KRISTELIGE SINDBILLEDER t e Nadverdsymbolet i katakomberne. typisk eksempel er Chr. Pedersens »I denne bog læres at høre messe» (1514), hvor præstens iklædning før messen betegner inkarnationen. Når han træder frem foran alteret mellem diakon og subdiakon, er det Kristus mellem okse og æsel i stalden. Syndsbekendelsen (Confiteor) er omskærelsen o. s. v. Messens canon fremstiller passionshistorien — hver bøn og hvert korstegn udlægges som svarende til en bestemt begivenhed (f. eks. repræsenterer de tre korstegn i bønnen 7e igitur de tre bønner i Gethsemane have!). Messens afslutning forestiller opstandelsen (præstens tømning af kalken symboliserer den tomme grav) og himmelfarten (velsignelsen og præstens bortgang fra alteret). Hele denne symbolik har i vesten næsten udspillet sin rolle, medens den i østens kirker for en stor del stadig er i levende brug. 3. Blandt genstande, der bruges som symboler, må naturligvis først og fremmest nævnes kors* og krucifikser. Men også mange liturgiske genstande, hvis oprindelse i og for sig er af praktisk art, er i tidens løb blevet udlagt symbolsk. Dette gælder bl.a. alterlysene (f. eks.: det ene lys brænder for Kristi legeme, det andet for Kristi blod; eller det ene symboliserer loven, det andet evangeliet; eller flammerne symboliserer bønnen o.s. v.). Også selve kirkebygningens detailler er blevet symbolsk udlagt. Kirkearkitekturen er ofte blevet præget af ønsket om at gøre bygningen symbolpræget. Dette gælder 439 således mange kirkers korsformede grundplan og både døbefontens oprindelige placering i kirkens vestende og dens nu i Skandinavien almindelige anbringelse nær alteret samt mange andre detailler. 4. Symboler i form af billedlige frembringelser er dog de talrigeste. Nogle af de ældste kristne symboler er ejendommelige derved, at de søger at fremstille et kristent ideindhold ved at bruge hedensk mytologi som sindbillede: Orfeus kan symbolisere Kristi almagt; Amor og Psyche betyder saligheden; billeder fra Dionysos-kulten (vindruer, palmer, kranse og føniks-fugle) udtrykker opstandelsens fryd. Udpræget kristne symboler er fisken (IXOYX, ICHTYS), sammensat af de græske begyndelsesbogstaver i ’Iyooðg Xpiotòg Oeod Yiòg Xwrhp, Jesus Christus, Guds Søn, Frelser), den gode hyrde, Kristi monogram (R, de græske bogstaver X og P sammenslynget til en med hankekorset beslægtet figur). Der forekommer også billeder af bibelske scener, der ofte tilsyneladende er uden symbolik, men hvor i virkeligheden f. eks. Noah i arken og Daniel i løvekulen symboliserer frelsen i Kristus. Man har nadverbilleder, hvor der er fisk på bordet sammen med brød og vin, og hvor symbolske kvindeskikkelser med navnene kæ rlighed og fred varter op. Man ser undertiden nadveren symboliseret ved en fisk, der svømmer med en brødkurv på ryggen. Efter forfølgelsernes ophør bliver den kristne billedkunst mere »historisk» præget, hvilket må ses bl.a. i sammenhæng med den nyvakte interesse for Jesu jordiske liv og bibelhistorien i det hele, som udsprang fra Palæstina i det 4. årh., og som bl. a. medførte kirkeårets udvikling. Men selv om billederne får et mere historisk præg, bevares dog en udstrakt brug af symboler. Det er således ikke ualmindeligt at se billeder af Kristus som lovgiver eller dommer med de troende afbilledet som får eller lam. De bibelske sindbilleder i ord bliver ofte gengivet ved hjælp af billeder. Der gøres en udstrakt brug af symboler, som skal lette tilskueren forståelsen af billedet. Helgener frem- 440