KORINTIERBREVENE fra samkvem med utugtige. Man må da tænke sig, at hedenske laster på det seksuelle område, der var stærkt fremtrædende i Korint, også har gjort sig gældende indenfor menigheden; og da Paulus kom til Efesus på sin tredje rejse (år 52), har han hørt om disse forhold og straks sendt menigheden et brev med en kraftig irettesættelse og krav om ændring for fremtiden. På denne skrivelse har den korintiske menighed svaret med et brev, som også er gået tabt, men hvis indhold lader sig bestemme af vort 1. Kor., som er apostlens svar derpå. Man har hævdet, at det var umuligt at undgå samkvem med utugtige hedninger; og det medgiver Paulus, og indskrænker sit krav til kun at gælde utugtige kristne (5: 9—11). Derimod bestrider han en anden påstand, som menigheden har fremsat: at utugt er lige så naturligt og nødvendigt for legemet som mad og drikke, og at konsekvensen af den kristelige frihed må være, at »alt er tilladt» (6:12 ff.). I sit brev har menigheden tillige stillet en række spørgsmål til Paulus, som han besvarer i vort 1. Kor.: om ægteskab og ugift stand (kap. 7), om nydelsen af afguds offerkød (kap. 8—10), om nådegavernes værdi og betydning (kap. 12—14), om opstandelsens virkelighed (kap. 15) m.m. Endelig har apostlen gennem »Kloes husfolk» (1:11), d. v.s. hendes slaver, der i et eller andet ærinde er rejst fra Korint til Efesus, erfaret, at der er partistridigheder i menigheden, og dette foranlediger ham til (kap. 1—4) at fremsætte en skarp dadel af dette uvæsen. Brevet er rimeligvis afsendt i foråret 53, og samtidigt sender apostlen også sin medarbejder Timotheus, for at han skal bringe orden i forholdene i menigheden; 1. Kor. 4:17 og 16:10 f. giver han ham en varm anbefaling. Hvorledes forholdene har udviklet sig i Korint efter afsendelsen af dette brev, må vi søge at bestemme ud fra oplysninger i 2. Kor. De her meddelte enkeltheder lader sig imidlertid kombinere på flere forskellige måder, og det er derfor omstridt, hvorledes begivenhederne er forløbet; rimeligvis har de dog udviklet sig 423 som følger: Timotheus, som blev sendt til Korint samtidigt med 1. Kor., synes ikke at have været i stand til at bringe orden i forholdene, altså at få partiuvæsenet og de sædelige udskejelser til at ophøre. Judaisterne har fortsat deres mistænkeliggørelse af apostlen og hos en del af menigheden fremkaldt en vis utilfredshed med ham. Da beslutter Paulus selv at drage fra Efesus til Korint for personlig at forsøge at tale de genstridige til rette. At der forud for 2. Kor. ligger et sådant besøg af apostlen, fremgår af 12:14 och 13:1, hvor han siger, at det nu er tredje gang han vil komme til dem; der må følgelig være gået to besøg i forvejen, og disse kan ikke begge ligge forud for 1. Kor. Efter 2. Kor. 2: 1 ff. har det andet besøg været »med bedrøvelse», både således at Paulus har bedrøvet korintierne, og således at han selv er blevet bedrøvet over dem; men om grunden til denne bedrøvelse er vi henvist til usikre slutninger. 7:12 og 2:5 tales om et menighedsmedlem, som har øvet uret, men som nu har fået straf nok, som apostlen selv har tilgivet, og som han derfor opfordrer menigheden til at vise kærlighed imod. Man har undertiden derved tænkt på den i Il. Kor. 5 omtalte blodskænder; men om denne var det temmelig overflødigt at bemærke, at han ikke særligt havde voldet apostlen bedrøvelse (2. Kor. 2:5). Langt bedre mening giver alle udtrykkene i kap. 2, hvis man antager, at et enkelt medlem af menigheden ganske særligt har sat sig op imod apostlens autoritet og tilføjet ham svære personlige krænkelser; da er det i sin orden, at der i v. 5 tales om den bedrøvelse, som synderen har voldt ham, og i v. 10 om, at han har tilgivet forseelsen. Modstanden mod Paulus har nu været så stærk, at han ikke formåede at hævde sin autoritet; og fuld af sorg og harme lorlod han Korint, idet han dog lovede, at han vilde komme igen snart. Imidlertid skriver han først et strengt brev, hvori han sætter menigheden alvorligt i rette for dens adfærd; det er dette brev, om hvilket han 2:3 f. siger, at det er skrevet »under tårer», og 7:8 ff. at det har voldt menigheden bedrøvelse, og 424