KORS FTT+ x TTT 1. græsk k., 2. latinsk k., 3. ægyptisk k., 4. malteser-k., 5. andreas-k., 6. hanke-k., 7. pave-k., 8. russisk k. med k.-tegnet. Dette k., der må opfattes som en bøn uden ord om Guds velsignelse, har siden været almindeligt brugt i de fleste kristne lande, ofte ledsaget af ord som »I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn» eller »I Jesu navn». I de østlige kirker gøres k.-tegnet fra pande til bryst og fra højre til venstre skulder, medens man i vesten tegner tværstregen fra venstre til højre. De reformerte bruger slet ikke k.-tegnet, medens lutheranerne i adskillige lande, bl. a. Danmark og Norge, har bibeholdt dets brug. I Sverige har det været næsten helt forsvundet og er først i nyere tid genoptaget her og der. K.-tegnet bruges i den romerske messe et meget stort antal gange, idet præsten K.- tegner sig selv, nadverelementerne og menigheden. I Sverige er k.-tegnet forsvundet fra højmessen, i Danmark og Norge bruges det ved velsignelsen og ved afslutningsordene til hvert hold nadvergæster, og ofte tillige ved nadverens indvielse, i Danmark også tit når præsten går for alteret. Den højtidelige k.-mærkelse ved dåben, der er bevaret i Danmark og Norge, bortfaldt i Sverige 1811. Selvom billedlige fremstillinger af k. indtil det 4. årh. synes forholdsvis sjældne, har dog nyere fund, bl. a. af rester af et k. med en bedeskammel foran i Herculanum, vist, at man allerede i år 79 har kendt til at bruge k. som andagtssymbol. 427 Det berømte »spottekrucifiks» fra Palatinerbjerget (en person tilbeder en k.-fæstet figur med æselshoved) viser, at man i det 3. årh. har kunnet forholde sig tilbedende over for k. I katakomberne er fundet en snes K.- mærker. Men iøvrigt fremstilledes k. i disse århundreder oftest i en fordulgt form, der ikke var umiddelbart gennemskuelig: anker; skib med mast og rå; menneske i bedestilling med udbredte arme (orant); bogstavet T, der på mange gravindskrifter er anbragt tilsyneladende meningsløst midt i et navn; hanke-k., den figur, der siden udvikledes til Kristi monogram (ẹP) efter at Konstantin i 312 havde sat det på sine felttegn. Da Konstantins mor, prinsesse Helena i 326 på Golgata havde fundet det k., som man antog for at være Jesu k., og da det store, pragtfulde minde-k. var blevet oprejst på Golgata, opstod der en stadigt voksende trang til at smykke kirkerne med k., indgravere k. i brugsgenstande, bruge bryst-k. O. S. V. I ortodokse, romersk-katolske, lutherske og anglikanske kirker udgør gengivelser af k. et væsentligt motiv i udsmykningen af kirkebygningerne og kirkeinventaret, i det tilhørsforholdet til Kristus herved understreges tydeligt. K. anbringes som bekendelsestegn på kristne bøger. K. bæres dels som smykke, dels som bekendelsestegn af kvinder, ofte også af mænd. Ordener, broderskaber og andre sammenslutninger har ofte mere eller mindre specielt udformede k. som kendetegn. I alle kirkesamfund bærer biskopperne bryst-k. som embedstegn. Det er i regelen af guld, og hos de ortodokse og romersk-katolske ofte besat med ædelsten. Ortodokse præster samt lutherske præster fra Balticum og i Amerika bærer ofte et bryst-k. af sølv. Romersk-katolske ærkebiskopper fører en k.-stav som primastegn. Ofte føres k. i spidsen for processioner o. l. Der findes et meget stort antal k.-former: græsk k. (lige lange arme); latinsk k. (tværarmen er kortest); ægyptisk k. (T-formet); malteser-k. (græsk k., hvis arme er smallest ved skæringspunktet, — findes i kirker ofte malet i en cirkel, hvor biskoppen har salvet 428