KYRKOFÖRFATTNING stedse haft den øverste myndighed i kirkens anliggender. Særlig tydeligt fandt dette udtryk i kongeloven 14/11 1665, der — efter enevældens indførelse i 1660 — bestemte, at kongen skulle være »det ypperste og højeste hoved» også i gejstlige sager (§ 2), og at kongen skulle have »højeste magt over al cleresiet, fra den højeste til den laveste, at beskikke og anordne al kirke- og gudstjeneste ...» (§ 6). Ved grundloven 5/6 1849 blev statsmagten, der hidtil havde været tillagt kongen alene, delt i den lovgivende magt, der blev henlagt til kongen og rigsdagen i forening, den udøvende magt, der — som hidtil — var hos kongen, dog at han nu kun kunne udøve den sammen med sine ansvarlige ministre, og den dømmende myndighed, der blev henlagt til domstolene (§ 2). Der blev ikke ved grundloven indført nogen særordning for kirkens styrelse. De almindelige øverste statsorganer blev derfor også de øverste myndigheder i kirkelige anliggender. Kongen er således fremdeles den øverste administrative myndighed også i kirkelige forhold og udøver sin myndighed på dette område gennem kirkeministeriet. Det er derfor kun rimeligt, at det i grundloven foreskrives, at kongen skal være medlem af den evangelisk-lutherske kirke (§ 6). I forening med rigsdagen (nu folketinget) giver han kirkelige love. En del bestemmelser af »rent kirkelig» natur gives af kongen alene. Der findes særlige kirkelige domstole — provsteret og landemode — til behandling af visse gejstlige sager i første og anden instans, hvorimod rigets højesteret også på det kirkelige område er sidste instans i domssager. Grundloven indførte principielt religionsfrihed, idet nydelsen af borgerlige og politiske rettigheder blev gjort uafhængig af kirkeligt tilhørsforhold (nu § 70). Derimod er der ikke indført religionslighed, idet grundloven fastslår (§ 4), at »den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten». Herved er der givet folkekirken en særstilling i forhold til andre trossamfund. Staten kan, om den ønsker det, understøtte andre religionssamfund. Men den er grundlovsmæssigt for- 627 pligtet til at støtte den evangelisk-lutherske folkekirke. Staten understøtter kirken ikke blot økonomisk men også moralsk, f.eks. gennem skolelovgivningen. Egentlige forfatningsbestemmelser vedrørende kirken indeholder grundloven ikke. Derimod bestemmes det (§ 66), at »folkekirkens forfatning ordnes ved lov». Bestemmelsen — der almindeligt opfattes som en såkaldt »løfteparagraf» — er delvis opfyldt, idet der gennem en del kirkelige love er fastsat regler vedrørende kirkens styrelse, f.eks. lov om menighedsråd (30/6 1922), lov om bispeembeders besættelse (30/6 1922), om provstiudvalg (love af 12/7 1946). Derimod er der trods adskillige forsøg i den retning ikke indført nogen fælles kirkelig repræsentation (synode, kirkemøde e. 1.). Spørgsmålet er blevet drøftet i en del kirkelige kommissioner (nedsat 1854, 1868, 1904 og 1928), men tanken har aldrig kunnet realiseres. Dels har den mødt — og møder fremdeles — principiel modstand i indflydelsesrige kirkelige kredse og dels har man ikke kunnet nå til enighed om en sådan synodes sammensætning og kompetence. Kun een gang, i 1858, er et forslag om en fælles kirkelig repræsentation — et kirkeråd, bestående af gejstlige og lægfolk — blevet fremsat på rigsdagen som lovforslag. Det blev vedtaget i landstinget, men i folketinget blev forslaget stemt ned. I årene 1883—1901 havde man et af regeringen provisorisk nedsat kirkeråd, bestående af rigets biskopper, et medlem af det teologiske og et medlem af det juridiske fakultet i København. I forslaget til grundlovsændring 1939 (ikke gennemført) var der optaget en bestemmelse om, at ændringer vedrørende kirkens indre forhold kun kan gennemføres, efter at forhandlinger derom er ført med biskopperne. Tilsvarende bestemmelse er ikke optaget i den i 1953 gennemførte ændrede grundlov. En kirkelig sammenslutning (Kirkeligt Forbund) arbejder for gennemførelse af tanken om en fælles kirkelig repræsentativ forsamling. Ligeledes har et af de politiske partier (Det konservative folkeparti) optaget forslaget på sit program. Uanset manglende formelle bestemmelser følger den kirkelige ad- 628