KONTRAREFORMATIONEN Brilioth, Svensk kyrkokunskap (2 ed. Uppsala 1946). S. Kj—m KONTRAREFORMATIONEN kaldes den katolske kirkes kamp mod protestantismen og dens selvbesindelse ved mødet med reformationen. På reformationstiden mistede den katolske kirke i løbet af kort tid herredømmet over Nordeuropa og England; samtidig var Sydtyskland, Frankrig og Østeuropa stærkt påvirket af den evangeliske bevægelse. Hjælpen herimod kom først og fremmest fra Spanien med Jesuiterordenen*, der netop er karakteriseret ved sin lydighed mod paven. Snart blev inkvisitionen* og kætterforfølgelsen væsentlig ledet af den nye orden. Endvidere gjorde jesuiterne ved varetagelse af den højere undervisning, ved præken — for overklassen — og som skriftefædre for konger og mægtige et stort arbejde for den indre kirkelige fornyelse. I tiden fra 1545—63 afholdtes — i tre perioder — kirkemødeti"Trient, som blev et vendepunkt i katolicismens historie. Her tog man skarpt afstand fra reformationen og bekendte sig til den middelalderlige sakramentreligion med dens lære om menneskelig fortjeneste. I kampen mod de nye kirkesamfund anerkendte man pavens overhøjhed. Samtidig stilledes der krav om kirkelig reform. Det fordredes, at bisper og præster skulle passe deres embeder, at præsteuddannelsen blev forbedret, og at der blev præket og visiteret hyppigere. Med tridentinerkonciliet konsolideres den katolske lære og det katolske kirkesamfund overfor de nye kirkedannelser. K.s program var bekæmpelse af kætteriet og fornyelse af kirkelivet. Kætterforfølgelsen blev gennemført systematisk og så grusomt, at den er et mørkt kapitel i kirkens historie. I Sydtyskland blev lutherdommens udbredelse standset — i mindre områder lykkedes det endda at rekatolicere befolkningen. I Frankrig gik den katolske kirke af med sejren, men det kostede stor blodsudgydelse. I Sydeuropa kunne de små evangeliske kredse let udryddes. Stor fremgang havde k. i Østeuropa. Den sejrede helt i Polen, Bøhmen (ved trediveårskrigens begyndelse) og Østrig. I Ungarn og Siebenbürgen 407 kom de evangeliske ud for modstand, men her bevaredes dog evangeliske kirker. K. førte imidlertid også til en åndelig fornyelse indenfor den katolske kirke. Det var blevet paven overdraget at iværksætte foranstaltninger, som tridentinerkonciliet ikke havde nået. 1564 udgav Pius IV den tridentinske trosbekendelse (en sammenfatning af de formulerede trossætninger), som bl.a. konvertitter måtte aflægge. For at bringe nyt liv med de gamle former udsendtes i den følgende tid: den romerske katekismus og nye udgaver af messebogen, breviariet og den autoriserede latinske bibel (Vulgata) — til genoplivelse af troen, kulten og fromheden. Der dannedes nye ordener og religiøse selskaber. Allerede 1525 stiftedes den fransiscanske kapucinerorden, der kom til at virke ved folkelig præken. I Rom stiftedes oratorianernes sammenslutning af sækulare præster — med det formål at højne præstestanden og at dygtiggøre den. I Spanien blomstrede mystikken, hvis berømteste navne var Teresa af Jesus (d. 1582) og Johannes ` af Korset (d. 1591). Også i Italien og Frankrig fik det katolske åndsliv en renæssance. Der opstod en dogmatisk teologi, der hævdede sig i polemik mod protestantismen, og der kom værker, der blev grundlæggende for den katolske kirkehistorieforskning. Mystikken fik også betydning i Frankrig, og katolske andagtsbøger udbredtes og nåede til protestantiske lande, hvor de virkede forberedende for pietismen. Mens åndslivet således fornyedes i de katolske hovedlande, bevarede eller generobrede katolicismen sin indflydelse i den brede befolkning i store dele af Midteuropa. Hertil bidrog bevarelsen af de former, som protestantismen havde bekæmpet: den middelalderlige helgendyrkelse (netop i denne periode voksede tallet af helgener) og troen på relikvier og valfarterne. Samtidig fik tilbedelsen af Jomfru Marie et nyt opsving, mens jesuitiske og fransiscanske teologer hævdede hendes ubesmittede undfangelse. Dogmerne om Maries ubesmittede undfangelse og om pavens ufejlbarhed (jfr. Ofelbarhetsdogmen), der blev fastslået i 19. år- 408