KYRKOTJÄNARE skall enligt en bestämmelse från 1823 kyrkoherden uppgöra förslag på 3 personer, varefter kyrkorådet väljer. Till k. kunna också räknas försam.- lingsdiakonissa(församlingssyster) och diakon. Ett särskilt slag av k. äro de pastorsdiakoner, som en tid utbildades vid lekmannaskolan i Sigtuna till predikotjänst företrädesvis i de stora norrlandsförsamlingarna. Kyrkohandboken har särskilda kapitel för diakonvigning och diakonissvigning. Utredning har begärts om diakoniens inordning i kyrkan. (Jfr Diakon och diakonissa, Diakoni). Finland. Klockarebefattningarna ha numera ersatts av organist- och kantorstjänster. Dessa sökas hos kyrkorådet, som uppgör förslag, varefter församlingen väljer och domkapitlet utfärdar fullmakt. Beträffande övriga k. äro förhållandena likartade med Sverige. Enligt kyrkolagen skall i varje församling finnas minst en diakonissa, men domkapilet kan meddela dispens härifrån. Av särskilt intresse ärdekvinnliga teologernas församlingstjänst. Genom kyrkolagsändring av 1954 har deras ställning legaliserats, men är dock föremål för fortsatt utredning. Fk Danmark. Det vigtigste embede i kirken ved siden af præstens var i katolsk tid diakonatet. Det overlevede reformationen, og degnen forblev præstens medhjælper ved gudstjenesten, ledede sangen og bad (på menighedens vegne) ind- og udgangsbøn. Degnen fik snart skolepligter, og ved de store skolereformer i det 18. og 19. århundrede blev han væsentligt skolens tjener, også bydegnene var oftest lærere. Siden 1813 førte degnen duplikatet af kirkebogen, i byerne nu som regel begge bøger. På landet er degnen endnu kirkesanger. Også organisten er på landet som regel lærer i sognet, og ved de kirkelige handlinger kan andre lærere have pligt til kirketjeneste, f. ex. ved bryllupper og begravelser i deres skoledistrikt. I byerne kaldes degnen kordegn (eller alterdegn), tit også klokker; han leder kirkekontoret (klokkerkontoret), modtager meldinger på præstens vegne og bistår ved gudstjenesten. Han har ingen em- 719 bedsdragt, men er som oftest i borgerlig selskabsdragt. Bykirkernes organister har normalt deres stillinger som hovederhverv. Tidligere havde større kirker en kantor, der ledede koret; denne stilling er nu forenet med organistens. En vigtig funktion har graveren (kirkebetjenten, i Nordslesvig kirketjeneren). Han er i enhver henseende kirkens vagtmester, under hvem det praktiske arbejde i det daglige hører. Han kan være bistået af undergravere eller kirkekoner. Klokkeringningen kan være overdraget en ringer. På landet kaldes graveren undertiden ringer, han har som regel, i modsætning til i byen, med kirkegården at gøre (gravgravning- og pasning), ligesom han jævnlig er bælgetræder. Kordegn, organist og graver ansættes af ministeriet på menighedsrådets indstilling; andre funktionærer ansættes af menighedsrådet. Kordegne og organister er i byerne ofte tjenestemænd med embedsløn og pension, de andre funktionærer er honorarlønnede. Også på Island har hver kirke en m eðhjálpari (medhjælper). Han bistår præsten ved gudstjenesten, ifører ham messedragten, i regel foran alteret inden gudstjenesten begynder, og læser ind- og udgangsbønnen. På landet fungerer han også ofte som ringer. De fleste kirker har organister. Norge. Ordningen er omtrent som i Danmark. Klokkeren bistår præsten ved gudstjenesten, fører kirkebogsduplikat (hvor dette kræves), modtager meldinger om fødsel, dåb og død på præstens vegne, bistår på præstekontoret og i menighedsarbejdet, i byerne er klokkeren ofte diakonuddannet; på landet er han (som regel kaldet kirkesanger) i hovedsognene i almindelighed lærer, ved annekskirkerne jævnlig en duelig lægmand i sognet. I Hålogaland bistår klokkeren ved konfirmandlæsningen. Han ansættes af biskoppen. Andre kirketjenere er graveren eller kirketjeneren, der har væsentlig samme funktion som de tilsvarende danske; på landet er han som regel også kirkegäårdsfunktionær. Undertiden findes der ved større 720