dende i dag: lov om menighedsråd (nu lovbek. 7/5 1949), lov om kirkers bestyrelse m.m. (nu lovbek. 23/9 1947), lov om vedligeholdelse af kirker og kirkegårde m. v. (nu lovbek. 23/9 1947), lov om sognebåndsløsning og brugen af kirkerne (nu lovbek. 23/9 1947), lov om valg af biskopper (nu lovbek. 1/4 1950), lov om adgang til præsteembeder (sidst ændret 4/6 1947), lov om indførelse af dansk kirkelovgivning i de sønderjydske landsdele, lov om folkekirkens lønningsvæsen udenfor København og Frederiksberg m. m. (nu lov 12/7 1946). I 1920 udarbejdedes en tilsvarende lov om folkekirkens lønningsvæsen i København og på Frederiksberg (nu lov 12/7 1946). Ved lov af 30/6 1922 om ægteskabs indgåelse og opløsning afløstes den hidtidige obligatoriske kirkelige vielse af en fakultativ adgang for borgerne til at vælge, om de ønsker kirkelig eller borgerlig vielse. Efter at der ved ændring af lov om adgang til præsteembeder (4/6 1947) var blevet givet kvinder adgang til præsteembeder, vedtoges en lov af 3/3 1948, hvorefter en biskop kan fritages for det biskoppelige tilsyn med en præst forsåvidt angår prædikeembedet, sakramenternes forvaltning og sjælesorgen i det hele, således at dette tilsyn overdrages til en anden biskop eller evt. en anden gejstlig. Litt.: A. Siersted, Kirkelovene (Khvn 1937); L. Petersen, Kirkelovene af 1922 (Khvn 1944); A. Roesen, Kirkelove (Khvn 1953). A. R. Norge. Den förste norske k. (kristenrett) ble vedtatt på Mosterting i Vest-Norge 1024 og er et verk av Hellig Olav og biskop Grimkjell. Senere kristenretter bygger på Hellig Olavs lov. De ble som andre lover vedtatt på lagtingene og utgjorde en særlig »bolk» i de eldste skrevne landskapslover: Gulatingsloven (fra 11. århundre), Frostatings-, Borgartings- och Eidsivatingsloven. Den förste norske landsloven av kong Magnus (Lagaböter) Håkonsson 1274 hadde en »kristendomsbolk», men den egentlige kristenrett var ikke med i landsloven. Visse særlige retterböter kom til både för og senere, og de eldre kristenretter var også i bruk etter at Landsloven 1274 var gitt. Erkebiskop Jon 685 KYRKOLAG Raudes kristenrett, som bygget på hovedprinsippene i kanonisk rett, gjaldt 1277—1280 og delvis også etter dette tidspunkt. Den ble formelt godkjent igjen 1458. Reformasjonsverket 1536/37 ordnet kirke- og religionsvesenet ved Kirkeordinansen 1537, som ble vedtatt i Norge 1539. En særlig norsk kirkeordinans 1607 bygget vesentlig på ordinansen av 1537. Den ble avlöst av Christian IV.s store recess 1643, som igjen er hovedkilden til Christian V.s Norske Lov 1687,2. bok: »Om Religionen og Geistligheten». Loven er delvis ennå gjeldende. Danmarks og Norges Kirkeritual 1685 ga regler om gudstjeneste og kirkelige handlinger m. m. Enkelte spredte bestemmelser er fremdeles i kraft. Etter grunnloven av 1814 blir kirkelige lover gitt av Stortinget (med sanksjon av Kongen) på samme måte som andre lover. En har således etter norsk rett ikke noe legalt fiksert k.s-begrep i betydningen av et særlig avgrenset rettsområde. Regulær lovforberedelse i kirkelige saker skjer ved Kirke- og undervisningsdepartementet under medvirkning av biskoper og andre kirkelige embetsinstanser. Proposisjon blir lagt fram for Stortinget av Kongen i (statsrad). Fra 1953 foreligger en lov om Den norske kirkes ordning som i utpreget grad er en k. Enkelte andre særlover omhandler kirker og kirkegårder, prestelönninger, kirkelige fondsmidler, embetsgårder m. m. Etter grunnlovens § 16 er Kongen (i statsråd) tillagt en begrenset lovgivningsmyndighet når det gjelder gudstjeneste, kirkelige handlinger og liturgi. (»Kongen anordner al offentlig kirke- og gudstjeneste, alle möter og forsamlinger om religionssaker ...» Dette er en særrett for Kongen (prerogativ) som Stortinget ikke kan gripe inn i. Bare statsråder som bekjenner seg til statens offentlige religion, deltar i statsrådbehandling av slike (og andre) kirkesaker. Litt.: Samling af gamle norske Love utg. af H. Paus 1—2 (Khvn 1751—52); Norges gamle Love utg. ved R. Keyser—P. A. Munch m. fl., 1—5 (Kristiania 1846—95); L. M. B. Aubert, 686