I de århundreder indtil ca. 1250, da den romanske stil rådede i Danmark, byggedes den store mængde af de oftest tårnløse landsbykirker; ca. 90 % af de nu brugte er fra denne periode, og mange står i det ydre urørte. Byggestilen hentes dels fra angelsaksiske egne (især i Limfjordsegnene og Lunds Ærkestift) dels fra nordfransk kunst; og ved Lunds domkirke møder vi lombardiske bygmestre. I Østdanmark finder vi de særprægede rundkirker, som har enkelte søsterkirker i det øvrige land. Ligesom korpartierne er finest bygget, ofte smykket med halvsøjler, bueslag og relieffer, er indgangsdørene, især syddøren, ofte prydet med eet eller flere søjlepar eller med smukke billedskulpturer på karmsten og tympanon. Dette gælder særligt kvaderstenskirkerne. Denne store byggetid synes at have haft sit egentlige gennembrud i første halvdel af 1100-tallet, men stenkirker stod allerede forud flere steder (Roskilde, Lund, Dalby o.fl.). Af tidens skønne inventar er bevaret en enestående samling af dele af en række »gyldne altre», d. v.s. rigt reliefarbejde i forgyldte kobberplader til alterforsiden (antemensalet) og alterbordets bagkant (retablet). Også en stor mængde romanske kalkmalerier er fremdraget i vor tid. Langt de fleste af højmiddelalderens kirker har bevaret de gamle døbefonte, rigt varierede i form og udsmykning fra ganske enkle til helt fuldendte reliefarbejder, der oftest er udført af lokale mestre; fra det østligste stift, Lunds ærkestift, er dog mange sandstensfonte ført til øerne, og selv af de navnkundige gotlandske mestre står der endnu arbejder i kirkerne. Også kirkeklokker fra perioden ca. 1150—1250 ringer endnu hver dag i deres sogns kirke (Smollerup, Raabjerg, Le, Urlev o. m. a.). Den gotiske stil begyndte at gøre sig gældende fra omkr. 1250. Af nye landsbykirker behøvedes nu kun et meget lille tal, og de fleste af disse byggedes i en tillempet overgangsstil. Men på øerne og i Østjylland sker i senmiddelalderen en forsigtig ombygning af de gamle romanske bygninger: Vinduerne gøres større, tårne tilbygges, helst med gotiske blindinger og ofte med trappegavle, 665 KYRKOKONST i mange kirker nedbrydes det romanske kor med dets apsis og genopføres i skibets bredde, kirkerummene udsmykkes i overvældende grad med kalkmalerier, som udnytter de hvælvinger, som nu indbygges i en stor del af disse kirker. Kirkerummet skal være »lyst og fagert». Koret skilles oftest fra skibet ved tralleværk, og altrets skulpturudsmykning vokser, idet tavlerne bliver større og større og fylder hele østgavlen. Disse trefløjede altertavler, hvoraf mange stadig står i kirkerne, er i reglen nordtysk arbejde. Meget skøn dansk smedekunst er bevaret på mange kirkedøre. Det gennemførte gotiske stilskifte møder vi dog kun i bykirkerne. Medens der allerede i romansk stil er bygget storslåede bykirker (Lund, Ribe, Viborg, Ringsted, Sorø, Slesvig 0.a.), så er først middelalderens sidste århundrede blevet byernes tid. Her kan den fulde gotiske ændring i byggekonstruktionen gennemføres, så ikke længere de svære vægge, men søjlerækken i murlinjen bliver det bærende led i konstruktionen. Derved kan vinduerne forstørres ad libitum og smykkes med glasmalerier, linjerne i rummet kan forlænges opad, og der skabes luftige og prægtige rum (Odense St. Knud, Haderslev, Malmø St. Peder, København Vor Frue, Helsingør, Assens o.s.v.). Disse bykirkers rige arkitektur, deres farveudsmykning og forfinede billedskærerkunst, deres lysvirkninger og overdådige altertavler (Claus Bergs i Odense, Hans Brüggemanns i Slesvig o.s.v.) kaster et genskin ud over de langt ældre landsbykirker, som kun langsomt og meget begrænset kan opsuge den nye stil. Alene i de yngste (f.eks. på Nordfalster) er den nogenlunde gennemført. Da reformationen sammen med ren æ ssancestilens klassiske genfødelse drager ind over Danmark, er landet stort og helt forsynet med kirker, og i bygningernes ydre har da den nye stil kun sat ganske enkelte spor. Derimod er dens smag og udtryksform i billedskærerkunsten blevet så overvældende udnyttet, at især bruskbarokken i udformningen af prædikestolene og altertavlerne for vort folk er blevet næsten identisk med »rigtig kirkekunst», uagtet den 666