KONSTANTIN DEN STORE synodalakter, utg. av H. Lundström (Uppsala 1908—11); Norges gamle love 3, utg. ved R. Keyser—P. A. Munch (Christiania 1849); Ellen Jørgensen, Fremmed indflydelse (Khvn 1908; inneholder de danske synodalstatutter); F. Lauchert, Die Kanones der wichtigsten altkirchlichen Concilien (Freiburg i. Br.—Tübingen 1896; praktisk håndutgave); Acta conciliorum oecumenicorum, utg. av Edv. Schwartz (Berlin—Leipzig 1914 ff.); C. J. v. Hefele, Conciliengeschichte 1—9 (2. ed. Freiburg i. Br. 1873—90; bør brukes i den franske overs. bearb. av H. Leclercq, 1—8 (Paris 1907—21; går til Trient); J. Forget, art. Conciles i Dict. de théol. catholique, (1911; doktrinær); A. Hauck, art. Synoden i Realencykl. für prot. Theol. u. Kirche (3. ed. Leipzig 1907; fortrinlig). E.M. KONST OCH RELIGION, se Kunst og religion. KONSTANTIN DEN STORE, romersk kejser 306—37. Militært og politisk fik K. — som søn af den romerske medkejser og hersker over Gallien Konstantinus — sin opdragelse ved kejser Diokletians (285—316) hof, hvor han lærte det romerske riges problemer at kende, her under også spørgsmålet om forholdet til de kristne. Efter faderens død udråbtes K. af dennes tropper til medkejser. Han fortsatte og udbyggede faderens opgave som hersker over Gallien (306—312). Han sluttede sig her til dyrkelsen af Sol-Apollon, og hans personlige fromhed havde vel nærmest et præg, der svarer til den hermetiske litteratur. Han følte sig som den himmelske herskers jordiske repræsentant, guddommeligt kaldet til at herske. Han lader nu proklamere, at han nedstammer fra Claudius Gothicus, og meønterne bærer K.s og solens billede, et tegn på det vågnende krav om universalmonarkiet. Politisk lykkedes det ham at sikre Rhingrænsen mod germanerne, samtidig med at han skaffede sig en stærk hær. 310 benyttede han sig af Maxentius’ svaghed til uden sværdslag at besætte Spanien. Men i øvrigt havde han tid til at vente. Der er intet, som tyder på, at han i disse år har haft synderlig forbindelse med Galerius og de andre herskere. Det er derfor også urimeligt at antage, at K. skulle stå bag det mærkelige toleranceedikt af 311. Efter Galerius’ død 399 tilspidsede situationen sig imidlertid, og K. mente nu, tiden var inde til at handle. Beslutsomt førte han sin krigsvante hær over Alperne og nåede hurtigt frem til selve Rom. Her rykkede Maxentius ud imod ham og i det berømte slag ved den milviske bro 312 vandt K. den afgørende sejr, hvorved han blev herre over hele Vesten. Denne strålende og overraskende sejr vakte stor opsigt og gav hurtigt anledning til legendedannelse. Det romerske senat rejste en triumfbue, som endnu står. Den er et monumentalt minde om K.s soldyrkelse og lader ingen tvivl om, at man officielt tilskrev solguden sejren. En lidt senere rhetor omtaler at kejserens fader Konstantinus med himmelske hærskarer kom sønnen til hjælp. Mest kendt er den kristne legende, der findes i tre stærkt afvigende former hos Lactantius, Euseb og i Philostorgios’ » Kirkehistorie». Her vil man vide, at K. i en drøm eller åbenbaring havde set Kristi monogram og at han skyldte denne talisman, dette frelsende tegn, sejren. K. skulle således allerede før krigen eller under direkte påvirkning af begivenhederne have omvendt sig til kristendommen. Alt tyder dog på, at K.s religion før som efter 312 var troen på hans eget kald som hersker i solgudens sted. I Milano mødtes han året efter med Licinius, der var Østens herre. De synes at være blevet enige om visse retningslinier og om en politik, der fortsatte den tolerancepolitik overfor de kristne, som allerede var indledet med Galerius’ edikt 311 — og iøvrigt ved Maxentius holdning i Rom de foregående år. 314 kom det til brud med Licinius, men efter en kortvarig krig på Balkan enedes de to herskere om at dele magten imellem sig. Allerede i disse år begynder kristen indflydelse at gøre sig gældende. Kristne biskopper (Hosius) øver en betydelig indflydelse, de første kristne tegn på mønterne optræder side om side med sol-symboler. K. restituerer de tab, kirken i Nordafrika har lidt ved forfølgelsen, han kræver til gengæld enhed indenfor kirken, griber ind i den donatistiske strid (jfr. Donatisme), ja, prøver endog med statens magtmidler at gennemtvinge enhed. Hans skrivelser i disse 400