KYRKOVISA Danmark. Det ovenfor anførte om k. i Norge gælder stort set også for Danmark indtil adskillelsen i 1814. Den højtidelige bandsættelse er i Danmark næppe brugt siden den første trediedel af 1700-tallet, uden dog nogensinde at være direkte afskaffet. Åbent skriftemål blev i 1767 afskaffet (og erstattet med bøder) for personer, der havde begået lejermål, og da denne forseelse var den hyppigste årsag til åbent skrifte, må man regne med, at denne form for k. i de sidste årtier af det 18. årh. helt er gået af brug. De kirkelige disciplinære midler afløstes af bøder og andre straffe, hvor det drejede sig om forhold, der foruden at være syndige tillige var forseelser imod det borgerlige samfund. Hvor det drejede sig om rent religiøse forseelser, som f. eks. udeblivelse fra gudstjenesten og forsømmelse af skriftemålet og nadveren, ophørte man i praksis med alle straffeforanstaltninger, da det på pietismens tid blev almindeligt at undskylde sådanne forsømmelser med religiøse grunde. Og man bliver fra nu af mere interesseret i at undgå »uværdiges» deltagelse i de hellige handlinger end i at tvinge alle til at bruge nådemidlerne. Dog gennemførtes dåb med tvang indtil Grundloven i 1849 gav religionsfrihed, og indtil 1857 var medlemmer af folkekirken pligtige under bødeansvar at lade deres børn døbe og konfirmere, og endnu så sent som 1870 fik et sogneråd medhold af regeringen, da det mod forældrenes ønske havde ladet en 15-årig dreng døbe. Med hensyn til opretholdelse af k. i den danske folkekirke idag gælder det, at dåb ikke kan nægtes børn af folkekirkens forældre, idet dog faddere, der erklærer sig for »religionsløse», kan afvises — derimod ikke faddere, der hører til et andet kristent kirkesamfund. Voksne kan kun døbes efter forudgående dåbsundervisning og med biskoppens tilladelse. Udøbte personer kan ikke tilhøre folkekirken. Præsten kan nægte at ægtevie fraskilte personer. De enkelte præsters praksis er dog på dette punkt meget forskelligartet. Hvis præsten i andre tilfælde har religiøse betænkeligheder ved at foretage en viel- 727 se, må han forelægge sagen for biskoppen. Personer, der slutter sig til et trossamfund uden for folkekirken eller på anden måde, såsom ved at lade sig gendøbe, stiller sig uden for denne, mister automatisk deres medlemsskab i den danske folkekirke, herunder også retten til at afgive stemme ved menighedsrådsvalg. Personer, der åbenlyst fornægter kristentroen og derved stiller sig i afgjort modsætning til folkekirken, kan ikke udøve valgret ved menighedsrådsvalg, og det samme gælder personer, der på grund af borgerlige forseelser har mistet den almindelige borgerlige valgret. Iøvrigt udøves kirketugten nu væsentligt i sjælesorgens og forkyndelsens form. Litt.: Henrich Ussing, Kirkeforfatningen i de kongelige danske stater 4:2 (Sorø 1789); H. Matzen—J. Timm, Haandbog i den danske kirkeret (Khvn 1891); J. O. Andersen, Dansk syn paa fromhed og gudsfrygtigheds øvelse i ældre luthersk tid (i Thomas Kingos Aandelige siungekoor, udg. af A. E. Sibbernsen, Khvn 1931); J. Asmund, Kirkeretslige oplysninger (i Kirkelig haandbog, 8. ed. Khvn 1951); Love og ekspeditioner vedkommende kirke- cg skolevæsen. A. Kirkelige forhold (en samling af kirkelige love og bestemmelser, der på kirkeministeriets foranstaltning udkommer med et halvbind om året siden 1846; fortsættelse af Samling af forordninger, rescripter ... som vedkomme geistligheden 1—3, 3. ed. Khvn 1838—40, der begynder med Danske lov 1683. For tiden før 1683 er bestemmelserne samlet i H. F. Rørdam, Danske kirkelove 1—3, Khvn 1883—89); S. Borregaard, Danmarks og Norges Kirkeritual af 1685 (Teol. studier, Dansk teol. tidsskr. 2. afd. nr. 13. Khvn 1953). S. B. KYRKOVISA. K. är en folkspråkig andlig sång av strofisk typ och med enkel, regelbunden musikalisk form. De äldsta k. på romanskt område har antingen episkt eller lyriskt innehåll, i det senare fallet av en mera objektiv hymnkaraktär( t. ex. Mariasånger som de spanska cantigas, jul- och påskvisor, episteltroper) eller av en innerligare, mera mystisk prägel (som de av franciscusfromheten genomandade s. k. laudi). Den romanska k. var ej sällan av typen vallfarts- och korstågssång. Behovet av k. på folkets eget språk tycks ha förnummits 728