KORALBOG udg. af Joh. Crüger 1647 og i talrige senere oplag), senere i samlinger af orgeludsættelser specielt beregnet til organistens brug (Speer 1692 osv.). Endnu langt op i det 18. årh. udgives stadig mange salmesamlinger med melodier i generalbasudsættelse, der altså gør en separat melodisamling undværlig (Freylinghausens »Geistreiches Gesangbuch» i forskellige udgaver, 1704 og senere, 1741; Schemellis »Gesangbuch» med Bachs udsættelser, 1736, m.fl), men i løbet af århundredet bliver det i voksende grad almindeligt at trykke udsættelserne for orgel i særlige samlinger, de egentlige k., og lade salmesamlingerne være uden melodier eller (som i tidligere tid) højst med enstemmige melodier. Til de mere fremtrædende k. hører bl.a. samlinger af J. G. C. Störl (Stuttgart 1710), C. H. Dretzel (Nürnberg 1731), J. B. König (Frankfurt 1738), C. Gregor (Leipzig 1784), Kühnau (Berlin 1786/90) og J. G. Schicht (Leipzig 1819). Indtil begyndelsen af det 19. årh. er generalbasnotering overvejende, men omkring og efter 1800 afløses den af fuldt udskrevet firstemmig sats, som det bruges ganske overvejende endnu i dag. I k.s skiftende indhold og notering spejles iøvrigt de skiftende tiders kirkesangtraditioner (jfr. Kyrkovisa):den traditionelle lutherske kirkesang fra det 17. årh. med rester af en oprindeligt mere differentieret rytme, men allerede stærkt udjævnet, træder frem i k. fra ca. 1700; efter et intermezzo, hvor pietisme-melodiernes danseagtige præg gør sig stærkt gældende, både i nyoptagne og i omformede ældre melodier, føres i 18. årh.s anden halvdel den rytmiske (tildels ledsaget af en melodisk) udjævning helt igennem, der fører til det typiske billede af den rytmeløse, »stive» koral, helt igennem noteret i halv- eller helnoder, ganske overvejende i todelt takt, og udført i et meget langsomt tempo. I det 19. årh. gør sig påny en tendens til mere levende rytmik gældende, og vi får k. præget dels af nye melodier i en mere »romancepræget» stil, dels af ældre melodier i en mere levende rytme, mere eller mindre nærmet til en ældre tids tradition, dels (stadig) af en del 415 melodier i den omtalte »stive» koralform. For vor tids k. er en sådan blanding af stilarter typisk og i mange tilfælde uundgåelig. ldeskandinaviske lande er egentlige k. en ret sen foreteelse. Salmesamlinger med melodier med tilføjet becifret bas dukker op i det 17. årh. I Danmark er Kingos* »Aandeligt Siunge-Koor» (1674/81) blandt de første. Men i Kingos »Gradual» (1699), den officielle, autoriserede sangbog, er kun melodierne noteret, uden ledsagende bas. Først 1764 træffer vi den første egentlige k. på dansk grund, Breitendichs k. Den omfatter dels det meste af melodistoffet fra Kingos Graduale, d. v. s. et stort antal fra reformationstiden stammende melodier med en sparsom tilvækst af melodier fra det 17. årh., dels en række af pietismens melodier. Melodiformerne er tildels Kingos, men i andre tilfælde omdannet, ofte ret vilkårligt. Typisk er tendensen til en vis »kolorering» af melodilinien (ved indskydelse af forslag, gennemgangsnoder og lign.), og tillige en hældning mod pietismemelodiernes danseagtige rytmer. Udsættelserne er hæderlige, uden stærkt særpræg, under tiden med overtagelse af træk fra Freylinghausens udsættelser. Noteringen er i fjerdedele som hovedværdi. I Schiørrings k., som foreligger i to udgaver, en generalbas-udgave (1783) og en »for Claveer med udsatte Middelstemmer» (1781), er antallet af melodier stærkt indskrænket. Pietismemelodierne er trængt meget tilbage, og et mere »klassisk» luthersk melodirepertoire dominerer. De overflødige pyntenoder er strøget, og den udjævnede koralform af melodierne er næsten helt gennemført. Noteringen er også karakteristisk nok skiftet til halvnodesnotering. Også udsættelserne ligger på et højt plan; Ph. E. Bach har ifølge udgiverens oplysning gennemset bogen før udgivelsen. I Zincks k. (1801) er »koralprincippet» fuldt gennemført: alle melodier er noteret i halvnoder, og med undtagelse af 3 gennem daktylisk versmål bestemte melodier alle i lige takt. Zincks k. bringer et mindre antal, tildels fortrinlige, nye melodier, formodentlig overvejende af Zinck selv. Udsættelserne er knap så fantasirige 416