KRÖNIKEBÖCKERNA et sted, hvor Gud var og ikke mennesket, så var personen nok så smukt splittet, da jeg så med sandhed kunne sige: Her er en gud, som ikke er menneske og endnu aldrig er blevet menneske. — Med den Gud har jeg intet at skaffe.» (Store bekendelse om nadveren). Men denne fremhævelse af Guds og menneskes enhed må i en anderledes radikal forstand end tidligere tydes frelseshistorisk med bevidst afstandtagen fra alle metafysiske problemstillinger. Heri havde Schleiermacher og Ritschl ret. Dog lykkedes det dem ikke at nå til en genfødelse af den bibelske inkarnationstanke, fordi de var bundet af en ny metafysik (idealistisk filosofi), som de satte i stedet for den ældre metafysik, de ville fjerne. Metafysisk er problemet om forholdet mellem de to »naturer» ikke stillet os. Vi kender ikke på forhånd »det guddommelige» eller »det menneskelige», så vi kan opstille en lære om guddommelige og menneskelige »egenskaber» og disses forhold til hinanden. Lærepunkterne om communicatio idiomatum og om kenosen er derfor uden genstand, fordi de hviler på en metafysisk kontrastering af guddommeligt og menneskeligt, som er inkarnationstanken fremmed. K. kan kun fastholde inkarnationstanken i dens radikale bibelske, frelseshistoriske skikkelse: i åbenbaringshistorien alene er Gud og menneske klart erkendelige — og det i deres enhed: Jesus Kristus som i een person Guds udsending og vor broder. Kun i gudsfællesskabets sammenhæng har k. mening. Litt.: Jfr. litt. til art. Jesus Kristus og afsnittene om Kristologi i de dogmatiske håndbøger, som ikke medtages i det flg. J. A. Dorner, Entwicklungsgeschichte der Lehre von der Person Christi (Stuttgart—Berlin 1845—54); F. C. Krarup, Om forholdet mellem det guddommelige og menneskelige i Kristi person (diss. Khvn 1885; ritschlsk); dens., Jesus Guds Søn (Khvn 1908); G. Thomasius, Christi Person und Werk 1 (Erlangen 1886); Ch. Gore, The incarnation of the Son of God (London 1891); G. Krüger, Das Dogma von der Dreieinigkeit und Gottmenschheit (i Lebensfragen, hrsg. v. H. Weinel, Tübingen 1905); P. 7. Forsyth, The person and place of Jesus Christ (London 1909); W. Sanday, Christologies, ancient and modern (London 1910); E. Günther, 479 Die Entwicklung der Lehre von der Person Christi im 19. Jahrh. (Tübingen 1911); H. R. Mackintosh, The doctrine of the person of Jesus Christ (Edinburgh 1912); W. Bousset, Kyrios Christos (Forsch. z. Rel. u. Lit. d. A. u. N.T,, N.F., H. 4, 2. ed. Göttingen 1921); W. Temple, Christus Veritas (London 1924; anglik., betydelig); E. Hirsch, Jesus Christus der Herr (Göttingen 1926); E. Brunner, Der Mittler (2. ed. Tübingen 1927; dialektisk, hovedv.); Æ. Vogelsang, Die Anfänge von Luthers Christologie (Arbeiten z. Kirchengesch. 15, Berlin—Leipzig 1929); dens., Der angefochtene Christus bei Luther (ibid. 21, 1932); L. W. Grensted, The person of Christ (London 1933); K. Heim, Jesus der Herr (Der evangelische Glaube und das Denken der Gegenwart 2, Berlin—Tübingen 1935); dens., Jesus der Weltvollender (ibid. 3, 1937); Jesus Christus im Zeugnis der Heiligen Schrift und der Kirche (i Evangelische Theologie, Beih. 2, 2. ed. München 1936); K. Adam, Jesus Christus (5. ed. Augsburg 1938, kat.); R. Guardini, Der Herr (2. ed. Würzburg 1938; kat., betydelig); R. V. Sellers, Two ancient christologies (London 1949); W. Horton, Our eternal contemporary (New York 1942); G. Wingren, Människan och inkarnationen enligt Irenaeus (Lund 1947); D. M. Baillie, God was in Christ (London 1948); Kerygma und Mythos (Theologische Forschung 1—2, hrsg. v. H. W. Bartsch, Hamburg 1948—52; diskussion med R. Bultmann om afmytologisering); F. Gogarten, Die Verkündigung Jesu Christi (Heidelberg 1948); dens., Entmythologisierung und Kirche (Stuttgart 1953); H. Vogel, Christologie 1 (München 1949; påvirk. af Barth, betydelig); Lovet være du Jesus Krist. Inkarnationen. 6 forelæsn. udg. af L. Berner—Schilden—Holsten (Bringstrup 1949; økumenisk); R. Bring, Kristendomstolkningar, s. 124—146 (Sthm 1950); M. J. Scheeben, Die Mysterien des Christentums s. 260—384 (Gesammelte Schriften 2, 2. ed. Freiburg i/B. 1951; kat., betydelig); B. Skard, Inkarnasjonen (Oslo 1951). R. P. KROPP OCH SJÄL, se Legeme og sjæl. KRÖNIKEBÖCKERNA bilda jämte Esra* och Nehemja* en helhet, det s.k. kronistiska historieverket, som sannolikt tillkommit under det 4 årh. f.Kr. Innehållet i K. kan sammanfattas i följande avsnitt: 1 Krön. 1—9 Juda rikes förhistoria från Adam till Saul, meddelad huvudsakligen i form av släktregister; 10—29 Sauls död och Davids historia; 2 Krön. 1— 480