frågan om tid och plats för K:s tillkomst, se litt. till art. Filemon och dessutom G6. S. Duncan, St. Paul’s ephesian ministry, a reconstruction (London 1929). E. P. KOMMUNIONFÖRHÖR, se Skriftermål. KOMMUNISME. Glosen bruges dels om enhver samfundsordning, hvor privatejendom afskaffes, dels om den marxistiske udformning af det kommunistiske ideal (jfr Marxisme) og endelig om den samfundsordning, der søges gennemført i Sovjetunionen og de med den forbundne lande, skønt denne fra autoritativt hold er blevet karakteriseret som en overgangsform til den konsekvente k. Undertiden har man hævdet, at k. må være den samfundsform, der svarer bedst til det kristne kærlighedsideal. En kristen idealist som Thomas More gjorde sig da også (i »Utopia», 1516) til talsmand for en kommunistisk idealstat. I reglen har kirken imidlertid opfattet privatejendomsretten som en gudgiven menneskerettighed og derfor afvist enhver egentlig k. Dette gælder således den romerske kirke, reformatorerne og den liberalt-protestantiske tradition, der er påvirket af tænkere som John Locke. I nyeste tid har f. eks. E. Brunner stillet sig på samme standpunkt (se hans »Gerechtigkeit», 1943). Heroverfor gøres fra anden side gældende, at det vesteuropæiske ejendomsbegreb på skæbnesvanger måde er influeret af romerrettens opfattelse, hvorefter privatejendomsretten væsentlig set er ukrænkelig, mens de mosaiske love bæres af en opfattelse, hvorefter de grundlæggende værdier, specielt agerjorden, er Jahves ejendom og skal administreres således, at det tjener hele folket, ikke enkelte rigmænd. Andre går videre og protesterer overhovedet mod enhver tale om, at privatejendom skulle være en gudgiven ordning. Om et samfund trives bedst under den ene eller den anden økonomiske ordning, kan ikke på forhånd fastslås; måske svaret er forskelligt til de forskellige tider. Ofte indrømmer man, at det at besidde ejendom og have ansvar for denne kan have stor opdragende værdi, samt at arbejdsydelsen normalt vil blive for ringe, hvis ikke den flittige og dygtige enten belønnes med større 361 KOMMUNISME ejendom eller straffes korporligt eller med tvangsarbejde, og at man da bør foretrække det første. Men samtidig fremhæver man, at netop den kristne skulle vide om faren for mammonsdyrkelse og i N. T.s spor advare mod begær efter rigdom og tilskynde til en næstekærlighed, der i givet fald giver afkald på al privatejendom. Hvad man på dette punkt kan bebrejde den russiske k., er da ikke først og fremmest, at den har socialiseret produktionsgoderne, men at den er så langt fra at tilstræbe en ligelig fordeling af konsumtionsgoderne, at den fører til langt større økonomisk og social ulighed, end tilfældet er i en række lande med af staten begrænset privatejendomsret. Ofte tilføjer man, at den moderne k. med urette har simplificeret problemet i alternativet: enten privatkapitalisme eller statssocialisme. Der er, hævder man, en tredje mulighed, nemlig en socialisering af produktionsmidlerne, hvorved de forskellige arbejderkorporationer bliver ejere. Bliver staten eneste »arbejdsgiver», vil dette, hvad erfaringen indtil videre synes at bekræfte, næsten uvægerligt betyde, at der dannes en ny overklasse af mod staten servile funktionærer, mens de almindelige arbejdere udbyttes, og at statens bestemte ideologi på skæbnesvanger måde bestemmer, hvilket arbejde der skal betragtes som værdifuldt og derfor belønnes og hvilket ikke. Rent bortset fra, at systemet let fører til en særdeles hårdhændet behandling af de uarbejdsdygtige. Hermed er vi ved den væsentligste kristelige indvending mod statslig k. Idet denne giver staten al økonomisk magt, tenderer den uvægerligt mod en sådan statstotalitarisme, at der ingen virkelig frihed bliver for den enkelte, slet ikke på det økonomiske felt og, hvis staten udnytter sin magt, heller ikke på det åndelige område. Statslig k. synes at føre til, ja efter sin idé egentlig at involvere, at den enkelte bliver et viljeløst redskab for helheden, repræsenteret af de statslige myndigheder. Man stiler mod og må stile mod en »insektkommunisme». Denne fare er så meget større, når den kommunistiske stat, som tilfældet er i øjeblikket, me- 362