førelsen af disse hører med til li. Særlig vægt lægges på forfædredyrkelsen og ofringer til himlen og jorden. Sådanne ofringer bringer harmoni i tilværelsen og er udtryk for skyldig ærefrygt, pietet (/siao). Men deres væsentligste værdi er, at de styrker og renser familiens og folkets fællesskab. Tidligt blev der bygget templer til Konfucius’ ære og bragt ofre i disse og ved hans grav. Men det betyder ikke, at han blev betragtet som guddommelig; han er den forbilledlige lærde og vismand. Og templerne er billedløse og snarest en slags lærdomshaller. K. har intet præsteskab. Ofringerne forrettes af dem, der ved den bestemte lejlighed udpeges hertil. Dog var i hele kejsertidens Kina de højtidelige ofringer ved nytårstid på » Himlens alter» forbeholdt kejseren. Det er omstridt, hvor vidt Konfucius betragtede »himlen» som en personlig guddom. For k. er den i hvert fald udtryk for en kun halvt personlig verdensorden. I sin lange historie har k. undergået forskellige ændringer. Vigtig er den nærmere udformning, den fik under Mencius (Mengtse, 372—289 f. Kr.), der endnu stærkere end mesteren var præget af tilliden til menneskenaturens godhed. Man plejer at betragte Sung-tiden (960—1279) som k.s rigeste blomstringsperiode. Men under alle omskiftelser forblev grundpræget væsentlig uændret. Dog har mange moderne konfucianere i deres livssyn indoptaget som et supplement elementer af taoismens* mere romantiske og følelsesbetonede tradition. Se også Kina. Litt.: B. Karlgren, Från Kinas tankevärld (Sthm 1929); dens., Kinas och Japans religioner (i Illustreret religionshistorie under red. af J. Pedersen, Khvn 1948); Sten Bugge, Konfusius (Oslo 1942); Lin Yutang, My country and my people (London—Toronto 1936; sv. övers. En kines om Kina, Sthm 1937; dansk övers. Mit land og mit folk, Khvn 1938); dens., The importance of living (New York 1937; dansk övers. Jordisk lykke 1—2, Khvn 1945; udmærket indblik i moderne konfuciansk livssyn; sv. övers. Konsten att njuta av livet, Sthm 1940); Samtalen med Konfucius, tolkade av A. Henrikson och Hwang Tsu-YüÖ (Sthm 1949); A. Rygaloff, Confucius (Mythes et 377 KONGE religions 18, Paris 1946); H. G. Creel, Confucius, the man and the myth (New York 1949); Wingtsit Chan, Religious trends in modern China (New York 1953; standardværk); H. Bernard, Sagesse chinoise et philosophie chrétienne (Paris—Leiden 1935); L. Sherley-Price, Confucius and Christ (London 1951). N. H.S. KONGE. 1. Religionshistorisk. Hos de antikke beboere af den nære Orient er samfundet bygget på den grundtanke, at det opretholdes ved mennesker, hvis sjæle er stærkere end andres. Sådanne mennesker er høvdinge, profeter og præster, tre typer, der vel kan adskilles efter deres hovedfunktioner, men som dog i visse træk er hinanden så lig, at en ren adskillelse ikke kan gennemføres. Høvdingen karakteriseres således ved sin evne til at fatte og udføre stærke råd, skabe fred i samfundet og sejr over fjender. Men på det første punkt ligner han både profeten og præsten, der normalt er hans rådgivere. De guddommelige råd, som de kan give ham, kunne han også modtage direkte. Sauls kongesjæl manifesterer sig i, at han »er blandt profeterne» (1. Sam. 10). Salomo modtager ved sin tronbestigelse et drømmeorakel (1. Kong. 3: 5—15). Ps. 2:7 forkynder k. som profet Guds ord til ham. Svarende hertil er k. i Ps. 110 præst. Lignende religiøse funktioner kendes hos de andre antikke folk. Præste-k. er en kendt type, og k. modtager også direkte orakler, både på stammekulturens stade og i bonde- og bykulturens stærkt udviklede kultsystemer. I frugtbarhedskulternes nytårsfestdramer gennemlever han skabergudens kamp med kaosmagterne, hans nedfart til dødsriget og opstandelsen. K. er i forskellig grad guddommelig. Homers »gudopfostrede konger» nedstammer fra Zeus. Ægyptens Farao er en virkelig gud. Derimod synes de forasiatiske konger mest at være blevet opfattet som mennesker, der tages i gudernes tjeneste, sely om deres ophøjelse udtrykkes i brug af gudedeterminativer og i slægtskabsbetegnelser. Man taler i denne forbindelse om et »sakralt kongedømm e». Skildringerne af k. minder så meget om den jødiske »Messias*», at man ikke uden grund har brugt ordet »mes- 378