räson in der neueren Geschichte (2. ed. München—Berlin 1925); F. Naumann, Briefe über die Religion (7 ed. Berlin 1917; sv. övers. Brev om religionen, Sthm 1907); R. Niebuhr, Moral man and immoral society (New York—London 1982); F. Ström—A. Runestam, Kristendom i krig (Sthm 1942); Church community and state, 7: The universal church and the world of nations (London 1938); S. Eddy—K. Page, The abolition of of war (New York 1924, sv. övers. Krigets avskaffande, Sthm 1925, dansk övers. Krig, Moral og Kristendom, Khvn 1928); P. Althaus, Pazifismus und Christentum (i Neue Kirchl. Zeitschrift 1919; med litteraturöversikt); Tidskriften Die Eiche, 1913—1933, utg. av F. Siegmund-Schultze; C. H. C. Macgregor, The New Testament basis of pacifism (2 ed. Glasgow 1953); M. Gladhaug, Den kristne fredstanken (Oslo 1953). S. v. E. KRISTELIG PRESSE, se Kyrka och press. KRISTELIGE SINDBILLEDER. Ved sindbillede vil man i moderne sprogbrug almindeligvis forstå et sprogligt udtryk, en handling. en genstand eller en billedlig fremstilling, der umiddelbart gengiver noget jordisk bekendt, men som anvendes til påmindelse om eller karakterisering af et åndeligt eller religiøst begreb. Ordet symbol (af græsk supßáAÀew, sammenbringe, forklare ved sammenligning) har endnu ofte en biklang af den oprindelige græske og latinske brug af ordet om et forpligtende kendetegn (jfr. symbol i betydningen trosbekendelse) og om noget udvortes, der etablerer en vis forbindelse med det, som det pågældende sindbillede udtrykker (jfr. Billede). Religiøse symboler har været anvendt fra første færd af. De kan tjene tre formål: 1) at give en fremstilling, der kun er forståelig for de indviede: eller 2) det tilsyneladende stik modsatte, at fremstille noget, som enten slet ikke eller kun meget vanskeligt kan fremstilles direkte; endelig 3) at give en fremstilling, der i en ganske enkelt form siger langt mere, end en »bogstavelig» fremstilling ville kunne gøre, og som derfor egner sig særligt til praktisk brug i undervisning, gudstjeneste og andagtsliv. I den kristne brug af sindbilleder har alle tre formål spillet med ind, det første dog væsentligt kun i forfølgelsestiderne. 437 KRISTELIGE SINDBILLEDER 1. Sproglige udtryk som sindbilleder møder vi allerede i N. T., som når Skaberen og Frelseren kaldes Fader og Søn, og når Jesus betegnes som lammet, der bærer verdens synder, eller som den sejrende løve af Juda stamme. Jesus taler om sig selv som den gode hyrde, hvis hjord er menigheden, og han siger »jeg er vintræet, I er grenene». Kirken er bruden, og de kristne er jordens salt og verdens lys. Mange flere eksempler kunne nævnes. Ikke mindst Johannes’ åbenbaring er rig på symboler. Adskillige udtryk i N.T., der oprindelig ikke er ment som sindbilleder, er siden blevet brugt som sådanne. Dette gælder således fortællingerne om, at ånden dalede ned »som en due» over Jesus, og om at der pinsedag satte sig tunger »som af ild» på apostlene — disse skildringer af synsindtryk har medført, at duen og ildtungerne er blevet symbol på Helligånden. På lignende måde har 1. Pet. 5: 8, hvor djævelens færd sammenlignes med en løves, bevirket, at løven foruden at være symbol på Kristus også kan være symbol på djævelen. — I kristne prædikener, i opbyggelseslitteraturen og i salmedigtningen gøres en meget rig brug af sindbilleder, hentet fra bibelen, fra menneskelivet og fra naturen. Som typisk eksempel kan nævnes, hvorledes Højsangen danner udgangspunktet for en rig brude- og natursymbolik, der suppleres med elementer fra N.T. (kirken som bruden) og fra naturen (jfr. Brorsons salme »Her vil ties»). 2. Symbolske handlinger omtales også i N. T., f. eks., hvor Jesus vasker disciplenes fødder skærtorsdag aften. De ydre tegn i sakramenterne kan også henregnes til sindbillederne, omend de rummer mere, end man nu til dags vil udtrykke med ordet symbol. Det samme gælder den nytestamentlige håndspålæggelse, der bruges i flere forskellige sammenhæng og betydninger. Meget hurtigt kom man ind på yderligere sindbilleder i handling, såsom korstegnet. Mange ting, ikke mindst i gudstjenesten, som oprindeligt havde haft et rent praktisk formål, fik med tiden en symbolsk udlægning, og de middelalderlige messeforklaringer fortolkede alt i messen symbolsk. Et 438