måde som andre almindelige love. Bevillinger til kirkelige formål optages på den årlige finanslov. Domsmyndighed i sager, hvor kirken eller dens tjenestemænd er part, udøves af de almindelige domstole, med undtagelse af offentlige sager, der anlægges mod biskoppen eller folkekirkens præste til straf for forargelig optræden i embedshandlinger eller i deres privatliv, forudsat at det ikke drejer sig om almindelige forbrydelser. I første instans dømmes sådane sager af en såkaldt Kirkedom, bestående åf stedets ordinære dommer og to af folkekirkens fungerende præste, og i sidste instans af Synodalretten, der beklædes af tre af højesterets dommere og tilkaldte teologer. Den øverste forvaltningsmyndighed i kirkelige anliggender tilkommer præsidenten, som overdrager dens udøvelse til kirkeministeren. Denne fører overtilsynet med kirkens tjenestemænd og beskikker præstene. Landet er siden ca. 1800 eet bispedømme. Biskoppen fører tillsyn med kirkerne og præstestanden, har beslutningsmyndighed i enkelte sager af mindre betydning, men er ellers nærmest at betragte som ministerens rådgiver og medarbejder. Biskoppen vælges af folkekirkens præster og universitetets 1ærere i teologi. Den, der har fået °/, af de afgivne stemmer, skal beskikkes i embedet, men ellers kan det gives til den formentlig bedst kvalificerede. Siden 1909 findes der endvidere to såkaldte vígslubiskupar (ordinationsbiskopper), der i fornødent fald ordinerer biskoppen og præste. Et almindeligt præstemøde (synodus) afholdes årlig. Det forudsættes i love, at synodus har rådgivende myndighed angående liturgiske bøger og lærebøger i religionen. Ellers synes den nutildags ikke at være udstyret med nogen lovbestemt myndighed. Siden 1931 findes der et kirkeråd, bestående af biskoppen som formand og fire valgte medlemmer. Kirkerådet synes at have besluttende myndighed vedrørende folkekirkens liturgi og myndighed til at disponere over midler, der måtte være henlagte til fri kirkelig virksomhed. 633 KYRKOFÖRFATTNING Landet inddeles i provstier, fortiden 21, med en provst og et såkaldt herredsmøde, bestående af provstiets sognepræste og en repræsentant for hver menighed i provstict, der har at drøfte og fatte beslutning om provstiets særlige kirkelige sager. Præstekaldene er for tiden 116, sædvanlig med een præst i hvert og som regel omfattende to eller flere sogne. Præstekaldets beboere vælger deres præste. I hvert kirkesogn skal der være et menighedsråd og en menighedsrepræsentant til bestyrelse af sognets anliggender, som i adskillige tilfælde må forelægges et menighedsmøde. De fleste kirker og kirkegårde er nutildags undergivet menighedens værgemäål. Se også Island. Litt.: J. Pétursson, Íslenzkur kirkjuréttur (Reykjavik 1863); E. Arórsson, Íslenzkur kirkjuréttur (Reykjavik 1912); E. Arnórsson, Játningarit íslenzku kirkjunnar 19 (i Studia Islandica 12). Norge. Reformasjonen i 1536/37 endret kirkens struktur i vesentlig grad. Den opphörte å være en selvstendig organisatorisk enhet og ble i alle viktige styrefunksjoner knyttet sammen med statlig myndighetsutövelse. Reformasjonslovgivningen bygget dog på en erkjennelse avy kirkens åndelige særpreg. Kirkeordinansen 1537 skiller mellom »Jesu Kristi uforanderlige Ordinans» og de sakområder som Kongen har myndighet til å regulere. Erkjennelsen av dette grunnforhold er opprettholdt, om enn med viktige organisatoriske endringer senere. Kirken i Norge har således ikke noen egentlig forfatning i den forstand at kirken er organisert som en selvstendig enhet, men dens forfatning er sikret i forfatningsmessige og legale former innenfor statskirkeordningen. De viktigste trekk i kirkens forfatningsmessige struktur kan resymeres slik: 1) Grunnlovens § 2 fastslår den evangelisk-lutherske religion som statens offentlige religion, og pålegger foreldre (som tilhörer kirken) å oppdra sine barn i denne religion. Folket og statsmakten er hermed på en særlig måte knyttet til evangeliskluthersk religion. Statsmyndighetene plikter å sörge for at religionen kommer til uttrykk 634