KOMMUNISME get pointeret bekender sig til en bestemt ideologi, den marxistiske »økonomiske materialisme», og mener at fremme sine egne formål bedst ved gennem alle en moderne stats tvangsmidler at påtvinge alle borgere i staten, specielt ungdommen denne bestemte livsanskuelse. Denne kamp for radikal »ensretning» understøttes i nogen måde af den tendens til »afpersonalisering», som det moderne industrialiserede og mekaniserede samfund alle vegne udviser. Adskillige ikke-kommunister befrygter ligefrem, at der efterhånden skal opstå en mennesketype, der overhovedet ikke føler trang til åndelig frihed, fordi dens liv udfolder sig tilfredsstillende i den atmosfære, der helt er bestemt af helheden, staten og dens ideologi. Foreløbig er imidlertid »ensretningen» ikke lykkedes. Den kristne kirke døde ikke, som Marx ventede, med proletariatets sejr. Og så må selv en kommunistisk stat affinde sig med den. I lovene tilsikres tilmed religionsfrihed. Dette betyder imidlertid væsentligst, at der ikke er straf for at deltage i kirkernes gudstjenester. I de seneste år kommer hertil dog, at staten tillader og ordner præsteuddannelse, udgivelse af religiøs litteratur i det omfang, den finder rigtigt, og eventuelt en vis religionsundervisning af de børn, hvis forældre ønsker det. I øvrigt er forholdene ret forskellige i de forskellige kommunistiske lande. Men alle vegne gælder det, at det religiøse liv kun er tålt, og at det modarbejdes kraftigt af statslig propaganda. Ofte lægges der så store økonomiske hindringer i vejen for afholdelse af gudstjenester, at menighederne må give op. Andre steder får præsterne måske tilmed en tålelig løn af staten, og kirkebygningerne vedligeholdes. Men alle vegne våges der nøje over, at kirkens mænd ikke på en af staten uønsket måde blander sig i politik, ja der lægges ofte voldsomt pres på dem for at gøre dem servile i alle politiske spørgsmål. Forfærdende samvittighedsnød er ofte følgen. Helst ser man kirken begrænse sin virksomhed til det »rent religiøse», det »evighedsmæssige». Den russiske kirke kan lettere dette, da dens liv udfolder sig i det kultiske. Derimod volder den evangeliske kir- 363 kes vægtlæggen på diakoni og praktisk kærlighedsarbejde vanskeligheder; det er svært at få kommunister til at forstå, at kirken ikke kan være tilfreds, når dens gudstjenester ikke forstyrres og dens præster ikke forulempes; de forstår ikke, at kirken føler ansvar for retfærdighed og menneskelighed i alle forhold og over for alle medborgere, og at den derfor kan vide sig kaldet til at protestere, når det øves uret og vold mod de enkelte. Det tåles ikke, at kirken vil være statens samvittighed. Af væsentlig betydning er det, at forholdet mellem den russiske kirke og den stalinistiske stat siden 1939 er blevet stadig bedre. Kirken er loyal mod det nye regime, blander sig officielt ikke i politik, men støtter faktisk på afgørende punkter regeringens indstilling, navnlig over for »Vesten». Vigtig er overenskomsten med regeringen 1943 og den nye kirkeforfatning af 1945. Stalinismens stadig stærkere fremhævelse af de nationaltrussiske traditioner har også bidraget til at styrke kirken. Og denne synes i vid udstrækning at lade sig bruge som et redskab til at bringe de lydlande, hvor den græsk-ortodokse kristendomsform er fremherskende, ind under Moskvas ledelse. Vanskeligst har den romerske kirke det i de kommunistiske lande. Dels er dens lydighedsforhold til paven en uhyre anstødssten; dels har romerkirken både teoretisk og praktisk vist meget stærk tilknytning til decideret ikke-kommunistiske livsformer. De evangeliske kirker stiller sig ret forskelligt. Navnlig i Ungarn og Czekoslovakiet har ledende kirkemænd næsten uden undtagelse godtaget det nye regime. Man henviser til kirkens sociale forsyndelser i fortiden som begrundelse for, at man nu ikke har ret til at tale skarpt, og trøster sig i øvrigt med, at vitterlige uretfærdigheder og umenneskeligheder hører overgangstiden til og derefter vil falde bort. Ofte betragter man det som selvklart, at k. repræsenterer fremtiden, og at »Vesten» er dekadent. I andre lande er det derimod indtil videre ikke lykkedes staten at skabe en følgagtig kirke af nogen betydning. Litt. er overvældende. Her skal nævnes: H. Høgsbro, De nye religioner (Aarhus 1933); dens., Po- 364