som i forgængerens værk, men smukt og dygtigt musikerarbejde. — Weyses k. (1839) er i det væsentlige blot en nyudgave af Zincks værk, men med nye harmoniseringer i en lidt kunstigt afgrænset koralstil. Større betydning for kirkesangen fik Weyse gennem sine højt elskede romancer, der gav stødet til fremkomsten af en helt ny meloditradition, den »kirkelige romance». Resten af århundredet præges af modstridende strømninger: traditionel koralstil, romancemelodier og forsamlingsmelodier. Berggreens (halvofficielle) k. (1853), et omhyggeligt udført men ikke stærkt inspireret værk, giver rum for de to første arter af melodier, Rungs (til den grundtvigske Vartovsang udarbejdede) livligere prægede melodisamlinger (1857—68) hovedsagelig for den mellemste, tildels også for den sidste. B a rnekows melodisamling (1878) er næsten helt bestemt af romancen. Bielefeldts k. (1901) er et temmelig uselvstændigt konglomerat af det mest benyttede stof i de lige omtalte samlinger. Mens alle de hidtil anførte samlinger er fremkommet for at dække en bestemt salmebogs melodibehov, møder vi i Laubs melodisamlinger, som begyndte at komme 1888 —90, og hvis mest monumentale udtryk er samlingen »Dansk Kirkesang» 1918, den fra Tyskland udgåede tendens til en melodireform med udgangspunkt i reformationstidens meloditradition. Denne bevægelse har i kraft af Laubs fremragende arbejde — trods delvis stærk reaktion — vundet langt større betydning i Danmark end (endnu) i de andre skandinaviske lande. — Som et supplement til Laubs »Dansk Kirkesang» kom i 1936 samlingen »130 melodier» udgivet af M. Wöldike (i samarbejde med J. P. Larsen og F. Viderø). — I Sønderjylland havde tilsvarende strømninger sat frugt i den af Prahl og Heinebuch udgivne k. (1895) til den nordslesvigske salmebog. — Til den i 1953 autoriserede nye danske salmebog svarer den i 1954 udgivne nye danske k. af J. P. Larsen og M. Wòöldike. Denne samling er af hensyn til de mange strømninger i nutidig dansk kirkesang temmelig stor (450 nr.), idet den ofte 14 417 KORALBOG bringer to, undertiden tre melodier til samme tekst. Koraltradition, romancetradition og Laubsk præget melodifornyelse plus den særlige sønderjydske tradition er dens hovedkomponenter, men et stænk af forsamlingssang og nyere engelsk-amerikansk pietisme er kommet med. Udsættelserne er, i højere grad end det oftest er tilfældet i k., ikke søgt støbt i en fælles harmonisk stil, men tilpasset melodiernes skiftende stilpræg. Da koralbogen i Danmark (modsat i Norge og Sverige) ikke autoriseres, betyder indførelsen af en ny koralbog dog ikke en så afgørende vending som i nabolandene, idet melodier fra de hidtil brugte koralbøger langt fremover må antages at forblive i brug i ret stor udstrækning; det faktisk anvendte melodistof bliver herved af temmelig betydeligt omfang. J.P.L. Norge. Den første norske k. kom 1838, utarbeidet av organist i Trondheim O. A. Lindeman. Som Zincks har den halvnoten som telleenhet, fermate ved linjeslutning og forkjærlighet for to-delt takt, hvorved originalrytmen tildels ble endret. Harmoniseringen er meget verdifull. At boken ble bestemt »til udelukkende brug» vakte megen misnøye. Folk var vant til å velge mellom Kingos, Breitendichs og andre melodiformer, og på landsbygden fortsatte man å synge de ofte melismatisk utstyrte omforminger av den eldre koral. Landstads salmebok 1869 (med 634 nummer) krevde ny k. Den ble utgitt av O. A. Lindemans sønn Ludvig M. Lindeman (1812—87), mesteren i norsk kirkemusikk. Den autorisertes 1877. Telleenheten ble fjerdedelsnoten, fermater sløyfet. Harmoniseringen er en tanke mer moderne enn farens. Den sikter på å fremme en rask menighetssang (stundom opptrer septime-akkorder ved linjeslutning). Av de 192 melodier er 59 av den store melodiker selv. Verket ble hilst med begeistring (»Lindeman har lært det norske kirkefolk å synge»). Men berettiget kritikk ble, særlig fra Winter-Hjelm, reist mot utgiverens egenmektige behandling av rytmen i de eldre koraler. 1924 kom Landstads salmebok i revidert 418