se i en verdensårsag, der selv må have karakteren af »fornuft». Den bibelske forståelse af »Logos» er profetisk-frelseshistorisk, den filosofiske er metafysisk-kosmologisk. Hos Ignatius af Antiokia (led martyrdøden o. 110 e. Kr.) og hos Irenæus* er den bibelske, hos apologeterne* og Origenes (d. 251; jfr. Alexandrinsk teologi) den metafysiske logostanke fremherskende, omend kosmologiske drag gør sig gældende hos de førstnævnte og et ubestrideligt indslag af bibelsk frelsesopfattelse findes især hos Origenes og hans mere konservative disciple i den østlige kirke. Det kosmologisk orienterede logosbegreb, under påvirkning af jødisk-hellenistisk religionsfilosofi (Filon*) nærmest opfattet som ett mellemvæsen (hypostase) mellem den transcendente guddom og den skabte verden, identificeredes af apologeterne med den præeksisterende (jfr. Preexistensen) Kristus som Guds enbårne søn. Hos Origenes nærmedes Sønnen (Logos) stærkt til Faderen ved læren om Sønnens evige fødsel af Faderen (i modsætning til en tidligere opfattelse hos apologeterne, at Logos var en skabning i tiden af Faderen). Men dog hævdede Origenes Sønnens underordning under Faderen. Som den af Faderen fødte er Sønnen den, der modtager sin guddom af Faderen, »en anden gud», et udtryk, som siden anvendtes af Arius. Denne Origenes’ »subordinatianisme» (af lat. subordinatio, underordning) var en af grundene til, at hans lære senere (399 og 553 på den 5. økumeniske synode) fordømtes som kættersk. Bag de subordinatianske tendenser står en metafysisk logostanke i forbindelse med en platonisk verdensopfattelse. Mellem Gud selv, som er ren åndelighed, og den materielle verden, består et uoverstigeligt svælg, idet alene ånden har bestående virkelighed, medens stoffet er en forgående skinvirkelighed. Gud kan derfor under ingen omstændigheder indgå i den materielle verden. Kun »idéerne», de fornuftige urbilleder til tingene, som stammer fra Gud, men ikke er Gud selv, indgår en forbindelse med stoffet som de materielle tings rationelle moment. Skal der blive tale om en inkarnation, 473 KRISTOLOGI må Sønnen ikke identificeres med Faderen selv, men med idéernes samlingspunkt, Logos. Overalt, hvor den platoniske metafysik dominerer, må derfor den subordinatianske interesse herske. Dette er tilfældet i oldkirkens østlige halvdel, hvor fra 3. årh. Origenes’ indflydelse var meget stor. Man kunne enten med Origenes understrege Sønnens (Logos’) evige fødsel og således mildne subordinatianismen (»højreorigenisme») eller hans forskellighed fra Faderen med eventuel genoptagelse af den ældre betegnelse af Logos som »skabning» (Dionysios af Alexandria, d. 265) og derved skærpe subordinatianismen (»venstreorigenisme»). I begge tilfælde svækkedes inkarnationstanken, da Faderen, Gud i egentligste forstand, holdtes uden for inkarnationen. Med den origenistiske indflydelse var forudsætningen skabt for den strid om inkarnationen, som brød ud i 4. årh., den »arianske» strid. Arianismen* (efter hovedrepræsentanten Arius, presbyter i Alexandria, d. 336) var en radikal venstreorigenisme, som betragtede Logos som en skabning i tiden (»der var en tid, da han ikke var»), helt forskellig fra Faderen (»fremmed og i alt ulig Faderens væsen»). En ægte forståelse af det bibelske frelsesbudskab krævede imidlertid, at det virkelig var Gud selv, som åbenbaredes i mennesket Jesus, hvorfor Arius’ biskop Alexander, en fortsætter af den bibelske linie fra Irenæus, angreb Arius. En foreløbig afgørelse fik striden på kirkemødet i Nikæa 325, hvor det hævdedes, at Sønnen var »af samme væsen som» (græsk ópooúctoç, homousios) Faderen. Striden fortsattes århundredet igennem med Athanasius“ som arianismens (og »halvarianismen»s) betydeligste modstander. For at hævde Jesu Kristi forløsergernings guddommelige virkekraft betonede Athanasius Sønnens enhed med Faderen. Ved kirkemødet i Konstantinopel 381 sejrede hans opfattelse, og den officielle lære fik udtryk i den bekendelse, som sædvanlig kaldes det nikænskkonstantinopolitanske symbol, og hvori det læres, at Kristus er født før alle tider, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, og at han blev menneske til vor frelse. 474