hvori han også har forlangt, at judaisternes fører, som havde tilføjet ham personlige krænkelser, skulle straffes (7:12). Som overbringer af dette brev har apostlen rimeligvis sendt Titus; af 2:192 ff. fremgår, at det var en aftale, at denne skulle træffe apostlen i Troas, når han kom tilbage fra Korint; og Paulus er meget spændt på, hvorledes Titus’ sendelse vil forløbe; han har ikke ro til at oppebie resultatet i Troas, men drager til Makedonien (Filippi) for at træffe sin medarbejder dér (2:13; 7:5). Imidlertid har Titus løst sin vanskelige opgave med stor dygtighed; menigheden angrer sin optræden overfor sin apostel og længes inderligt efter at få det gamle forhold til ham genoprettet. I 7:7 kan derfor Paulus berette om den glæde, han oplevede ved mødet med Titus; og et udslag af hans glæde er det i det hele taget, at han skriver 2. Kor. (som altså egentlig er det 4. brev fra apostlen til Korint). For at alt kan være på det rene, inden han igen kommer til Korint, drøfter han i brevets slutning stridsspørgsmålene med sine modstandere og forbereder dem på, at han agter at gå strengt frem, hvis optrinene fra det forrige besøg skulle gentage sig. Endelig skal brevet også anbefale Titus og to brødre, som apostlen sender i forvejen til Korint, for at de kan begynde at bringe en indsamling til menigheden i Jerusalem i stand (kap. 8—9). Brevets affattelsestid fremgår af den ovenfor tegnede situation; det må være skrevet i efteråret 54, da Paulus opholdt sig i Makedonien og her havde truffet Titus. Både for 1. og 2. Kor.s vedkommende er ægtheden i nutiden praktisk talt ubestridt. Derimod har man forsøgt forskellige delingshypoteser. 1. Kor. har man således villet betragte som sammmensat af fragmenter af to (eller flere) breve, men disse forsøg har ikke fundet nogen synderlig tilslutning. Større yndest nyder en hypotese om, at de fire sidste kapitler af 2. Kor. oprindelig har udgjort brudstykker af et selvstændigt brev, og da nærmere bestemt det strenge »tårebrev», som ligger mellem 1. og 2. Kor. Endnu sandsynligere er det, at 425 KORS 2. Kor. 6: 14—7: 1 er en fremmed bestanddel, fordi den tydelig bryder sammenhængen mellem 6:13 og 7:2. Versene kunne være et brudstykke af det første, nu tabte brev, som indeholdt en advarsel mod samkvem med utugtige; men snarere er de vel en interpolation fra en helt anden forfatter, da de indeholder flere ganske upaulinske udtryk. De ujævnheder, der har ført til kildesondringer, har man villet forklare som fremkaldt af, at brevet ikke er dikteret i eet stræk, men med langvarige pauser mellem de enkelte dele; det er dog tvivlsomt, om en sådan forklaring er fyldestgørende. Litt.: Kommentar til 1. og 2. Kor.: S. V. Odland (Oslo 1919); J. Lindblom (Handbok till N. T. 4:1, Sthm 1923); Ph. Bachmann (Kommentar z. N. T., hrsg. v. Th. Zahn, 7; 3. ed. Leipzig 1933, Og 8, 4. ed. Leipzig 1922) ; H. Lietzmann, (Handbuch z. N.T., hrsg. v. H. Lietzmann, 9; 4. ed. Tübingen 1933); A. Schlatter, Paulus der Bote Jesu (Stuttgart 1934); H. Odeberg (Tolkning av N.T. Sthm 1944); — til 1. Kor.: T7. €C. Edwards (London 1885); C. J. Ellicott (London 1887); A. Robertson—A. Plummer (The international critical commentary, 2. ed. Edinburgh 1914); J. Weiss (Kritisch-exeget. Kommentar über d. N. T. 5, 10. ed. Göttingen 1925); J. Moffatt (London 1938); J. Héring (Paris 1949); M. Mosbech (2. ed. Khvn 1951); — til 2. Kor.: A. Plummer (The international critical commentary, Edinburgh 1915); H. Windisch (Kritischexeget. Kommentar über d. N. T. 6, 9. ed. Göttingen 1924); L. J. Koch (2. ed. Khvn 1927); R. H. Strachan (Moffatt N. T. commentary, London 1936). H. M. KORS. På grund av k.s enkelhed og naturlighed forekommer det som symbol i adskillige ikke-kristne religioner. Inden for den kristne kirke har det dog fået en ganske særlig betydning som følge af den historiske kendsgerning, at Kristus døde på et k. Da k.-fæstelse var en vanærende straf, har de første kristne antageligt været noget tilbageholdende med at bruge billedlige k.- fremstillinger, hvorimod brugen af korstegnet tidligt har været stærkt udbredt. Tertullian fortæller i »De corona militis» om, hvorledes de kristne ved utallige handlinger dagen igennem mærker deres pande 426