringarna därvid delvis varit desamma som de ovan anförda. Det starka behovet att i en sekulariserad omvärld skapa en exklusiv kristen gemenskap, som skulle bättre kunna förverkliga idealet för en kristen vandel och inför världen demonstrera den kristna gemenskapens kraft och glädje, har varit den främsta pådrivande faktorn. Inom det anglikanska k. betonas starkt det från världsliga omsorger frigjorda bönelivet och studiearbetet såsom ordensväsendets främsta syfte; inom det franska reformerta k. lägger man större vikt vid det hängivna praktiska arbetet och gemenskapen. Den nutida diskussionen om det berättigade i ett evangeliskt k. har knappt mer än påbegynts. De faktorer, som därvid spela en avgörande roll äro bl.a. följande: 1. reformatorernas kritik av munkständet och löftena; 2. de yttre betingelser, som i vår tid synas tala för ett k. i evangelisk anda; 3. det förhållandet, att den evangeliska teologin ej utan vidare kan bortse från det asketiska elementet i kristendomen. Luther räknar med att den askes och frihet från det världsliga, som k. representerar, skall av den kristne på ett djupare sätt förverkligas inom de naturliga ordningarnas ram. Litt.: Benedictus av Nursia, Sancti Benedicti Regula monachorum. Ed. P. Schmitz (Gembloux 1946; dansk övers. Den hellige Benedikt af Nursias munke-regel, övers. av P. Schindler, Khvn 1929); M. Luther, De votis monasticis (i Weimaruppl. 8, 1889); O. Petri, En liten bok i vilken klosterleverne förklarat varder (i Saml. skrifter, 1, Uppsala 1914); J. Sjöholm, Luthers åskådning i kampen mot klosterlifvet (Lund 1908); Hj. Holmquist, Munkväsendets framväxt (Sthm 1928); F. Parpert, Das Mönchtum und die evangelische Kirche (München 1930); G. Wingren, Luthers lära om kallelsen (diss. Lund 1942); till den nutida diskussionen jfr M. Wollter, Klosterkallet (Lund 1952); R. Schutz, Introduction à la vie communaultaire (Genève 1944; reformert). B. H. KNUD DEN HELLIGE, dansk konge 1080 —86, var søn af Svend Estridssøn, født ca. 1040. I sine unge dage drog han på vikinge- 351 togt både i øst og vest. Ved faderens død 1074(76) søgte han at blive valgt til konge, men bønderne, der samledes på Isøre, foretrak den ældre broder, Harald med tilnavnet Hen. Ved Haralds tidlige død 1080 lykkedes det imidlertid K. at blive konge i Danmark. Straks søgte han med større energi end klogskab at udvide og hævde kongedømmets magt. Han krævede underhold og kørsel, hvor han kom frem, inddrev retsbøder med uhørt strenghed, gjorde fordring på alt det, som ingen ejede og indførte nye afgifter. Hertil kom, at han stadig drømte om at forny Svend Tveskægs og Knud den Stores erobringstogter til England og ville tvinge ledingsbønderne til deltagelse heri. Der er for så vidt noget tragisk over denne skikkelse, der på den ene side drømmer om at genoplive fortidens vikingeidealer, hvilket ikke lod sig gøre, medens på den anden side hans forsøg på at gøre kongen til landets centrale myndighed peger frem imod en senere udvikling, som hans egen tid endnu ikke var moden til. Tragisk blev da også mandens skæbne. Og det hjalp ham ikke, at han havde vist kirken stor gavmildhed, ikke mindst mod kirken i Lund. 1085—86 kom det til skarpe sammenstød med ledingsflådens mænd i anledning af planer om et tog til England. Samtidig steg forbitrelsen over kongens tyranni, og da han i sommeren 1086 opholdt sig i Vendsyssel, brød oprøret ud i lys lue. K. flygtede syd på og videre til Odense, hvor han blev indhentet af oprørerne og dræbt i St. Albans kirke. Oprør og kongemord var begivenheder, der mäåtte sætte sindene stærkt i bevægelse. Landet stod delt i to lejre. Det blev K.s modstandere, der valgte hans efterfølger, broderen Oluf. Da der i de følgende år indtraf en langvarig misvækst og hungertid, betragtede K.s tilhængere dette som himlens straf over et genstridigt folk. Snart berettedes der om mirakler ved K.s grav. Da Oluf 1095 døde, lykkedes det den fjerde broder Erik, der havde stået K. nær, at skaffe sig kongemagten. Samtidig hørte misvæksten op, og med en forbløffende dristighed lykkedes det nu Erik, støttet af kirkens mænd, at gøre K. til 352