För att en kyrka skulle bli invigd av biskopen, krävdes att kyrkan genom rättslig överlåtelseform skulle ha erhållit så mycken egendom, att kyrkans underhåll, gudstjänstliv och lönen till dess präst skulle vara tryggad. K. kunde sedan utökas genom testamenten och gåvor av skilda slag. Gåvorna kunde även föräras prästens beneficium (se Prästlön) som juridisk ägare. Kyrkans byggnadskassa (fabrica ecclesiae) och prästbordet (mensa presbyteri) kommo också mer och mer att ses som skilda ekonomiska enheter. Till prästbordet hörde själagods et, anslaget till prästen för själamässor till förmän för en bestämd givare. Det var en betydande egendom som med tiden blev kyrkans. Vad t.ex. Sverige beträffar beräknar man att den kyrkliga jorden frånsett prästgårdarna uppgått till c:a 13.700 hemman eller 12 à 13 procent av rikets åkerjord. Vid reformationen underkastades k. stora förändringar. Mot det överflödiga kyrkogodset togo reformatorerna själva till orda. I alla länder, där kyrkorna reformerades, reducerades k. om än i olika omfattning. De nordiska länderna uppvisa här var och en sin egenart vad beträffar den kyrkliga egendomens fortsatta utgestaltning. Litt.: E. Friedberg, Lehrbuch des kath. u. evang. Kirchenrechts (6 ed. Leipzig 1909); J. B. Sägmüller, Lehrbuch des katholischen Kirchenrechts (4 ed. Freiburg im Br. 1925—34); E. H. Schalling, Den kyrkliga jordens rättsliga ställning i Sverige (diss. Uppsala 1920); H. G. F. Sundberg, Kyrkorätt (Sthm 1948); J. Nylander, Das kirchliche Benefizialwesen Schwedens während des Mittelalters (diss. Uppsala, Sthm 1953). R.A. I Danmark ophævedes det katolske bispedømme ved reces 30/10 1536, og bispegodset henlagdes under kronen. Samtidig bestemtes det, at tienden skulle deles i trende parter. Den ene skulle sognepræsten beholde, den anden part skulle kirken have og den tredie skulle kongen oppebære, således at han deraf skulle yde bisperne deres underhold. I overensstemmelse hermed oppebærer staten idag renterne af de i henhold til lov 15/5 1903 afløste bispetiender og udreder samtlige bispelønninger, ligesom den bekoster 573 KYRKLIG EGENDOM vedligeholdelsen af bispegårde og -boliger. Klostergodset forblev indtil videre urørt, men overførtes senere til andre formål. Det samme gjaldt kapitelsgodset. Derimod skulle de til kirker og præstembeder henlagte formuer og indtægter alene anvendes til fordel for disse. Denne retningslinie er principielt fulgt til dato, men der er fra statsmagtens side truffet bestemmelser, der i nogen grad har forringet de kirkelige midlers værdi. Christian IV og senere konger bortsolgte kirkerne med disses formuer til private, imod at disse påtog sig vedligeholdelse og drift af kirkerne. Kirkernes formue forblev dog ved kirkerne. Ved lov 15/5 1903 om afløsning af tienden blev der givet de private kirkeejere adgang til at få deres forpligtelser overfor kirken afløst imod afståelse af kirken med formue, herunder dog kun en så stor del af tiendens afløsningssum, som i forbindelse med kirkens øvrige formue var nødvendig til sikring af kirkens fremtidige vedligeholdelse og drift. Den overskydende del af tiendekapitalen blev den hidtidige kirketiendeejers private formue. Kirkerne blev herefter »selvejende». De fleste kirker er nu »selvejende» (lovbek. 23/9 1947 om kirkers bestyrelse m.m.). En særlig gruppe kirker er de af Det københavnske Kirkefond opførte kirker, der af kirkefondet er overladt folkekirken til brug med forbehold af ejendomsretten til kirkerne. Ved fornævnte tiendelov reduceredes såvel præsteembedernes som kirkernes tiendeindtægter betydeligt. Tienden afløstes af en kapital i penge, og den årlige tiendeydelse erstattedes af en mere beskeden renteindtægt. Et lignende — omend mindre vidtrækkende — tabh for kirkerne og præsteembederne var lov 28/9 1918 om afløsning af grundbyrderne. Ved lov 4/10 1919 bestemtes det, at alle præstegårdsjorder skulle udstykkes til oprettelse af husmandsbrug, således at dog en mindre lod kunne forblive ved embedet, såfremt menighedsrådet ønskede det. Ved anordning 29/7 1814 om almueskolevæsenet på landet § 3 blev degneembederne — der var kirkelige embeder — nedlagt og deres formue og indtægt henlagt 574