sager har et klart kristeligt præg, som dog vel mere skyldes den kancellimæssige udformning end kejserens person. Samtidig arbejder han på at reformere hedenskabet; der udstedes love imod blodige ofringer og mod magien. Solens dag gøres til helligdag — tillige en imødekommenhed mod de kristne, som kejseren personligt i stigende grad interesserede sig for, uden dog pä nogen måde selv at tilslutte sig kirken. I 320erne tilspidsede forholdet till Licinius sig stærkt. Denne valgte nu bevidst at begunstige hedenskabet og forfølge kristendommen, medens K. i stigende grad begunstigede kirken. 323 kom det til krig, der endte med K.s sejr: eneherredømmet var nu nået. Som kejser hører K. til de største i Romerriget. Hvad han i denne egenskab har udrettet, hører for en stor del til den politiske historie og kan ikke skildres her. Vigtigst var det, at K. — i lighed med Aurelian og Diokletian — skabte et nyt kejserdømme: Han var som orientens hersker gudekejseren, Guds statholder på jorden — ikke i kraft af folkets og senatets valg, men i kraft af sin guddommelige slægt. Dynastitanken har afløst tetrarkiet. Linien fra Cæsar over Augustus og Aurelian var her ført til ende og der var skabt en statsform, der skulle bestå i mere end 1000 år, midt gennem folkevandringens storme. Et udtryk for den nye statsform og et bevidst brud med de romerske traditioner var det, at K. 326 lagde grunden til Konstantinopel, der 330 indviedes som rigets hovedstad. Størst betydning for fremtiden fik dog K.s religionspolitik. Selv var han ikke kristen — i hvert fald ikke i den forstand, at han deltog i kulten og tilhørte menigheden — før han kort før sin død lod sig døbe. Hans religion var hans værk, men i dette værk drog han kristendommen med ind. Derfor ønskede han ikke forfølgelserne, men støttede tværtimod kirken. I sin lovgivning var han vel også påvirket af kristelige synspunkter. Kirken fik skattefrihed, ret til at modtage testamenter, egen jurisdiktion o.a. Til gengæld forlangte K. 401 KONSTANTIN DEN STORE Konstantin den store. Samtida kolossalskulptur. Palazzo dei Conservatori. Rom. enhed indenfor kirken. Han søgte at tvinge donatisterne — forgæves — og han greb håndfast ind i den arianske strid (jfr. Arianisme). Det var ham, der skabte det økumeniske kirkemøde i Nicæa 325. Han optrådte her som den egentlige leder, ligesom han bar det egentlige ansvar for det lidet frugtbare resultat, man nåede til med homoousi-formelen, og som faktisk i stedet for en afslutning blev den egentlige indledning til den dogmatiske strid. Fra kirkens side hilste man K. med begejstring. Navnlig biskop Euseb af Kæsarea giver udtryk herfor. De kristne, der hidtil havde været forfulgt til døden, kom nu i stedet til ære og værdighed. Ikke så sært at legenden bemægtigede sig K.s person og spandt stadig videre. Først hans syn ved den milviske bro, siden en korsbærende statue i Rom, siden mange former for sagn, der knyttede kejseren sammen med paven Syl- 402