KONFUCIANISME Konfucius’ mindetempel i K'ü-fu. Opført 478 f. Kr. på den plads, hvor Konfucius’ forældrehjem lå. Senere ombygget og udvidet, senest 1823—30. religiøs reformator og heller ikke filosof i europæisk betydning. Han ønsker at overlevere fædrenes praktiske livsvisdom uden spekulationer. Tro på forsynet, kaldsbevidsthed og religiøs fortrøstning til Tien (Himlen) præger dog hans egen gerning og livsanskuelse, som er klart optimistisk. Mennesket er nemlig af naturen godt; det gælder blot om, at det kultiverer sin personlighed, så dets liv formes i overensstemmelse med verdensaltets ordning. Studiet af de gamle klassikere spiller en fremtrædende rolle i al k. Bogen Lun Yü (Samtaler) giver os værdifuldt materiale til at lære Konfucius’ egen undervisning at kende. — K.s vigtigste læresætning er læren om middelvejen (titlen på en af klassikerne, ifølge traditionen samlet af Konfucius’ sønnesøn Kung Ki). Herved forstås respekten for den sunde fornuft, der aldrig forvilder sig ud i ensidigheder og overdrivel- 375 ser, og som fører til mådehold over for alle lidenskaber, en værdig, sindig korrekthed, fjern fra både libertinisme og askese, fra både supranaturalisme og naturalisme, en »rimelighedens ånd», en uvilje mod logisk konsekvensmageri. Det »ædle» menneske, k.s gentleman, er gennemtrængt af denne »rimelighedens ånd». Han føjer sig harmonisk og uanstrengt indide fem relationer: relationen mellem fyrste og undersåt, mellem far og søn; mellem ældre og yngre, mellem mand og hustru og mellem ven og ven. Fyrsten viser godhed, undersåtten loyalitet, faderen kærlighed, sønnen pietet, den ældre viser velvilje og den yngre ærbødighed, manden viser retsind og hustruen lydighed, vennen trofasthed og hans ven øver gengæld. Den altgennemtrængende grunddyd er [/i, d.v.s. sømmelig, værdig optræden og væremåde under overholdelse af alle regler for ret sæd og skik, forfædrenes overleveringer, iagttagelse af de rigtige ceremonier ved alle særlige lejligheder, den rette livskunst. Denne udpræget konservative moral har bidraget stærkt til det gamle Kinas relative uforanderlighed. Impulser til sociale reformer er ikke udgået fra den. Slaveri og uhyre forskelle i livsgodernes fordeling akcepteres smertefrit. Hvad seksualmoralen angår, stilles der yderst strenge krav til kvinden. Manden derimod har frihed både til at tage sig medhustruer og at have løse forbindelser. Men inden for disse begrænsninger har k.s formaning til menneskelighed, retsind, velvilje, sober værdighed og fra de underordnedes side tillidsfuld lydighed haft stor positiv betydning. K. er i sit præg aristokratisk, men dens regler for god tone har gennemsyret hele det kinesiske folk. Konfucius var ikke synderligt interesseret i religiøse spørgsmål. »Vi ved ikke endnu, hvordan vi bedst skal tjene menneskene; hvordan kan vi da vide, hvordan vi skal tjene ånderne?» skal han have sagt. Og på spørgsmålet om liv efter døden svarede han: »Vi kender ikke livet; hvordan skulle vi da kende døden?» (XI, 11). Dette betyder dog på ingen måde ringeagt for de fra fædrene overleverede religiøse ceremonier. Også ud- 376