KRISTOLOGI ten, såsom Danske læreres missionsforening, Svenska lärares mtissionsförening, L.M.F. (Lærerindernes Missionsforbund, Lärarinnornas missionsförening). G. Lg KRISTNA SYMBOLER, se Kristelige sindbilleder. DEN KRISTNE LÆGMANDSBEVÆGELSE, se Kyrkobröderna. DEN KRISTNE STUDENTERBEVÆGELSE, se Kristliga studentrörelsen. KRISTOLOGI betyder lære om Kristus. I dogmatikken og dogmehistorien betegner k. læremæssige formuleringer, hvori kirkens tro på Jesus som Guds åbenbaring har søgt sig tankemæssigt udtryk. Da hele den kristne dogmatik har Jesus Kristus* til centrum, kan k. bruges i en meget vid betydning, næsten synonymt med kristen dogmatik. Sædvanlig bruges ordet kun om den del af den dogmatiske tænkning, som specielt har Jesu Kristi person og forløsergerning til genstand. I snævreste forstand er k. alene læren om Jesu Kristi person (hvem han er) til forskel fra læren om hans gerning (hvad han har udrettet). I denne snævreste betydning tages k.i nærværende art. Al kristologisk tænkning drejer sig til syvende og sidst om inkarnationen’. I denne tanke samlede sig som i et brændpunkt oldkirkens k., den kirkelige (ortodokse) k., idet den søgte at hævde inkarnationstanken, den filosofiske (hæretiske) k., idet den stræbte bort fra den. Inkarnationstanken, som i N.T. findes i Johannesevangeliet (1:14), vil give udtryk for den dobbelthed, som kendetegner den nytestamentlige forkyndelse af Jesus Kristus, og som ligger i dobbeltnavnet: Jesus, en historisk person, et »menneske», Kristus, »Messias», Guds eskatologiske udsending, redskabet for Guds forløsning af sit folk og af hele menneskeslægten, altså »Gud». Den urkristne kristusbekendelse: Jesus er Kristus eller Jesus er Herren (Kúpioç, 1. Kor. 12: 3) udfoldes i tanken: Gud blev menneske, d. v.s. Gud selv træder frem som den handlende i den frelsens historie, hvis midtpunkt er mennesket Jesus Kristus. Det er inkarnationstan- 471 kens tema. Men i dette tema er også den problematik givet, som skulle blive bestemmende for k.s dogmehistorie. I inkarnationstanken med dens sidestilling af »Gud» og »menneske» er forudsat en bestemt forståelse af, hvad ordene Gud og menneske dækker. Inkarnationstankens egen hensigt er at understrege, at kun i den inkarnerede Gud erkendes fuldtud Guds og menneskets væsen. En gudserkendelse og en menneskeforståelse, som har sit centrum andetsteds end i den inkarnerede, vil altid på afgørende vis være afsporet, fordi den kun ser Gud, som det fra Gud faldne menneske efter sine egne ønsker digter ham, og mennesket, som det syndige menneske i sin selvyretfærdighed foregøgler sig sit eget værd. Går man imidlertid ud fra, at størrelserne »Gud» og »menneske» på forhånd er kendte, vil deres forening i Jesu person altid være et problem, fordi de to størrelser væsentlig er forstået ud fra deres adskilthed uden for inkarnationen, ikke ud fra deres forening i inkarnationen. Vælger man den første vej: at forstå Gud og menneske ud fra deres enhed i inkarnationen, vil k. følge den bibelske linie. Guds og menneskets væsen forstås ud fra den i bibelen bevidnede historie, hvis centrum Jesus Kristus er. Vælger man den anden vej: at forstå Gud og menneske ud fra deres adskilthed uden for inkarnationen, vil k. følge den metafysiske linie. Ud fra filosofiske problemstillinger danner man begreberne om det guddommelige og det menneskelige og søger derefter at løse det problem, hvorledes disse to størrelser lader sig forene — eller ikke lader sig forene — i Jesu Kristi person. Hele k.s dogmehistorie er bestemt ved brydningen mellem disse to tendenser. I oldkirken ses dette tydeligt. I det begreb, som blev centralbegrebet i oldkirkens k., Logos (græsk Àóyos, ordet), mødes de to linier. Logos, Ordet*, er nemlig i bibelen det handlende og åbenbarende ord, hvorved Gud virkeliggør frelsens historie, og som er »opsummeret» i Jesus Kristus (Hebr. 1: 1—2). Logos er i filosofien derimod den fornuftmæssighed, som udgør tilværelsens sammenhæng, og som har sin oprindel- 472