KRISTOLOGI Med ortodoksiens sejr var origenismen ikke forsvundet, men forenedes med »homousios»-k. hos »Nynikænerne» (Basilius, Gregor af Nyssa, Gregor af Nazians o.a., jfr. Kappadokisk teologi). Vanskeligheden ved at forene en platoniserende verdensopfattelse med den bibelske inkarnationstanke bestod og gav anledning til 5. årh.s store kristologiske strid. Efter »homousios»-teologiens sejr var problemet, hvorledes den med Faderens guddom væsensidentiske guddommelighed hos Jesus Kristus var forenet med hans menneskelighed. Jo mere man tænkte bestemmelsen »guddommelig» ud fra et platonisk gudsbegreb, des større var vanskeligheden. To skoler stod over for hinanden: N es torianismen (Nestorius, presbyter, død efter 451) og monofysitismen. Den første havde sin rod i antiokensk teologi*, som lagde vægt på en historisk bibeltolkning, medens den anden stammede fra alexandrinsk teologi* med dens forkærlighed for allegorisk bibeltydning. Nestorianismen adskilte det guddommelige og det menneskelige, sådan at Jesus Kristus igennem sin religiøse og etiske udvikling mere og mere nærmede menneskeligt og guddommeligt til hinanden, medens monofysitismen lod det menneskelige forsvinde i det guddommelige, så Kristus nærmest blev et overmenneskeligt guddomsvæsen. I begge anskuelser spores, hvorledes guddommeligt og menneskeligt er tænkt som skarpe modsætninger. Striden mellem de to skoler afgjordes på kirkemødet i Kalkedon 451 med vedtagelsen af en formel, der sagde, at »den ene og samme Kristus, Sønnen, den enbårne Herre, kendes i to naturer uden sammenblanding, uden forandring, uden forskel og uden adskillelse, idet naturernes forskellighed aldrig udviskes for enhedens skyld, men snarere begge naturers særegenheder hævdes og samvirker i een person og een tilværelse, ikke adskilles og fordeles på to personer...». Her er begreberne »natur» og »person», som i denne sammenhæng i vesterlandsk teologi var benyttet allerede af Tertullian (død ca. 220), anvendt som middel til at fastholde inkarnationstanken. Formlen »to naturer i 475 een person» har siden været den klassiske formulering af den kristologiske ortodoksi. Med Kalkedonformlen var oldkirkens kristologiske stridigheder i det væsentlige afsluttet, omend de fik forskellige udløbere i de følgende århundreder. Den oldkirkelige to-naturlære vil fastholde inkarnationens mysterium uden at forklare det. Hermed understreges, at vi ikke kender »Gud» og »menneske» forud for dette mysterium, men alene i det. Men hvor den metafysiske linie dominerer, bliver det guddommelige og det menneskelige uforligelige modsætninger, og forsøgene på at fastholde inkarnationstanken tenderer enten mod en nægtelse af Jesu Kristi guddom (»ebjonitisme» efter en jødekristen sekt, der betragtede Jesus som et blot menneske) som i arianismen og (i stærkt svækket form) i nestorianismen, eller mod en fornægtelse af Jesu Kristi menneskelighed (»doketisme» af et græsk ord for »tilsyneladende», nemlig menneske) som hos Origenes og (i stærkt afsvækket form) i monofysitismen. Middelalderens og reformationens k. hvilede på den kalkedonensiske to-naturlære, som bl. a. stadfæstesidenaugsburgske bekendelse, art. 3. I sin nadverlære kunne Luther undertiden ved en forøvrigt ikke særlig hyppig anvendelse af den allerede i oldkirken kendte forestilling om en meddelelse af egenskaber fra den guddommelige til den menneskelige natur (communicatio idiomatum) i modsætning til den fremherskende tendens i hans k. (se nedenfor), give to-naturlæren en svag drejning i monofysitisk retning: hvis Kristi menneskelige natur for at kunne være virkeligt til stede i nadveren må udstyres med en fra den guddommelige natur »meddelt» allestedsnærværelse, kan man få det indtryk, at den ikke længere er en sand menneskelig natur. Kristi menneskelige naturs allestedsnærværelse, som i Luthers nadverlære er en umistelig tanke, kan jo fastholdes med lige så stor styrke som et guddommeligt under uden denne teori om en »meddelelse af egenskaber» fra den ene »natur» til den anden, som er ret vanskelig at skelne fra den egentlig monofysitiske »sammen- 476